Litteratur & film

Himmerlandshistorier

Da min dansklærer i femte eller sjette klasse læste novellen Syvsoverne op for os, var jeg solgt. Jeg lånte straks hele samlingen, Himmerlandshistorier, på skolebiblioteket og læste alle historierne på egen hånd. Siden hen har jeg læst Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier flere gange, senest i den udgave som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal netop har udgivet – med ordforklaringer. 

Johannes V. Jensen skriver så man kan se rugmarkerne for sig, dufte høen, og høre fuglene synge over engen. Og han skriver så man selv synes, at man står ansigt til ansigt med alle de mærkværdige karakterer, som dukker op i de fleste af novellerne. Ja, Johannes V. Jensen behersker den levende, mundtlige fortællemåde.

I Himmerlandshistorier skriver Johannes V. Jensen om det tabte land, der både er hans barndom samt det landskab og den landbokultur, som Himmerland havde engang, og som allerede forsvandt i Jensens egen tid. 

Dengang i barndommen var den morsomme Syvsoverne min favorit, men nu kan jeg næsten ikke vælge. Dog er Wombwell en novelle, som særligt fæstner sig. I historien skildres et engelsk menageri, der kommer til byen med vilde dyr, som ingen før har set eller næppe hørt tale om. Her kommer egnens dominerende storbønder til kort, mens den forældreløse Bitte-Niels tager tøjlerne og styrer en af menageriets vogne. Oplevelsen tænder drengens længsel væk fra det hierarkiske samfund, hvor han som tjenestedreng ikke har en chance. Han må til USA for at få en ærlig chance i sit liv.

Himmerlandshistorier anbefales igen og igen.

Himmerlandshistorier.

Himmerlandshistorier. Foto: Gyldendal

Litteratur & film

Til dødens os skiller – og derefter

Belgiske film kan få mig i biografen. Heldigvis kommer der jævnligt en god film fra det lille land med den store filmtradition. Nu er Michaël R. Roskam, ham med filmen Bullhead, tilbage med en film i samme genre: Racer and the Jailbird. Igen handler det om kriminalitet og familie, som hænger sammen, men mest af alt handler det om den store kærlighed, som ikke engang fængsel, sygdom og død kan adskille.

Adèle Exarchopoulos og Matthias Schoenaerts spiller, så de færreste skuespillere kan følge med.

Racer and the Jailbird.

Racer and the Jailbird. Foto: FlandersImage/YouTube

Racer and the Jailbird. Foto: FlandersImage/YouTube

Dans

En åndelig oplevelse på dansescenen

Nogle går i kirke eller i skoven for at få en spirituel oplevelse, andre mediterer eller lytter til stille musik. Men kan man også som publikum til en danseforestilling få en dyb åndelig  oplevelse? Det vil mange publikummer nok nikke bekræftende til efter at have set værket Vertical Road af den britiske-bangladeshiske koreograf Akram Khan. Siden premieren på Curve Theatre i Leicester i 2010 er Vertical Road blevet danset i mange lande, herunder Danmark. Det er både koreografens eget kompagni, Akram Khan Company, og andre kompagnier, der har danset det åndfulde værk. I både denne sæson og sidste teatersæson har Den Kongelige Ballet danset værket og har i den grad taget publikum med ud på en spirituel rejse.

Kosmopolitisk dansetradition
Akram Khan kom til verden i 1974 i London. Han er barn af bangladeshiske indvandrere, som tog den bengalske dansekultur med sig til Storbritannien. Fra en tidlig alder lærte Akram Khan klassisk indisk dans, kendt under navnet kathak, og siden hen studerede han også moderne dans. I 2000 skabte han sit eget kompagni, Akram Khan Company, der er kendt for at blande forskellige dansetraditioner og gerner. Alene og med sit kompagni har Akram Khan turneret rundt i det meste af verden og opnået anerkendelse og berømmelse hos både kritikere og publikum. Og da London var vært for de Olympiske Lege i 2012 optrådte Akram Khan Company ved den pompøse åbningsceremoni. I det rockede og excessive show var det et bevægende og kontemplativt øjeblik, da han sammen med sit kompagni og en lille dreng dansede til den fredfyldte salme Abide with me (Vær du mig nær).

Vertikal rejse mod katarsis
I værket Vertical Road er Akram Khan inspireret af mange forskellige genrer: indisk kathak, tai chi, capoeira, japansk butoh og islamisk sufimystik og den dertilhørende dansende meditation. Der er dog ikke noget tyst og meditativt over værkets musik, som består af høje, dunkende trommerytmer skabt af Nitin Sawhney. Den trommende rytme banker som selveste hjerteslaget og virker stærkt hypnotisk og inciterende på publikum.

Vertical Road begynder i et urmørke, hvor 11 dansere står som forstenede og tilstøvede terrakotta-krigere. Med ét ryster danserne det jordiske støv af sig, så en støvsky rejser sig om dem, og de begynder at vugge fra den fod til den anden. De taktfaste bevægelser virker suggestive og samler de 11 dansere til én stor vuggende krop. Denne enkle, rituelle dans med simple, gentagende trin udvikler sig til mere komplicerede og individuelle bevægelser. Og rytmen ændrer sig og bliver vildere og vildere. Én tolvte danser hvirvler hurtigt rundt på scenen som en sufi, hvis cirklende dans skal bringe ham i guddommelig ekstase. Hans dans er en vertikal rejse væk fra det horisontale liv. Den vertikale opstigning er en kamp, men ved rejsens ende står den tolvte danser foran et transparent tæppe, hvor bagved et forjættende, gyldent morgenlys gløder. Er det mon det paradisiske lys, som skinner så blødt og fristende fredfyldt? Til sidst river danseren tæppet væk, som adskiller det jordiske og det guddommelige. Der sker en transcendens. Om danseren derved bliver ét med sin gud, eller hvad der egentligt sker, er et fortolknings- og trosspørgsmål, men det er uimodsigeligt, at Kram Khans Vertical Road har en overjordisk kraft og i den grad fanger og fastholder sit publikum. At se Vertical Road er en form for katarsis og publikum forlader forestillingen dybt berørte og åndeligt beriget.

En moderne klassiker
Det er ikke blot publikum, der bliver berørt af Akram Khans spirituelle værk, også for danserne er det en dybt bevægende oplevelse at danse Vertical Road. Mange dansere er rørte og står med tårer i øjnene, når musikkens hjertebankende rytme stopper, og de er færdige med at danse. Måske rammer værket alle, både dansere og publikum, fordi krop og ånd her smelter sammen til et sjældent fuldendt hele. Desuden er der så mange tolkningsmuligheder af det komplekse værk, at man kan opleve noget nyt, hver gang man danser eller ser det danset. Der hersker derfor heller ingen tvivl om, at Akram Khans moderne danseværk, Vertical Road, allerede er blevet en international klassiker, som vil blive opført igen og igen. Åndelige oplevelser taler som bekendt til os uanset tid og sted.

Vertical Road.

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Vertical Road

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Vertical Road.

Vertical Road. Foto: Costin Radu

Dans

Cabaret kører af sporet og ender i grøften

Siden italienske commedia dell’arte-skuespillere bragte Pjerrot til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, har karakteren været højt elsket i landet. På adskillige scener i 1800-tallets København kunne publikum opleve Pjerrot, blandt andet i Morskabsteatret på Vesterbro. Teatret blev også kaldt Casortis Teater efter en af grundlæggerne, Giuseppe Casorti, som selv yndede at sminke sig hvid i ansigtet og spille Pjerrot. Det fortælles om Giuseppe Casorti, at han led af melankoli og derfor opsøgte sin læge, som ikke kendte sin patients metier og derfor som medicin mod melankoli anbefalede ham at gå i Morskabsteatret og se Pjerrot! 

I dag kan publikum se Pjerrot i forlystelsesparken på Bakken nord for København og i Tivoli midt i byen. Derfor er det også naturligt, at Pjerrot-figuren er med i Tivolis sommercabaret, Mor og far sidder i Grøften. I cabaretten er Pjerrot imidlertid ikke børnenes ven, men en afdanket, fordrukken og temmelig frastødende karakter. Sikkert inspireret af den historie, at der i 1874 bliver lavet en luge fra Pjerrots garderobe til restaurant Grøften, så han kunne få rakt øl direkte ind til sig. I caberetten er Pjerrot desuden en liderlig buk, der har tilfældig og anonym sex i buskene nede ved Tivoli-søen. Så er tonen lagt an. Mor og far sidder i Grøften handler mest om diverse emner syd for navlen. Det er vældig plat og faktisk ret kedeligt, umorsomt og temmelig trættende i længden. Ingen læge kan ordinere Tivolis sommercabaret som kur mod melankoli eller depression, det ville ende fatalt.

Der er ellers fire stærke kræfter med i cabaretten: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Bertelsen og Peter Frodin. Bedst er de fire i et sang- og dansenummer med paraplyer, som de ikke rigtigt har kontrol over og derfor kommer til at skade hinanden, så hele tableauet langsomt falder fra hinanden. Det er både musikalsk og komisk, men ét nummer kan ikke redde en hel forestilling. De fire skuespillere forsøger at ridse Tivolis 175 års historie op, men det ender også bare i pjat. Der er ellers anslag til en rød tråd gennem programmet, hvilket også titlen signalerer: At børn bliver væk fra deres forældre, når de er i Tivoli. Mens forældrene sidder i Grøften og spiser og især drikker, så glemmer de deres børn, som forsvinder sporløst, hævdes det i forestillingen. Hvad bliver der af disse børn? Det kunne der komme noget sort humor og gyserkomik ud af, for de fire performere kan virkelig klæde sig ud og agere som børn. Især Kirsten Lehfeldt har et barnligt kropssprog og spiller det buttede gammelkloge barn eller den surmulende pige. Men dette gyser-spor forfølges ikke rigtigt. I stedet ender det med latrinære og seksuelle platheder, som ingen vil tage ansvar for i programmet, hvor det kun fremgår, at dramatikeren Line Knutzon er redaktør.

Orkestret med kapelmester Jeppe Kaas i spidsen er det bedste ved forestillingen. Orkestret består kun af seks musikere, men hold da op, hvor de kan få det til at swinge. Det er en fornøjelse at lytte til dem. Men man ville hellere have hørt dem på Pantomimeteatret sammen med den rigtige Pjerrot. Sammen med Harlekin og Columbine laver han løjer på den lille pantomimescene gennem hele sæsonen. Det er klassisk tivoli-underholdning, som viser, at man ikke behøver at være plat for at være morsom.

Mor og far sidder i Grøften er en del af teaterfestivalen CPH Stage. Festivalen sluttede med uddelingen af Reumert priser. Her gik årets hæderspris til skuespilleren Olaf Johannessen, som helt eminent spillede dobbeltrollen som diktator og barber i Charlie Chaplins udødelige historie Diktatoren på Nørrebro Teater. Den Kongelige Ballets Spar Dame, koreograferet af Liam Scarlett, fik velfortjent en Reumert-pris og blev udnævnt som årets danseforestilling, og Jón Axel Fransson, blev kåret som årets danser, blandt andet for sit parti som officer i Spar Dame.

MOR og FRA SIDDER I GRØFTEN

Foto: Tivoli

MOR og FRA SIDDER I GRØFTEN

Foto: tivoli

FAKTA
Mor og far sidder i Grøften
Glassalen, Tivoli
Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Bertelsen og Peter Frodin
Instruktør: Niclas Bendixen
Redaktør: Line Knutzon
Scenograf: Karin Betz
Kapelmester: Jeppe Kaas

Dans

Tilfældige teatermøder

Scenen og scenografien er helt autentisk og det bedste ved forestillingen opHAV: En kaj med en kran og et skib i baggrunden. Smukt og idyllisk, og så kan “scenografien” og “scenen” også ses og opleves, når der ikke spilles teater på den. I et hyggeligt hjørne af Københavns Sydhavn har de to teatre GLIMT og OM opsat forestillingen opHAV, som de selv kalder en nycirkusforestilling. Når Linnea Backgard er på scenen, eller retter sagt hænger i et tov og laver fin koreograferet akrobatik, så er det også godt nycirkus, men resten af forestillingen er nok mere gammeldags gadeteater med vandpjaskeri og gakket nonsens, som når samme Linnea Backgard føder et barn med et tykt tov som navlestreng og får fødselshjælp af sine kollegaer Päivi Eleonoora Raninen, Moa Asklöf Prescott.

Her på kajen, hvor vand og land mødes, mødes også mennesker, og de modtager hinanden med nysgerrighed eller skepsis. Dette handler den tyndbenede forestilling om uden rigtigt at komme i dybden med emnet. opHAV bliver aldrig rigtigt vedkommende eller morsom, og så er det svært at fastholde publikums opmærksomhed, når vi på netop dette sted selv kan hoppe i vandet, kaste fiskesnøren i vandet eller cykle ud på Amager Fælled og opleve vores helt eget eventyr. I opHAV sker der simpelthen for lidt. At der balanceres lidt på en slap line og svinges lidt rundt i en sikkerhedssele er altså ikke nok til holde på publikum, når solen brager ned fra en skyfri himmel, og man er på et sted, som indbyder til, at man selv er aktiv og kreativ. 

Mere substans og sjov er der i Dansk Rakkerpaks gadeteaterforestilling Life is good, med den italienske komediant Claudio Levati og danske Peter Kløft. Claudio Levati spiller dukkerføreren Filippo, der opfører Romeo og Julie som dukketeater. Han spiller harmonika til sit dukkespil og plaprer løs på klingende italiensk og gebrokkent engelsk. Han er som en moderne Dario Fo, fuld af energi, entusiasme og charme. Og som hos Dario Fo er der også noget tyngde og alvor bag de absurde løjer. For blandt publikum sidder Peter Kløft i rollen som den deprimerede Tommy, der vil begå selvmord ved at hænge sig med et reb, som indgår i Filippos dukketeater. Da selvmordet mislykkes, prøver Tommy at drikke den gift, som Julie drikker, men det er bare saft. Kniven, som ligeledes indgår i dødsscenen i Romeo og Julie er også bare en teater-kniv, så det er helt umuligt for Tommy, som har kærlighedssmerter, at gøre en ende på sit liv. Men Filippo overbeviser sin nye ven om, at livet er trods alt godt og sammen synger de sangen Life is good. Og sammen spiller de dukkeskuespillet til ende, men giver det en ny slutning. Da Romeo og Julie er døde, bliver deres fædre, Montague og Capulet, forenet i sorgen og bliver venner, sådan som Filippo og Tommy er blevet venner.

Dansk Rakkerpak har måske gennem årene leveret bedre forestillinger, men Life is good er fin underholdning, med slapstick-humor, musikalsk overskud og glædesdans. Og Claudio Levati er den fødte gadeteaterskuespiller, der muntert improviserer og involverer ikke blot tilskuererne, men også tilfældigt forbipasserende. Dansk Rakkerpak spiller i teatret Riddersalens have på Frederiksberg og tager senere på turné i hele Danmark med den fysiske teaterforestilling Life is good.

Forestillingen opHAV i Sydhavnen

Forestillingen opHAV i Sydhavnen

Forestillingen Life is good på Frederiksberg - senere på turné

Forestillingen Life is good på Frederiksberg – senere på turné

Fakta
opHAV
Kunstnerisk idé og instruktør: Lars Lindegaard Gregersen
Performere og medskabere: Päivi Eleonoora Raninen, Moa Asklöf Prescott, Linnéa Backgård
Komponist/musiker: Maja Romm
Scenografi: Antonella Diana
Kostumer: Camila Sarrazin

Life is good
Dansk Rakkerpak
Af og med: Claudio Levati (IT) og Peter Kløft (DK)
Instruktion: Niels Grønne
Dramaturg: Jane Rasch
Scenografi: Christian Q. Clausen
Dukker: Malene Bjelke

opHAV og Life is good er begge en del af CPH Stage 

Dans

Den latterlige diktator 

Charlie Chaplins filmklassiker, Diktatoren, har dramatikeren Nikolaj Cederholm sat op på Nørrebro Teater, som et musikalsk, mimisk drama, præcis som den gamle filmmester gjorde det i 1940. Resultatet er forrygende underholdende og næsten mere morsom end Chaplins egen filmhistorie om den magtbegærlige diktator Hynkel i landet Tomanien og den lille barber, hvis veje ustandseligt krydses. Forestillingen har haft stor succes i denne teatersæson, så nu spiller den igen under CPH Stage-festivalen.

På scenen er der skuespillere, som egentlig ikke taler så meget. Historiens hovedbudskaber bliver hovedsageligt formidlet gennem mimik, gestik, kropssprog, dans og ikke mindst musik og alverdens lyde, som pianisten og multimusikeren Olivier Antunes tryller frem på alle sine redskaber. Han skaber forestillingens puls. Olivier Antunes kan lave lydbilleder, så man for sit indre øje ser en hel militærparade passere forbi, et voldsomt buldrende militært angreb eller oplever en fisketur med plaskende vand. Det er musikalsk teater i ordets bogstaveligste forstand. 

Skuespillerne spiller flere roller i forestillingen, og det gør de alle godt. Tre skal fremhæves. I dobbeltrollen som diktator Hynkel og den jødiske barber brillerer Olaf Johannessen, han taler så man kan høre og forstå ham, og hans mimik og kropssprog er som Chaplins. Også Anders Budde Christensen kan med sin mageløse mimik formidle sine fire karakterer, allerbedst er han i rollen som den beregnende og maniske Garbage, Hynkels højre hånd. Endelig er der også Asbjørn Krogh Nissen, der har ikke mindre en seks roller og kan fra det ene øjeblik til det andet forvandle sig fra jomfrunalsk sekretær til krukket kunstmaler og underdanig tomatsælger.

Der er masser sjove slapstick, og danse kan skuespillerne også. Anja Gaardbo har skabt en finurlig og komisk koreografi, så selv krigsscenerne og forfølgelsesscenerne bliver til danseoptrin. Snart bliver en militærmarch til et stomp-nummer, Hynkels dans med globussen bliver en erotisk pas de deux, og hans selskabsdans med fru Napolini er fyldt med gakkede trin og stumfilm-charme.

Kim Witzel har skabt scenografien med en drejescene, som ikke bare kan køre rundt og forvandle en barbersalon til en slagmark, men også rejses op på højkant og fungere som tagryg eller en skydende tankvogn. Det er opfindsom scenografi, som hele tiden skaber overraskelser på scenen.

Det eneste minus ved forestillingen er slutningen, hvor den jødiske barber forveksles med Hynkel og tvinges til at holde tale for folket. Her får publikum så en sentimental, politisk korrekt tale om frihed, lighed, fred, medmenneskelighed, kærlighed og andre store begreber. Denne moralske opsang, der lyder som en naiv skolestil, kunne vi godt have undværet. Budskabet skulle jo gerne være sivet ind hos publikum af sig selv, for det er jo det, som hele forestillingen handler om. Vi behøver ikke at få disse floskler serveret som en prædiken. Glem den vamle tale, og nyd den gennemmusikalske forestilling med ypperlig mimik og kropssprog. Diktatoren er meget underholdende, og børn kan også sagtens se med – og lære noget. For desværre er tematikken i Diktatoren stadig aktuel.

 Diktatoren

Foto: Büro Jantzen

Diktatoren på Nørrebro teater

Foto: Büro Jantzen

FAKTA
Diktatoren
Nørrebro Teater
Instruktion og dramatisering: Nikolaj Cederholm
Scenografi: Kim Witzel
Kostumer: Line Bech
Koreografi: Anja Gaardbo
Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo
Pianist og musikarrangør: Olivier Antunes