Litteratur & film

Opskrifter fra Bakkehuset på Frederiksberg

And eller gås? Rødvinsgelé eller hvidvinsgelé?

Forlaget Alice har netop udgivet en interessant kogebog: Guld i mund – Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen.

Kogebogen er noget så sjældent som en historisk kogebog med 35 originale opskrifter på retter fra 1790 – 1860’erne. Citroner indgår i mange af opskrifterne. Var citroner ikke sjældne dengang? Og gad vide hvad en citron kostede på den tid?

Kogebogen følger op på udstillingen Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen, som Bakkehuset viser frem til marts 2019. Både udstillingen og bogen beskriver på levende vis og på en indsigtsfuld måde, hvad og hvordan man spiste, ikke kun hos Kamma Rahbek i Bakkehuset, men også på Sophienholm og hos Familien Collin, hvor H.C. Andersen var hyppig gæst.

Foto: Stuart McIntyre og Forlaget Alice

Foto: Stuart McIntyre og Forlaget Alice

FAKTA
Kogebogen er skrevet af museumsinspektør ved Bakkehuset, Gertrud With i samarbejde med journalist, Anne Absalonsen, ligesom alle retter er gennemprøvet og tilsmagt af køkkenchef, Anne Sofie Balleby Berlin, der til daglig kokkererer i Orangeriet ved Bakkehuset.  

Dans

Pelle erobrer ikke scenen

Den status, som Vilhelm Moberg og hans samfundskritiske romanserie Udvandrerne har i svensk litteratur, har Martin Andersens Nexøs serie om Pelle Erobreren i den danske litteratur. Begge romanværker er blevet til ikoniske film – i øvrigt begge med Max von Sydow i en bærende rolle. Dog er kun første del af Pelle Erobreren blevet til film, til gengæld er filmen yderst vellykket og både belønnet med en Guldpalme og en Oscar. Filmen af Bille August er ligesom bogen fremragende fortalt og derfor har man på Teater Republique sikkert også tænkt, at historien ligeledes kunne blive til godt musikteater. Rammerne er der i al fald til det, for forestillingen spiller i det nyrenoverede Østre Gasværk, som blev bygget i 1878, samtidig med at historien om Pelle foregår. Men resultatet er desværre blevet en gumpetung, småkedelig og umådelig gammeldags teaterforestilling.

Ligesom Vilhelm Mobergs digre værk handler Martin Andersens Nexøs roman også om svenske udvandrere, idet hovedpersonen, den 8-årige Pelle, rejser fra Tomelilla i Skåne til Bornholm. I 1877 går Pelle og hans gamle far, den fattige landarbejder Lasse, i land på den danske ø, hvor de håber at få et bedre og mindre slidsomt liv. Men det sker ikke, tværtimod brister alle deres forhåbninger og drømme. Det umage par kan kun få job på Stengården, hvor alle synes at have et hjerte af sten. Pelles mor er for længst død, og nu har drengen kun sin vege og ubeslutsomme far, som slet ikke lever op til sønnens ønske om en stærk og handlekraftig far. Pelle må igennem en masse onde oplevelser, inden han kan blive konfirmeret og komme væk fra den barske og umenneskelige tilværelse på Stengården. 

Skuespillerne gør det godt, og Julian Horta Meier Carlsen, som spiller Pelle, gør det endda rigtigt fint. Synge som en engel kan han også. Det er derimod dramatiseringen af teksten, iscenesættelsen og scenografien, som halter gevaldigt. Har dramaturgen overhovedet læst romanen eller blot set filmen? Det er som om de fragmentariske scener er taget ud af filmen og så klistret sammen med sang og små anslag af koreograferede optrin. Men det bliver aldrig en helhed, og man kommer aldrig til at føle noget for personerne, uanset hvor trist historien er, og hvor meget den lille Pelle lider.

Der er ellers nok at tage fat på i Martin Andersens Nexøs tekst, hvorfra der kan trækkes paralleller til både nutidens flygtningestrømme og #MeToo-bevægelsen, men der følges ikke op på disse analogier. Musikteaterforestillingen bliver som små dramatiserede optrin på et museum, hvor man gerne vil gøre historien levende for de besøgende gæster. Måske kan Teater Republiques opsætning af Pelle Erobreren bruges til at anskueliggøre historien og litteraturen for skolebørn, men for et voksent publikum, der kender Martin Andersens Nexøs udødelige historie om Pelle, er der ikke meget at opleve, at blive klogere på eller at underholdes af.

Maja Ravn, som plejer at lave forbilledelig scenografi, gør nærmest ikke brug af Østre Gasværks smukke højloftede og rustikke rum samt de mange muligheder, som ligger i det. Hendes scenografi er blot én stor og hård jordknold, som naturligvis demonstrerer den goldhed, der hersker på Stengården, hvor ingen mennesker kan gro og vokse sig sunde, stærke og glade. Men uinteressant og uinspirerende er det at se på denne jordknold hele forestillingen igennem, når nu der ligger så mange oplagte muligheder i Østre Gasværks mægtige rum. Kun i enkelte scener gør man brug af gasværkets høje kuppel med svalegange, og disse scener er også de bedste. Det er eksempelvis når Pelle og Lassefar står på skibsdækket og i tågen skuer ind mod deres nye fædreland, eller når den hårdtslående skolelærer står på øverste svalegang og kigger brysk ned på sine små elever. Med denne kedelige og enkle scenografi kunne Pelle Erobreren stort set have været spillet på enhver almindelig scene, men når forestillingen spiller i Østre Gasværks kæmpestore teaterrum, så forventer man også en scenografi ud over det sædvanlige, og som ikke er mulig at opleve andre steder.

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

FAKTA
Pelle Erobreren
Teater République
Østre Gasværk
Dramatisering: Annika Kofoed
Musik: P-O Nilsson og Dreamers’ Circus
Sangtekster: Bim Wikström
Sangtekstforfatter: Mathæus Bech
Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenografi & kostumedesign: Maja Ravn
Videodesign: Luke Halls
Koreografisk konsulent: Signe Fabricius

Dans

Med englevinger på selvdestruktivt dansetrip

Konceptet Dans2go med billige billetter til ballet fortsætter i denne sæson på Det Kongelige Teater. I år er Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra (1978), Harald Landers Dvořák pas de deux (1964) og et helt nyt værk, My Daddy Loves Sugar, af Oliver Starpov på programmet. Det er altså et bredt program, hvor der er noget for enhver smag.

Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra 1970’erne er blevet en klassiker på balletscener verden over; værkets sakrale stemning taler direkte til tidsånden. Den åndelige søgen er stigende, derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at flere kompagnier danser netop dette værk i disse år. Hvis man vil se Salmesymfoni på en endnu større scene end Gammel Scene på Det Kongelige Teater, så danser Wiener Staatsballett også værket denne sæson på den legendariske opera i Wien.

Det er ikke blot Igor Stravinskijs musik, der skaber det religiøse rum, det gør også scenografien og koreografien. En væg af persiske tæpper leder tankerne hen på bedetæpper, og stolene, som danserne benytter, er en mellemting af kirkebænke og knæfald. Et alter foran knæfaldet er der ikke, men et varmt lys falder velsignende blidt ned over de 17 dansere. Kvinderne danser med flagrende arme, som var det blafrende englevinger, mens herrerne står som ranke kors. Danserne signalerer hengivelse og tilbedelse med deres gestik og med deres deres trin skaber de mønstre, der er lige så snirklede og smukke, som dem vi kan se i de persiske tæpper. Det er en åndelig og kontemplativ oplevelse at se Jiří Kyliáns Salmesymfoni, som ved hvert gensyn åbenbarer endnu et mønster eller detalje, som man ikke tidligere har set, sådan som man også kan opdage nye detaljer i mønstret på et persisk tæppe.

Harald Landers Dvorák Pas de Deux, smukt danset af Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson, er en lille, sprudlende glad humørpille, inden programmet går videre med Oliver Starpovs dystre værk My Daddy Loves Sugar – So Much He Eats It With His Nose. Titlen kunne også have været Angst æder sjæle op, hvis ikke lige Rainer Werner Fassbinder allerede allerede havde brugt den titel til sin film, Angst essen Seele auf (1973). Premiereværket handler nemlig om de mere mørke sider af sindet, det være sig angst, depression, vanvid og selvhad. Som et “memento mori” hænger en glaskiste – med en hvidklædt person – ned fra loftet. Og måske er det denne persons død, vi ser udspille sig på scenen, hvor de to hovedpersoner, Daddy og Sugar, er i konstant strid, men kampen mellem dem bliver næsten til en slags kærtegn, ganske vist destruktive kærtegn. Daddy og Sugar ender med at “æde hinanden op”. Egentlig er Daddy og Sugar to sider af samme person, to sider der viser sig at være uforenelige og dermed selvdestruerende. Meirambek Nazargozhayev og MacLean Hopper danser den martrede person, og det gør de fremragende, fordi de til fulde behersker den moderne og street-inspirerede koreografi.

Der er mørkt og røgfyldt på scenen, og stemningen i My Daddy Loves Sugar er en blanding af en drøm og et syretrip på en danceclub. Den elektroniske musik er høj og til tider går den dunkende bas lige i hjertet som et drug, der giver voldsom hjertebanken. Men der er ikke langt fra den ene yderlighed til den anden, og snart sænker der sig dødelig stilhed.

De spektakulære sceniske effekter med glitterregn og en strålende stjernehimmel matcher den store scene, mens koreografien med mange liggende bevægelser på gulvet ville have gjort sig meget bedre på en mindre og mere intim scene, hvor man kunne se, hvad der foregår allernederst på det dunkle scenegulv, det kan man desværre ikke fra parkettet på Gammel Scene.

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

FAKTA
Dans2go
Den Kongelige Ballet
Gamle Scene

Salmesymfoni 
Koreografi: Jirí Kylián
Musik: Igor Stravinskij
Scenografi: William Katz
Kostumer: Joop Stokvis
Lysdesign: Jirí Kylián, Joop Caboort og Kees Tjebbes

Dvorák Pas de Deux
Koreografi: Harald Lander
Musik Antonin Dvorák
Kostumer: Rikke Korfix og Lise Lander
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

My Daddy Loves Sugar
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Cliff Martinez, Ben Salisbury, Geoff Barrow m.fl.
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Litteratur & film

Shoplifters – nyt mesterværk fra Hirokazu Kore’eda

Som i mange af sine tidligere film – fx i Min søns familie (Like Father, Like Son) beskæftiger Hirokazu Kore’eda sig også med familietemaet i dette års Guldpalmer-vinder fra Cannes, Shoplifters. Filmen diskuterer spørgsmålet: Hvad er familie? Er det dem, man deler gener med? Dem man bliver elsket af? Dem man vokser op hos? Dem man selv vælger? Eller hvem er det?

Myndigheder tager fejl i deres kassetænkning, demonstrerer Hirokazu Kore’eda, der tit giver ordet til de umiddelbare børn.

Shoplifters er endnu en vidunderlig gribende film af Hirokazu Kore’eda. Fuld af medmenneskelighed og kærlighed.

shoplifters film

Foto: Magnolia Pictures & Magnet Releasing/YouTUbe

 

Litteratur & film

Cold War

Pawel Pawlikowski (ham med filmen Ida) er igen filmaktuel. Nu med værket Cold War, som blev vist på CPH PIX.

Det er ikke så original en historie, som Ida, men billedeæstetikken er den samme. Smukke, smukke billeder.

I Cold War fortæller Pawel Pawlikowski en kærlighedshistorie i den kolde krigs skygge.

Film af Paweł Pawlikowski

Foto: Plejada/Youtube