Dans

Carmen som statist på filmset

Den Kongelige Ballet danser ikke ballet, men går til filmen i Marcos Moraus fortolkning af Carmen. Den spanske koreograf, som det danske dansepublikum senest oplevede med værket Waltz ved Dansk Danseteaters Summerdance, er kendt for at sprænge kunstarternes snærende grænser. I sin version af Carmen lader Marcos Morau film og dans smelte sammen og samtidig dekonstruerer han fuldstændigt historien om den temperamentsfulde Carmen fra tobakfabrikken i Sevilla.

Marcos Moraus historie foregår på et filmset, hvor der indspilles store dansescener, som minder om dem, vi kender fra de stort anlagte underholdningsfilm tilbage i 1950’erne. Flere kameraer følger de agerende i indspilningen af filmen Carmen, og de levende billeder projekteres direkte op på et stort lærred over scenen. Publikum kommer således rigtigt tæt på performerne og kan se deres mindste mimik. Kameraernes nærbilleder bruges naturligvis til at vise, hvad der foregår i krogene på et stort filmset. For eksempel ser vi Kizzy Matiakis som en arrogant og forfængelig filmdiva, der ikke ved, hvilken grimasse hun skal finde frem. Og ved sminkebordet forelsker to mandlige “filmstjerner”, Jón Axel Fransson og Oliver Starpov, sig i hinanden, mens de pudrer kinderne. Nærbillederne betyder, at der er flere kameraer på scenen, hvor de distraherer og tager noget af publikums udsyn. Filmsettet med filmindspilningen er med andre ord yderst autentisk med alle dets fordele og ulemper.  

Historien om Carmen er forvandlet til uigenkendelig, for hos Marcos Morau handler det mere om livet bag kulisserne på et filmset end om Carmens kærlighedsaffærer. Værket er delt op i filmscener, som annonceres af filmarbejdere med et klaptræ. Personerne med klaptræet benytter samtidig deres få sekunders berømmelse på filmstriben til at at gøre reklame for sig selv, som var de på et datingsite. De promoverer sig selv, sådan som vi dagligt ser det ske på de sociale medier. Det er i det hele taget de sortklædte og bebrillede filmarbejderne, som fylder mest i forestillingen. Disse arbejdere på filmsettet drømmer selv om at spille hovedrollerne og at være filmstjerner. Uanset køn prøver de gerne Carmens guldskørter og Escamillos toreador-jakker. Kønsforskellene udviskes mellem dem, alle er kvinder, og alle er mænd. Alle kan være, hvem de ønsker at være.

Filmarbejdernes mange danse på linje er forrygende showdans, som man kun ser i internationale danseshows som for eksempel Friedrichstadtpalast i Berlin. Når danserne ligger henover flight cases med benene strakt op vejret, skaber de en stor, flot vifte med deres flagrende ben, som fejer i luften. Marcos Morau er formidabel til at skabe den slags store dansetableauer med formationer og bevægelser, der understreger det spanske tema og som passer perfekt til musikken af George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov

De såkaldte hovedroller som Carmen, José og Escamillo spilles/danses af forskellige dansere. Ida Praetorius, Stephanie Chen-Gundorph og Kizzy Matiakis har de fleste scener som Carmen, mens Andreas Kaas, Oliver Starpov og Marcin Kupinski oftest ses som José. Og Jón Axel Fransson fylder mest som selvfed tyggegummi-gumlende toreador, der helst ikke vil komme for tæt på Carmen, fordi han foretrækker mænd.

Første akt er en fest, hvor man klukler over alle de groteske, opfindsomme og helt gakkede scener og optrin. Ud fra devisen “less is a bore” har Marcos Morau taget alle klichéer om Spanien og maksimeret dem, så det bliver så spansk, som det ikke engang er i Spanien. Her er masser af stærke farver, lyserøde knæstrømper, mørke kapper, kniplingsslør, sombreros, toreador-jakker, flæser, vifter, brusende skørter, sorte briller, flamenco-sko – og heste. Marcos Morau skaber den ene absurde og manierede scenarie efter det andet, og de er alle som taget ud af en rablende vanvittig Pedro Almodóvar film.

Der sker ufatteligt meget på scenen, samtidig med at man også skal følge med på filmlærredet. Helt vild er scenen, hvor der rides på små karruselheste foran en såkaldt green screen, som så bliver til et farligt ridt gennem en skov oppe på filmlærredet. Med så meget action på én gang, når man derfor kun at se en lille del af alt det, der foregår. Akkurat som i den overvældende medievirkelighed, som vi dagligt færdes i og ikke har mulighed for at overskue. Men det er som om Marcos Morau løber tør for ideer i anden akt, hvor kun de sidste par scener er lige så stærke som dem, vi oplever i første akt. Ellers er anden akt præget af uskarpt tale-teater, mens dansen fortaber sig i mørke kulisser, eller hvor ideer fra første akt gentages. Når der mimes til en Édith Piaf sang, eller når en karakter i en uendelighed går snakkende rundt uden at vi kan høre, hvad der bliver sagt, så falder hele forestillingen sammen.

Marcos Moraus Carmen er ikke et langtidsholdbart værk, men hans dekonstruktion af historien opleves som relevant, vedkommende og rigtigt lige nu. Denne aktualitet skyldes Marcos Moraus leg med køn, seksualitet og etnicitet – samt hans fokus på overfladisk online-eksistens i de sociale medier kontra ægte nærvær. Med denne finger på pulsen er det også ekstra ærgerligt, at anden akt ikke fungerer optimalt. Mens første akt er vild og nytænkende underholdning, så må man desværre småkede sig lidt i anden akt, inden vi endelig når frem til en spændende og dramatisk slutning, hvor virkelighed og fiktion blandes, så man ikke ved, hvad, der vitterlig sker, og hvad som er fake news.

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Carmen til hest og Toreador. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

Kizzy Matiakis som Carmen. Foto: Per Morten Abrahamsen

FAKTA
Carmen
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Marcos Morau
Musik: George Bizet, Charles Dumont, Rodion K. Shchedrin, Ernest Guiraud og Nikolaj Rimskij-Korsakov
Kostumer: Silvia Delagneau
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Videodesign: Jacob Bo Nystrup

Dans

Urban dans fra hele verden

I fire dage viser Detour Urban Dance Festival et tætpakket program med dance battles, workshops og forestillinger på Edison Teatret i København. Fra hele verden kommer unge dansere, hvoraf de fleste er amatører. Danserne demonstrerer, hvad urban dans er, dér hvor de kommer fra. Denne sjette Detour Urban Dance Festival viser, at urban dans ikke behøver at være ensbetydende med gangster-attitude, håndtegn og hættetrøjer. Urban dans er meget mere.

Yderst interessant og underholdende er det at se Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, som danser genren pantsula. Navnet betyder vralte som en and, selvom dansen er alt andet end kluntet. Det er en dans, der stammer fra midten af det 20. århundrede i de sorte townships i Johannesburg, dengang der herskede apartheid. Den undertrykte befolkning kunne i dansen udtrykke deres modstand mod regimet. I dansen med de lynhurtige trin lige over gulvet, demonstrerede danserne over for overmagten, at de var hurtige, stærke, udholdende og frie, at de havde deres egen stil og var klar til at stille op til kamp. I pantsula ses blandt andet reminiscenser fra charleston og jazz, så det er dans fuld af energi, glæde og overskud. Musikken er trommerytmer tilsat dansernes egen råb. Klædt i arbejdstøj og med selvlysende veste fortæller Sibusiso Mthembu og David Mokaale en klar historie i deres eget værk Kasi Hustle. De agerer værkstedsarbejdere, der vasker og pudser en imaginær bil i en garage. De småskændes om, hvem der laver mest, spejler sig i lakken, flirter med de forbipasserende og råber og skriger, da bilejeren stikker af fra regningen. Sibusiso Mthembu og David Mokaale charmerer publikum med deres humorfyldte pantsula, som kun sjældent ses på vores nordlige himmelstrøg. 

Fra Canada kommer trekløveret Victoria Mackenzie, Marie-Reine Kabasha, Emanuelle Lê Phan og danser værket Origami Mami, der er koreograferet af Emanuelle Lê Phan. Musikken af Samuel Nadai, leder tanken hen på lyde i et industrielt interiør, og pigernes dans er da også maskinel. Til sammen synes de at være én stor og kompleks maskine, hvori de hver især er selvstændige dele. En bevægelse hos den ene danser går videre som en bølge til den næste. Præcist som et stempel eller et tandhjul sætter en maskine i gang og får den til at fungere. Origami Mami er mere modern dance end street, selvom enkelte street moves dog kan observeres. De tre power-piger improviserer ikke, men viser strenge geometriske figurer, lige fra simple mønstre til mere komplicerede strukturer. Og pludseligt midt i det hele udfører danserne akrobatiske stunts, der er som overraskende fejl eller løse skruer i det store industrielle maskineri, som deres koreografi synes at illustrere.

Franske Zyko viser sit eget værk Une Lumière med musik af Ed Sheeran. Første del af det kun otte minutter lange værk er langt det bedste. Her viser franskmanden en fin, koreografi, der fokuserer på hænder og arme. Koreografien leder tankerne hen på Sidi Larbi Cherkaouis koreografi, som for ekempel i L’Homme de Bois. Koreografi og musik passer smukt sammen, så der opstår en næsten meditativ stemning. Derimod er anden del af værket, hvor Zyko danser med små røde cykellygter, som han tænder og slukker, mere konventionel og minder om et simpelt tryllenummer, hvori lyset forsvinder og kommer igen.

Danske dansere var også på programmet, men det var de udenlandske dansere, som havde de mest bemærkelsesværdige optrædener ved forestillingen på premiereaften. Og for undertegnede var det Sibusiso Mthembu og David Mokaale fra Sydafrika, der vandt kampen, hvis der var en battle om publikums gunst.

Detour Urban Dance Festival

Foto: Detour Urban Dance Festival

Fakta:
Detour Urban Dance Festival
Edison Teatret
Tre forestillingsprogrammer, dance battles og workshops

Litteratur & film

Maria by Callas

Kvinden, krukken, kunstneren, divaen stilikonet, jetset-dronningen og operastjernen. Tom Volf kommer i sin dokumentarfilm Maria by Callas hele vejen rundt om operasangerinden Maria Callas (1923 -1977).

Dokumentarfilmen har mange lange musikalske indslag, så man vitterlig får et indtryk af Maria Callas’ unikke evner som operasangerinde.

Maria by callas

Foto: YouTube /kultkino Basel

 

Dans

Svævende engel på nycirkusfestival

Fra det klassiske cirkus kender vi nummeret med klovnen, der knap nok kan komme op på linen og da han efter utallige forsøg endelig kommer op på den, er han hele tiden ved at miste balancen og falde ned igen. I nycirkusfestivalen Move It præsenterer franske Rémi Luchez en nyfortolkning af denne kendte klovneentre. Rémi Luchez er dog ikke sminket som en klovn eller klædt i klovnekostume, men bærer almindelige jeans og sweatshirt. Praktisk påklædning når han som en anden cirkustjener begynder sit nummer med at sætte sin egen line op. Linen er i dette tilfælde et stykke ståltråd spændt ud mellem nogle forkullede rafter, der ligner overdimensionerede brugte tændstikker. Det tager lang tid, at sætte linen op, og det tager ligeså lang tid for Rémi Luchez at komme op på den, hvor han også længe kæmper med at finde balancen. At betragte dette er lige som at se en gør-det-selv video på YouTube med en fummelfingret person, og hvor spændende og sjovt er det egentligt i længden? Er det ikke mest dovent tidsfordriv at se på sådan noget? Oppe på ståltrådslinen finder Rémi Luchez en knibtang frem fra baglommen og klipper ståltråden over, så han falder ned og hele line-konstruktionen styrter sammen og så begynder hele opsætningen forfra. Dette gentager sig flere gange og sender tankerne hen til Sisyphos-myten og påminder om, hvordan mennesket igen og igen spænder ben for sig selv. Rémi Luchezs forestilling Miettes er som en visualisering af ordsproget om at save den gren over, som man selv sidder på, og kan således ses som et billede på, hvordan menneskeheden ødelægger grundlaget for sin egen eksistens.

Om man kan lide Rémi Luchezs humor, er vel en smagssag, undertegnede faldt ikke rigtigt for den. Den lettere prætentiøse forstilling, Miettes, har mange gentagelser, og fordi publikum sidder på begge sider af linen, henvender Rémi Luchez sig skiftevis til de to publikumssider og gentager dermed også sine publikumshenvendelser, hvilket gør hele formidlingen tung og omstændelig. Man sidder tilbage med følelsen af, at kun halvdelen af forestillingen henvender sig til den side, hvor man selv sidder. Til sidst sidder Rémi Luchez selv blandt publikum på den ene side af linen og leger hviskeleg med dem, men hvor spændende er det lige at se på? Forestillingen varer 60 minutter, men hvis Rémi Luchezs kun havde haft én publikumsside at forholde sig til, kunne den sagtens være barberet ned til 30 minutter, hvilket ville have været alt rigeligt.

Langt mere artisteri og substans er der i forestillingen Horizon med franske Chloé Moglia. Hun er en sand cirkusartist, som formår at fjerne alt unødvendigt fyld og skære ind til essensen i sin akrobatik og sit budskab. Med høje støn og dybe suk kravler hun op ad et tov, der hænger i en skulpturel konstruktion, hvis yderste ende er et tyndt rør, som hun kan gribe fat om. Da hun har fået et fast greb i røret, lader hun tovet falde ned på jorden, som om hun kapper sin navlestreng over. Hun hænger nu fire meter over jorden uden sikkerhedsline. Det er et skræmmende syn, som påminder om de angstfremkaldende drømme, hvori man mister fodfæstet, spræller i luften og forsøger at gribe fast i noget, inden man styrter ned og vågner med hjertet i halsen.

Svævende heroppe i luften uden nogen form for sikkerhedsnet synes Chloé Moglia dog at være fri, og hendes suk og støn ophører. Snart hænger hun i en arm, snart balancerer hun på det spinkle rør blot hængende på kanten af sit ene lår, i en hofte eller i sin spinkle brystkasse, som om tyngdekraften er sat ud af spil. Det er yderst nervepirrende, men samtidig også meget elegant og lyrisk, for med sine langsomme bevægelser fra position til position skaber hun en slags luftballet eller en svævende tai chi-øvelse.

Horizon kan sammenlignes med et slags fysisk digt, hvori stemningen og følelsen er præget af tidløshed og vægtløshed. Hvidklædte Chloé Moglia svæver som en engel i tomheden eller som en mobile af Alexander Calder, der stille svinger meditativt i luften. Denne mageløse luftballet er som en allegori over den menneskelige eksistens, der altid er en balancegang i forhold til vores medmennesker og omverden. Sommetider oplever vi vores eksistens som yderst anstrengende og ukomfortabel – andre gange føles den derimod let og behagelig. Men altid er vi overladt til os selv og vores egen skæbne, når først navlestrengen er kappet over.

Der skal ufattelig mange kræfter til at hænge i en eller to arme og balancere på et spinkelt rør i hele 30 minutter, som Horizon varer, men Chloé Moglia er en imponerende stærk kvinde, der får artisteriet til at se let og ubesværet ud. Hun er en nycirkusartist, som kan sin metier til perfektion og derfor nemt kan tilføje et ekstra symbolsk lag i sin performance uden at det virker påklistret eller prætentiøst. Med gammel savsmuldduftende cirkusretorik ville man måske kalde Chloé Moglia for Luftens Dronning, men her anbefaler undertegnede hende som en sej Pippi-Pige, der formår at forene det kraftfulde med det poetiske. 

"Horizon" med franske Chloé Moglia. Foto: Johann Walter

“Horizon” med franske Chloé Moglia. Foto: Johann Walter

FAKTA
Move It (Nycirkusfestival arrangeret af Metropolis)
Miettes af og med Rémi Luchez
Horizon af og med Chloé Moglia
Festivalen Move It præsenterer flere forestillinger, som kan opleves i forskellige københavnske byrum