Dans

Dansen var det hele værd 

Den tidligere stjerneballerina ved Ballet Russe de Monte Carlo, Nini Theilade, er død. Den 13. februar fik hun et ildebefindende og sov stille ind efter et langt og succesrigt danseliv. Nini Theilade blev 102 år gammel.

Nini Theilade dansede hele livet. Hun kunne slet ikke stoppe. Et eksempel herpå var da hendes danseinstitut “Academie de Ballet Nini Theilade” i Lyon fejrede 20 års jubilæum i 2004. Nini Theilade blev kaldt op på scenen for at modtage publikums hyldest, og mens hun stod dér, lød pludselig J.L.F. Herolds musik fra La Fille Mal Gardée.
”Da jeg hørte musikken, reagerede jeg som en gammel cirkushest. Helt automatisk hev jeg op i min lange festkjole og begyndte at danse Mutter Simones træskodans. Først da publikum begyndte at applaudere, kom jeg til mig selv igen og stoppede naturligvis straks med at danse. Min familie sad og græmmede sig, men det øvrige publikum var ellevilde”.
Historien fortalte Nini Theilade engang, da jeg besøgte hende i Oure på Fyn. Her boede hun til sidst, fordi hun var tilknyttet “Skolerne i Oure – Sport & Performing Arts”, hvor hun sluttede en lang dansekarriere med at undervise. Hun underviste frem til hun var 98 år.

Som lille pige tog Nini Theilade sine første dansetrin i sin mors dalcroze-danseskole på Java, hvor hendes familie boede grundet farens udstationering. I 1926 flyttede familien til København, hvor Nini Theilade søgte ind ved Det Kongelige Teaters Balletskole, men hun blev afvist på grund af for svage ankler. I stedet blev hun elev hos svenske Carina Ari og senere studerede hun hos Lubov Yegorova i Paris. Som 14-årig dansede Nini Theilade soloforestillinger for fulde huse over hele verden. Publikum blev betaget af hendes på én gang både uskyldige og erotiske udstråling. Som 21-årig opsatte hun sine egne balletter på Det Kongelige Teater i København og senere blev hun ballerina i Ballet Russe de Monte Carlo og rejste kloden rundt sammen med sin mor som ubønhørlig manager. Men det var ikke blot på teatrene verden over, man kunne se Nini Theilade, hun dansede også henover de store filmlærreder. Filminstruktør Max Reinhardt opdagede hende, og hun dansede med i hans store Hollywood-produktioner, blandt andet var hun første-fe i hans overdådige filmatisering af William Shakespeare A Midsummer Night’s Dream.

Livet uden for rampelyset var dog ikke så glorværdigt. For Nini Theilade betød dansekarrieren hård træning fra tidlig morgen til sen aften og dermed ingen tid til alle de mænd, der forgudede hende. Disse tilbedere tog hendes mor sig derimod meget kærligt af, også dirigenten Michael Scott, som Nini Theilade faktisk var forelsket i og forlovet med. Forholdet mellem den dominerende mor og datteren havde aldrig været godt og blev det heller aldrig, men Nini Theilade sagde altid, at dansen var det hele værd. Dette udsagn blev også titlen på hendes erindringer, som journalist Lone Kühlmann skrev og udgav i 2006.

dansen-var-det-hele-vaerd-nini-theilade

Foto: Peoples’s Press

Dans

Lege-time for voksne

Leg for legens egen skyld. Leg for sjovs skyld. Der er intet indhold, kun formålsløs leg i forestillingen The Great Paradox of Play af svenske Samuel Gustavsson. Ifølge programmet vil Samuel Gustavsson overraske, inspirere, undersøge, fejre og bringe den formålsløse leg tilbage ind i vores voksenliv. Om det lykkes Samuel Gustavsson at inspirere sit voksne publikum til at lege videre derhjemme, afhænger nok af hvor stort et legebarn, man er. Tempoet i nycirkusforestillingen, der koncentrerer sig om trylleri, er i al fald yderst adstadigt, så alle voksne kan følge med. Bevidst eller ubevidst, så går det endda af og til så langsomt i forestillingen, at tryllekunstnerne selv kommer til at afsløre deres magi. Hermed er publikum godt hjulpet på vej til at trylle videre derhjemme i dagligstuen.

På scenen ses tre tryllekunstnere svenske Axel Adlercreutz, finske Robert Jägerhorn og danske David Tholander. De tre herrer fremtryller glas med vand fra deres høje Sufi-danser-hatte, og får det vand, som de ikke drikker, til igen at forsvinde i de tilsyneladende bundløse hatte. Selv ud af en pude fremtrylles et glas vand endda umiddelbart efter en heftig pudekamp. Snart mangler en af herrerne en sko, og sørme om den ikke også gemmer sig i en af hattene. Men ellers er det ikke den mest spektakulære tryllekunst, der fremvises på scenen. Især ikke når tingene, der forsvinder – og dukker op igen, er så små, at man ikke se dem fra række ni. En fingerring fra en publikummer der trylles over på et reb, kan vi for eksempel ikke se. Vi kan dog se en hvid fjer, som svæver over scenen og suser rundt mellem de tre tryllekunstnere. Desværre bliver den ikke tryllet om til fem høns, men forbliver en lille fjer, der dukker op igen og igen, så man til sidst ønsker at den helt forsvinder. Mest magi skaber næsten elektronkomponisten Sture Ericson, som sidder på scenen med sin mac samt et par instrumenter og skaber et interessant og fint timet lydunivers til de tre tryllende herrer.

Bedst er de tre tryllekunstnere, når de ikke tryller, men bare fjoller rundt på scenen. Som når de suser ud og ind bag tre skærme, der står på scenen. Eller når de sidder på en kasse og bare trommer med fingrene på deres egne ben – og sidemandens. Disse små absurde optrin er finurlige samt sjove og meget mere underholdende at se på end en kugle, der svæver nede i knæhøjde. Disse fjollerier kan inspirere til ikke at tage livet så tungt, men bare lege.

Efter premieren på Baltoppen drager Rapid Eye på turné med The Great Paradox of Play i Danmark og Finland og den 13. og 14. april spiller forestillingen på Stadsteatern i Landskrona.

The Great Paradox of Play

Rapid Eye. Foto: Karoline Lieberkind

Fakta:
The Great Paradox of Play
Baltoppen
Rapid Eye: Axel Adlercreutz, David Tholander, Robert Jägerhorn og Sture Ericson
Instruktør: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Komponist og musiker: Sture Ericson
Lysdesign: Iro Suraci

Dans

Klassiker i nyt, futuristisk lys

Med tiden kan man som publikummer miste interessen for et klassisk mesterværk, som efterhånden kan savne aktualitet og vedkommenhed. Man kan blive træt af romantiske skovsøer og pompøse, royale gemakker, så hvad gør man med med en klassiker som Svanesøen, der danses igen og igen? Hvordan fastholder man balletpublikumets interesse for et værk, som publikummet har set flere gange, måske i utallige udgaver og med forskellige kompagnier? Den Kongelige Ballet har løst udfordringen ved at smide al den tunge og nostalgiske scenografi væk og erstatte det med et flot futuristisk lysdesign kombineret med enkle loftshængende konstruktioner, der er en parafrase over svanevinger. Altsammen skabt af den eminente finske lys- og videokunstner Mikki Kunttu. Udtrykket er meget vellykket, det er dundrende dramatisk og alt andet end romantisk og pussenusset.

Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe har koreograferet deres version af Svanesøen efter Marius Petipa og Lev Ivanovs ballet. De har skabt en ny slutning, som forholder sig til nutidens verden og dens problematikker. Dermed er balletten ikke blot et gammelt eventyr, men bliver en yderst vedkommende historie, der siger noget om vores moderne samfund og samtid. Allerede i første akt forstår man, at der foregår noget fordækt ved hoffet. Her hersker mørke og onde kræfter, som ikke vil Prins Siegfried det gode. Den dæmoniske Von Rothbart befinder sig også på slottet, hvor han leder det skumle komplot. De onde kræfter tæller flere og flere. Selv Prins Siegfrieds gode ven og væbner, Benno, advarer ham ikke, men tier om sin viden og bliver en ussel medløber. Ingen tager kampen op mod de onde kræfter, der lurer over alt og sniger sig frem. Det er djævelsk uhyggeligt som i en thriller af Alfred Hitchcock, og nakkehårene rejser sig. Til sidst overgiver Prins Siegfried sig også til Von Rothbarts onde klike og han tager Odile til ægte. Helten bliver selv en skurk, en forræder uden idealer. Han glemmer sin elskede Odette, for kun derved kan han bevare sin position. Hans ynkelige motto bliver: “if you can’t beat them, join them”.

Holly Jean Dorger er betagende som Odette/Odile, med sine lange arme skaber hun de mest elegante svanebevægelser og svimlende smukke arabesker. Den sympatiske Jonathan Chmelensky får i anden akt rigtigt styr på partiet som Prins Siegfried, og efter forestillingen blev han af balletmesteren udnævnt til kongelig solodanser. Jón Axel Fransson er bidende ond og dæmonisk som Von Rothbart, mens Andreas Kaas sprudler som Benno, og Liam Redhead gestalter en interessant tvetydig nar.

I anden akt er hofballets ungarske, italienske, russiske og spanske danse nykoreograferet af balletdanserne Gregory Dean og Oliver Starpov. Disse folkloristiske danse, som gav tidligere tiders publikum et antropologisk kig ud i den store verden, kan for nutidens vidtberejste publikum virke som naive anakronismer. Gregory Dean og Oliver Starpov undgår klicheerne og med små virkemidler får de fremhævet nationale kendtegn i dansen. Specielt Gregory Deans ungarske danse med imaginære tamburiner, og Oliver Starpovs brusende russiske dans med Stephanie Chen Gundorph i front er skønne og spektakulære.

Også ved repremieren giver Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes højdramatiske nyfortolkning af Svanesøen gåsehud. Selv dirigent Jakob Hultberg får Tjajkovskijs musik til at klinge ekstra dramatisk og uhyggelig. Denne moderne version af Svanesøen rammer ens dårlige samvittighed som et brutalt slag i ansigtet, og man stiller sig selv spørgsmålene: Siger jeg selv nok fra i forhold til den griskhed, uretfærdighed og ondskab, som jeg møder overalt i vores moderne, selvtilfredse verden? Lader jeg mig selv vugge ind i en komfortabel tilværelse uden at tage kampen op for en bedre og mere retfærdig verden? Gør jeg tilstrækkeligt modstand over for de skrupelløse magthavere? Er jeg blot en kynisk medløber, der vælger det behagelige liv fremfor den anstrengende kamp for bedre værdier? Når en gammel ballet sådan kan ramme en med relevante og aktuelle sprørgsmål, så må opsætningen af det klassiske værk være yderst vellykket og nødvendig.

Svanesøen med Den Konglige Ballet.

Svanesøen med Den Konglige Ballet. Foto: Costin Radu

svanesøen med den konglige ballet

Svanesøen. Foto: Costin Radu

Svanesøen med den konglige ballet.

Svanesøen med den ungarske dans. Foto: Costin Radu

FAKTA
Svanesøen
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Operaen
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov
Lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Musik: Pjotr Tjajkovskij

Litteratur & film

Call me by your name

Har årets bedste film allerede haft premiere? Måske, for Call me by your name af Luca Guadagnino har alt: Godt skuespil, et interessant manus, dejlig musik, flotte billeder og herlige billedbeskæringer, der er inspireret af kunsthistoriens store værker.

Call me by your name handler om tabet af uskyld, plukning af frugt fra kundskabens (fersken)træ. Har vi set det tema udfoldet på film før? Ja, men aldrig så passioneret, ømt, indfølt og intenst som i Luca Guadagninos fremragende film.

Timothée Chalamet spiller aldeles overbevisende, så hvis han ikke får en Oscar for sit skuespil, så er det rent røveri.

Se endelig Call me by your name og genopliv den dér særlige sommer, hvor du mødte kærligheden, og verden ændrede sig totalt.

Pluk kundskabens fersken 

Foto: Youtube