Dans

175 år – men stadig charmerende

Forlystelsesparkerne findes større, vildere, finere og langt mere imponerende rundt om i verden, men Tivoli i hjertet af København kan stadig charmere sine gæster. Både turister og københavnere besøger flittigt den gamle forlystelseshave, der er Danmarks mest besøgte turistattraktion. En af grundene til Tivolis succes er naturligvis den centrale beliggenhed, men også det faktum at haven ikke blot byder på traditionelle forlystelser som rutschebaner, karruseller, radiobiler, skydetelte, spilleboder og så videre, men også på en koncertsal med klassiske koncerter og balletforestillinger, en teatersal til revyer og kabaretter, en stor og en lille rockscene, en børnemusikgarde og ikke mindst et pantomimeteater, hvor den italienske commedia dell’arte tradition stadig lever. Desuden kan havens gæster læske sig med andet end fastfood og fadøl, for haven har et stort udvalg af gode restauranter. Endelig er der også alle blomsterne, som her altid synes at stå smukkere og frodigere end alle andre steder.

I år fejrer Tivoli sit 175-års jubilæum. Tirsdag den 15. august 1843 klokken 16.00 åbnede den unge entreprenør Georg Carstensen sin forlystelseshave lige uden for København. Haven havde åbent fra klokken 06.00 om morgenen til klokken 23.30, så gæsterne lige kunne nå ind gennem byporten, inden den blev låst for natten. København var dengang en lille by med mindre end 130.000 indbyggere, men da Tivoli lukkede for sæsonen syv uger senere, havde 178.475 mennesker besøgt haven. Tivoli var en succes lige fra starten.

Siden 1843 har Tivoli hvert år budt sine gæster indenfor til forlystelser, koncerter og danseforestillinger for enhver smag. Men sommeren 1944 måtte Tivoli lukke, da den tyske besættelsesmagt bombede koncertsalen. Ikke blot den imponerende bygning i maurisk Alhambra-stil blev lagt i ruiner, det gjorde halvdelen af parken også. Besættelsesmagten ville knægte den danske modstandbevægelse ved at bombe det højtelskede nationale klenodie. Tivoli åbnede igen efter få uger, men koncertsalen, der var Tivolis smukke vartegn, blev først genopbygget cirka 10 år senere, desværre i en helt anden og langt mere neutral stil.

De fleste danske scenekunstnere og musikere har stået på en af Tivolis scener, hvor også mange internationale kunstnere har optrådt. Flere af verdens førende dansekompagnier har ligeledes gæstet Tivoli. New York City Ballet, American Ballet Theatre, Dance Theatre of Harlem, Alvin Ailey American Dance Theatre, Martha Graham Dance Company, Royal Ballet fra London og San Francisco Ballet for blot at nævne nogle af dem. Her i jubilæumssæsonen er det igen New York City Ballet, som gæstedanser i Tivolis koncertsal.

Tivoli er fulgt med tiden, har udviklet sig og tiltrækker stadig både gamle og unge, københavnere og turister. Sæsonen er blevet udvidet, så Tivoli ikke længere kun er en sommerattraktion. Nu holder Tivoli også jule- og nytårsåbent, og når skolebørnene har efterårs- og vinterferie er der ligeledes åbent. Børnene er der også tænkt på i denne jubilæumssæson, som byder på en parade med 22 performere, der går defilerer gennem haven. Performerne er klædt i kostumer, der tematiserer Tivoli på forskellig vis. Her er Harlekin, Columbine og Pjerrot i et rullende Pantomimeteater, og den højtelskede danske tegneseriefigur Rasmus Klump har forladt sit hus nede ved Tivolisøen og kører med i en cabriolet sammen med sin pelikan-ven Pelle. På et vandrende bord sidder en kok og viser sine retter frem, og en fræk påfugl løber rundt og er drillesyg. I bedste Oskar Schlemmer-stil er nogle af performerne udklædt som Tivoli-lamper, kupler og bygninger. Også Walt Disney World Resort hylder Tivolis 175-års jubilæum ved at bidrage med en paradevogn, som en hyldest til det gode venskab og samarbejde de to forlystelsesparker imellem. Walt Disney besøgte selv Tivoli og blev her inspireret til sin egen forlystelsespark, Disneyland, der åbnede i USA i 1955.

Georg Carstensen åbnede sin forlystelseshave uden for Københavns byport, hvor der dengang var plads nok, men nu, hvor byen har vokset sig større, ligger Tivoli midt i byen klemt inde mellem Rådhuspladsen, Glyptoteket, Hovedbanegården og Arne Jacobsens modernistiske Hotel Royal. Der er altså ikke plads til udvidelser, så når der skal ske fornyelser i forlystelsesparken, må noget gammelt først rives ned. Sådanne en ansigtsløftninger betyder altid offentlig diskussion og kritik, men derved holder Tivoli sig ung – trods sin høje alder.

Påfuglen i Tivolis parade

Påfuglen i Tivolis parade

Rasmus Klump og Pelle i Tivolis Parade

Rasmus Klump og Pelle i Tivolis Parade

Parade i Tivoli

Parade i Tivoli. Foto: Tivoli

FAKTA
Tivoli
Jubilæumsparaden kan opleves mandag til torsdag klokken 17.00. Lørdag og søndag klokken 18.00.
Koreografi: Tivoli Ballet Teater
Musik: Soleima (alias Sarah Mariegaard) og Bent Fabricius-Bjerre

Dans

Svedig eksamen

Forår er eksamenstid. Eksamen er det også for de dansestuderende på Den Danske Scenekunst Skole (DDSKS), når de danser/performer i skoleårets afsluttende forestillinger, der er åbne for publikum. Den Danske Scenekunst Skole har afdelinger i Aarhus, Fredericia, Odense, København og Odsherred. I København har skolen til huse på Holmen, hvor også Operaen ligger. Skolen har en scene i en flot, gammel teglstensbygning, hvis skønhed langt overgår den klodsede og charmeløse Opera. Det er også i denne smukke bygning, at publikum bliver budt indenfor for at se, hvad de studerende har brugt skoleåret på.

15 første-års-studerende viser koreografien Kaleidoscope, som de selv har udviklet sammen med koreograf Ursula Robb. I værket skal de studerende ikke bare danse og performe, de skal også selv skabe musikken, der er en rytme, som de skiftes til at slå på træstykker. Musikken, der er udviklet af Steve Reich, lyder lidt som en asiatisk vindklokke, og er meget behagelig og meditativ at lytte til. I begyndelsen løber, hopper, ruller danserne alene rundt, men lidt efter lidt vokser interaktionen frem mellem dem, og en gymnastisk dans begynder. Hurtige, flydende bevægelser med bratte afslutninger. Med 15 dansere på scenen er der mange at passe på ikke at støde ind i. For de endnu uerfarne dansere har de meget fokus på orientere sig i forhold til hinanden og bruger  meget energi på dette, hvilket går ud over nærværet i selve trinene og bevægelserne. Heldigvis når danserne uden sammestød frem til afslutningen, hvor de fleste af dem står bag nodestativerne og banker rytmisk på træstykkerne. Hertil sidst bliver rytmen mere hidsig og bevidst enerverende at lytte til, hvorfor de sidste dansere vælter nodestativerne og skubber de musicerende til side. Et morsomt og effektfuldt punktum på en solid debutforestilling.

De tredie-års-studerende, der afslutter deres uddannelse, danser og performer to værker af belgiske Vim Vandekeybus. I Les porteuses de mauvaises nouvelles (uddrag) er gulvet belagt med kvadratiske træplader, som danserne ustandseligt flytter rundt på, stabler, vælter og stabler igen. Et sandt sisyfosarbejde, synes det at være, ligesom i et almindeligt arbejdsliv med trivielle opgaver, der hver dag skal løses. I dansen kaster de ikke blot rundt med gulvplader, men også med sig selv og hinanden. De kaster sig i favnen på hinanden. Høje dansere griber mindre dansere, og mindre dansere griber høje. Drenge griber piger, og piger griber drenge. Alle er lige, trods forskellig fysik. Det er akrobatisk dans i imponerende højt tempo. Danserne knokler og drypsveder i det meget varme lokale. Når værket slutter, er rummet  ændret. Gulvet er væk, i stedet står der en stribe af stakke med gulvplader. Danserne har så at sige ændret rummet. De har sat deres spor på scenen, hvilket bliver et meget symbolsk  slutbillede i forhold til, at de er nyuddannede dansere, som nu forlader skolen og træder ud i i arbejdslivet.

De tredie-års-studerende skal ikke blot knokle med gulvplader. I deres anden performance What the Body Does Not Remember (uddrag) er træpladerne udskiftet med rektangulære sten af gasbeton, som de ikke nøjes med at træde på og slæbe rundt på, men også slynger til hinanden i faretruende lange kast, så støvet rejser sig rummet. Efter at set det flotte værk Les porteuses de mauvaises nouvelles med træplader, er det lidt en skuffelse at se et væk, hvori der igen bakses med byggematerialer, og hvor selve kastene med stenblokkene fylder mest. I stedet kunne man have ønsket sig et værk, der ikke stiller så store krav til kræfter, men til følelser. Det emotionelle register skal en moderne danser jo også mestre. Et mere nutidigt værk, der ikke stammer helt tilbage fra 1987, hvor danserne ikke var født, kunne også have været et alternativ.

Tillykke til de nyuddannede dansere, der kommer fra hele verden, og gid, der må være dansejobs til dem alle.

Den Danske Scenekunst Skole

Foto: Den Danske Scenekunst Skole

FAKTA
Den Danske Scenekunst Skole
Kaleidoscope (2018)
What the Body Does Not Remember (1987)
Les porteuses de mauvaises nouvelles (1989)
Koreografi: Ursula Robb og Vim Vandekeybus
Musik: Steve Reich (dirigeret af Kim Helwig), Theierry de Mey og Peter Vermeersch

 

Dans

Harald Lander og Etudes som redningskrans

Den Kongelige Ballet har ikke danset August Bournonvilles koreografi i denne teatersæson, men i det blandede program Ballet de Luxe danser kompagniet ultrakorte uddrag fra tre af hans balletter: Sylfiden, Kermessen i Brügge og Et Folkesagn. Det er skønt at gense den gamle mesters sprudlende trin på en tom scene uden tung og forstyrrende scenografi. Dans uden indpakning. Men udførelsen af de tre fragmenter viser, at Bournonvilles værker ikke lige kan tages frem fra skabet og danses, som om de har været danset gennem hele sæsonen. Bournonvilles værker udgør kernerepertoiret i Den Kongelige Ballet og skulle vel helst kunne danses forholdsvist problemfrit? Her virker dansen imidlertid tung og charmeforladt, og danserne synes lidt uinspirerede. Måske har de, ligesom publikum, svært ved at se meningen med at danse tre yderst korte fragmenter, når man nu kunne have valgt at folde en hel ballet ud eller i det mindste danse et længere uddrag. Og når forestillingen kun danses fire gange i alt, bliver det nok også svært for danserne at komme helt i Bournonville-topform. Glædeligt er det derfor at konstatere, at kazakhstanske Meirambek Nazargozhayev, som først kom til Den Kongelige Ballet denne sæson, er en af dem, der har mest styr på det danske ballet-dna. Og med sit altid store smil på læben synes han at passe perfekt ind i August Bournonvilles oftest muntre univers. Med Meirambek Nazargozhayev har kompagniet fået et ungt og friskt bud på en Gennaro, når Napoli danses i næste sæson. 

At bevæge sig fra romantiske Bournonville til neoklassiske Balanchine er et stort spring. Der er uendeligt langt mellem Pas de sept i Et Folkesagn (1854) til Rubiner fra Juveler (1967) og det tager faktisk lidt tid som publikummer at omstille sig fra den ene stilart til den anden. Men desværre kommer publikum aldrig ind i Balanchine og Stravinskijs jazzede univers, for balletten falder pladask til jorden. Linjerne er slørede og uskarpe, bevægelserne som burde se florlette ud synes tunge og kluntede, og der mangler gnistrende kemi mellem danserne. Rubiner kommer aldrig til at funkle, men ender som mat simili. Kun Astrid Elbo lyser som en rubin i sin solo. Hun sætter de jazzede trin perfekt til musikken og vugger inciterende med hofterne samtidig med at hun flirter indbydende til publikum. Astrid Elbo kæmper bravt for at få den letsindige og sorgløse stemning frem. Alene kan hun imidlertid ikke skabe denne rette stemning, som skulle have afspejlet 60’ernes ubekymrede skødesløshed, der kendes fra datidens lette og underholdende Broadway-forestillinger og Hollywood-film.

Efter to akter med vaklende og uinspireret dans uden den mindste form for “de luxe” er det med bange anelser, at man som publikum går ind til tredje akt, der byder på Harald Landers umådeligt krævende Etudes. Det er en klassiker i Den Kongelige Ballets repertoire og er en favorit hos mange balletfans, herunder undertegnede, så det ville være en stor skuffelse at se netop den ballet mislykkes. Heldigvis er det som at se et helt andet kompagni i Etudes. Alt fungerer i balletten, der danses superstærkt af samtlige dansere. Holly Jean Dorger er fuldstændig eminent, det er næsten som om Harald Lander har kreeret partiet specielt til hende, så smukt udfylder hun rollen som ballerina. Det ser så let og uforceret ud, når hun danser på tåspids, som om hun bare trisser rundt i flade sportssko. Hun flankeres fornemt af Jón Axel Fransson, der sætter den ene stilsikre piruet efter den anden, og Andreas Kaas, der meget fortjent lige er blevet udnævnt til solodanser. Hvilket herligt trekløver, de tre er!

Når Etudes danses så smukt, som det er tilfældet her, er det en stor fornøjelse at se værket, uanset hvor mange gange man har set det tidligere. Hver gang forundres man over, hvor moderne denne metaballet forekommer, selvom den stammer helt tilbage fra 1948, kun tre år efter Anden Verdenskrig. Etudes er et sandt danse-fyrværkeri, som passer perfekt til en premiere på den 5. maj, hvor netop befrielsen og dermed afslutningen på Anden Verdenskrig i Danmark fejres. Harald Lander og hans Etudes redder således programmet Ballet de Luxe. Og så er det vel kun rimeligt, at en gade, der fører op til Gammel Scene, nu er blevet omdøbt til Harald Landers Gade!

Etudes. Foto: Costin Radu

Etudes. Foto: Costin Radu

Fakta
Ballet de Luxe
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: August Bournonville, George Balanchine og Harald Lander
Musik: H.S. Løvenskjold, H.S. Paulli, Niels W. Gade, Igor Stravinskij og Knudåge Riisager.

Dans

Andreas Kaas – ny solodanser ved Den Kongelige Ballet

Så skete det endeligt. Andreas Kaas, solist ved Den Kongelige Ballet, blev torsdag aften, efter at have danset hovedpartiet i Spar Dame, udnævnt til solodanser.

Det er en yderst fortjent udnævnelse, for Andreas Kaas er måske kompagniets bedste mandlige danser, nu hvor Alban Lendorf mest danser i USA. Andreas Kaas danser de dramatiske roller med stor indlevelse. At han ikke blot kan danse retskaffen prins og modig helt, men også grisk skurk, beviser han i rollen som Hermann i Liam Scarletts ballet Spar Dame.

andreas kaas i spar dame

andreas kaas i spar dame

Andreas Kaas i Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg

Andreas Kaas i Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg

Andreas Kaas. Foto: Henrik

Andreas Kaas. Foto: Henrik Stenberg

Kunst

Fra dekorativ ornamentik til kunst

Der kom fut i kunstkarrieren, da Alphonse Mucha (1860-1939) lavede en teaterplakat med den berømte skuespillerinde Sarah Bernhardt i rollen som Gismonda. Plakaten med Sarah Bernhardt i legemstørrelse kunne pariserne se i gadebilledet nytårsmorgen 1895 og de elskede synet af hende i Alphonse Muchas art nouveau-streg.  Med denne plakat blev tjekkiske Alphonse Mucha berømt – over night.

Arken viser nu en spændende udstilling med et bredt udvalg af Alphonse Muchas værker – og i mange forskellige genrer. Se udstillingen og bliv forført af Alphonse Muchas kvinder.

Værk af Alphonse Mucha på Arkens udstilling

Værk af Alphonse Mucha på Arkens udstilling

Alphonse Mucha, Plakat til Gismonda, 1894 (detalje) © Mucha Trust 2018. Foto: Arken

Alphonse Mucha, Plakat til Gismonda, 1894 (detalje) © Mucha Trust 2018. Foto: Arken