Arkitektur & design

Juleborde hos Royal Copenhagen 2017

Så står julen igen for døren, og julebordet pynter jo ikke sig selv. I år er det danske balletstjerner (nuværende og tidligere), der har pyntet bordene hos Royal Copenhagen.

Ida Praetorius har dækket bordet The Afterparty
Om sit bord skriver hun:
Jeg vil skabe en hyldest til kærligheden, til både kunstarten og sammenholdet. Tanken er, at der altid skal være plads til flere omkring mit bord, for efter en veloverstået premiere har vi alle brug for at reflektere og dele stort og småt, som kun vi på scenen kender til.

Ida Praetorius' julebord

Ida Praetorius’ julebord

Anne Marie Vessel Schlüter har dækket Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Om sit bord skriver hun:
Det kunne ikke være andre end Nøddeknækkeren, der fik hovedrollen på mit julebord. Det var Bjørn Wiinblad, der kreerede alle kostumerne, og det er netop hans fabulerende og finurlige univers, jeg har ladet mig inspirere af.

Anne Marie Vessel Schlüters julebord Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord

Anne Marie Vessel Schlüters julebord: Nøddeknækkerens juleeventyrlige bord.

Femke Mølbach Slot har dækket julebordet: All That Jazz and Love
Om sit julebord skriver hun:
Det er sent på aftenen, musikken er gået hjem, og der er dækket op til to i jazzklubben. Flyglet står i hjørnet, der er tyk velour på gulvet, over stoleryggen hænger den hvide ræv. Champagnen bobler i glassene, natmaden er bestilt, og der er dækket op med det poetiske og romantiske blomsterstel Flora. Scenen er sat og overladt til en diva. Stemningen er eklektisk og glamourøs. Stemningsfuldt lys falder blødt på tunge, gyldne tekstiler og bløde loungemøbler. Luften er ladet med associationer til Broadway, Sinatra, The Sands, Hollywood, gentlemen i smoking og laksko, en løsnet butterfly og kvinder iklædt lange rober og tårnhøje stilletter.

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Femke Mølbach Slot julebord All That Jazz and Love

Derudover har Andreas Kaas, Kristoffer Sakurai dækket juleborde, og Alban Lendorf har sammen med venner lavet en installation.

Litteratur & film

Zinkdrengene

Jeg er lidt bagefter. I 2015 modtog Svetlana Aleksijevitj Nobelprisen i litteratur, men først nu har jeg stiftet bekendskab med hendes forfatterskab., nærmere bestemt Zinkdrengene.

Svetlana Aleksijevitj, som er journalistisk uddannet, har gennem interviews med soldater, sygeplejerskere og mødre til udsendte fået indblik i en helt anden krigshistorie end den officielle russiske. Og det er frygtelige beretninger, de kan fortælle om den sovjetiske krig i Afghanistan fra 1979 til 1989. Titlen Zinkdrengene kommer fra de zink-kister, som de mange døde soldater kom hjem i.

De interviewede deler deres ubærlige og gribende vidensbyrd med Svetlana Aleksijevitj, så hun kan formidle krigens sande ansigt og dens konsekvenser videre til sine læsere. Svetlana Aleksijevitj lader mange forskellige stemmer komme til orde, men de beretter alle den samme historie. De fortæller om, hvordan de føler sig snydt og manipuleret af kommunistpartiets propaganda, om gammelt udstyr og materiel fra Anden Verdenskrig, sult, uophørlig lidelse, vold fra deres egne og den generelle menneskelige forråelse, der automatisk sker i en krigszone.

Genren er ‘oral history’, mundtlige vidnesbyrd, det er en genre inden for dokumentarlitteratur. Fordi bogen netop ikke er fiktion, men dokumentarisk, skabte den furore i Svetlana Aleksijevitjs hjemland, Hviderusland. Da Zinkdrengene udkom i 1989, blev Svetlana Aleksijevitj således anklaget for injurier, og i 1993 blev der indledt en retssag mod hende, herom handler den sidste del af bogen.

Zinkdrengene er frygtelig og uafrystelig læsning, men nødvendig for at forstå krigens sande væsen. Danske politikere burde måske have læst den, inden de sendte soldater til Afghanistan.

 

Dans

Kig ind i den menneskelige zoo

Findes normalitet? Det spørger den islandske performancekunstner Kristján Ingimarsson i sit værk Morph, der tidligere på året havde premiere i Aarhus, og som nu spiller på Teater Republique i København. Svaret på spørgsmålet er både ja og nej. De seks performere fra Kristján Ingimarsson  Company ser helt almindelige og normale ud, de er som folk er flest. De er ikke supertrænede, men har en delle her og en topmave der. Det, som performerne foretager sig, er derimod ikke et vanligt syn i hverdagens gadebillede. Nøgne – kun bevæbnet med plastic-remedier – angriber de hinanden, som er de midt i et berømt historisk slag, sådan som vi kender det fra kunsthistoriens store værker – for eksempel Bayeux-tapetet.

Det er ikke blot i åbningsscenens kampscener, der er kunsthistoriske referencer, der er i det hele taget utallige kunsthistoriske citater i Morph. Damien Hirsts dyr, der er nedsænket i glasmontre med formaldehyd, refereres der til, når performerne – nu klædt i almindeligt tøj – masses sammen i glasbure, så Kristján Ingimarsson selv kan observere dem, som er han antropolog i den menneskelige zoo. Han studerer menneskedyrene og prøver at komme rigtigt tæt på dem i forsøget på at forstå disse mærkelige væsner, der snart er vildt aggressive, snart harmløse og lalleglade. Til en fest finder han ud af, at hans lidt for nærgående tilnærmelser over for en kvinde nemt bliver tilgivet med lidt fjollerier og en skål. Han noterer sig også, at menneskene er vanedyr, der bedst trives med faste rutiner i velkendte omgivelser. Når blot de får deres kaffe og andre stimulanser, der beroliger dem og fører dem ind apatiens trygge favn. Menneskene har det bedst i deres hjemlige og selvvalgte bur.

Kristján Ingimarsson kalder selv sit værk surrealistisk, det er da også temmelig absurd, men med hans brug af plastic og andre genbrugsmaterialer på scenen synes værket mere at være beslægtet med arte povera. I den italienske kunstretning sammenstiller kunstnerne simple materialer og fundne objekter i nye sammenhænge, så de får ny betydning. I det lys giver titlen Morph også mening, idet den betyder ’gradvis forandring’.

På scenen er der en stor kugle skabt af diverse plastdele. Denne ophobningen af plasticaffald bærer en af performerne på hovedet, indtil hun dejser omkuld under dens tyngde. Plasticaffaldet bliver her det moderne menneskes kors. Plastickuglen påminder om menneskets sørgelige eller måske endda syndige miljøsvineri, der belaster vores klode. Da kuglen brister, opstår der en hel losseplads af uforgængeligt skrald. I denne skraldedynge lever også mennesker, som er tvunget til at genbruge affaldet og skabe nye ting af det. Skumgummi bliver til en kjole, reflekskegler bliver til sko og så videre. Og ud af skraldet vokser et helt kunstværk, nemlig en gloriekronet madonna, der skuer heroisk ud over publikum. Er jordkloden gået under og mennesket kommet i himlen? Eller har forbrugeren endelig lært genbrugets kunst?

Det er ikke til at finde hoved eller hale i Morph, som synes diffus i al sin kreative ophobning af ideer og referencer. Det er sikkert heller ikke forestillingens mål at udpege én retning eller ét budskab til publikum. Pointen er nok snarere, at fraværet af kunstnerisk mådehold skal demonstrere menneskets manglende materielle mådehold. Men resultatet er unægteligt en rodet affære, der stritter i alle retninger og ikke tilbyder beskueren en dybere forståelse eller efterfølgende reflektion. Morph ender derfor næsten med blot at være harmløse fjollerier.

Morph. performance

Morph. Foto: Gísli Dúa

Morph. performance

Foto: Gísli Dúa

FAKTA
Morph
Republique
Kristján Ingimarsson Compagny
Instruktør: Kristján Ingimarsson
Kunstnerisk konsulent: Egill Palsson
Scenograf: Johan Kølkjær
Lysdesign: Michael Breiner
Lyddesign: Kim Engelbredt

Dans

Dansefest uden dramatik

Det er nærmest blevet en tradition; når Nikolaj Hübbe opdaterer gamle balletklassikere, så flytter han også handlingen til en anden tid. Det har han gjort i sine radikale nyfortolkninger af August Bournonvilles balletter. Napoli rykkede Nikolaj Hübbe ind i et finurligt filmisk Fellini-univers i 1950’erne. Et Folkesagn førte han fint frem til symbolismens tidsalder i et Vilhelm Hammershøi-interiør. Sylfiden endte i et et mere diffust univers og en ubestemmelig tid – eller en slags al-tid. Den bedste og mest vellykkede tidsrejse skete dog i Svanesøen, hvor Nikolaj Hübbe genialt katapulterede handlingen ud i fremtiden, hvor renæssancen mødte sci-fi.

Nu er turen så kommet til Marius Petipas Raymonda, som aldrig tidligere har været opsat i Danmark. Nikolaj Hübbe flytter handlingen fra middelalderen til 1700-tallet. Korstogsridder-helten Jean de Brienne er blevet til en ungarsk adelsmand ved navn Otto, mens skurken saraceneren Abdul Rakhman er blevet til den spanske mauerprins Abderam. Men hvad en maurisk prins gør i 1700-tallets Frankrig, står hen i det uvisse, for det sidste mauriske kongerige, Granada, kapitulerede i 1492. Mauerprinsen og hans meget farverige følge synes som én stor anakronisme midt i det forfinede franske adelsmiljø. Tidsforskydningen er motiveret af politisk korrekthed. Nikolaj Hübbe kan – som han selv skriver i programmet – ikke forlige sig med den originale ballets stereotype konflikter mellem kristne helte og muslimske skurke i de middelalderlige korstog. Men ændrer en maurisk prins på dette?

En fejlplaceret mauerprins gør ikke den i forvejen tynde handlingen mere interessant eller spændende. Selv uoverensstemmelserne mellem adelsmanden Otto og mauerprins Abderam ender i et fornuftigt forlig takket være Raymondas overbevisende forhandlingsevner. Her er ingen dramatisk kamp, men snarere et slags EU-forlig der handler om, at der skal være plads til os alle. Det er naturligvis en sympatisk tanke, men på scenen dræber den idealisme dramaet og skaber ingen sitrende spænding. En ung mand, der længe har været væk fra sin kæreste, kommer endelig hjem og finder hende i armene på en anden, hvorfor må han så ikke reagere lidt voldsommere end med lidt skubben frem og tilbage. Hvad er der egentlig i vejen med en rask duel i de adelige cirkler i 1700-tallets Frankrig? Det ville da have være både realistisk  og troværdigt – i al fald mere spændende for publikum at se på end at overvære et tørt håndtryk. Balletten er trods alt ikke ført helt op til hippietiden og dens budskab om fri-sex.

Grundet fraværet af dybere konflikter bliver trekantsdramaet mellem Raymonda, Otto og Abderam, danset af henholdsvis J’aime Crandall, Alexander Bozinoff og Jón Axel Fransson, heller ikke særligt pirrende eller spændende. Her er ingen glødende passion, deres indbyrdes forhold er mere sammenlignelig med hverdagsagtig snak og problemløsning hen over køkkenbordet. Hvorfor må et voksent publikum ikke få et godt gammeldags balleteventyr med gnistrende temperamenter, der støder sammen i en politisk ukorrekt duel?

Trods ulogiske ændringer i Marius Petipas sidste storværk ender Raymonda dog som en stærkt underholdende forestilling takket være vældig god dans, en helt overdådig scenografi og flotte kostumer af Richard Hudson samt Alexandr Glazunovs medrivende musik.

Fortryllende er tredje akts ungarske bryllupsfest i sort og guld. Her synes kulisserne næsten at være det imposante operahus i Budapest. Festkostumerne er inspireret af ungarske folkedragter med broderier i sirlige vegetative mønstre. Hårpynt til kvinderne og flagrende bånd i nakken på herrerne. Her er også store, sorte hatte, som dem der giver kvægdriverne skygge under deres arbejde på den ungarske slette, Pusztaen. Danserne bærer ligeledes sorte støvler og viser dansetrin, som vi sjældent ser. Fra den ungarske folkedans ses høje bag-ud-ad-sparkende trin og sjove hoppende trin på skæve frøben. Balletbørnene, som også danser med til bryllupsfesten, bærer ligeledes omfangsrige folkedragter i ungarsk stil. De små dansere bliver næsten helt væk i de mange lag stof og ligner søde uformelige babushka-dukker.

De kvindelige korpsdansere gør det rigtig godt, især i Raymondas drømmescene hvor de danser nymfer. Her bærer de hvide kjoler dekoreret med mærkelige tegn, der genfindes øverst oppe i scenografien, måske illuderer de mørke, dystre skyer. Tegnene kan tolkes som en slags kode, ligesom drømmen er en kode og indgang til Raymondas ubevidste. Da Raymonda udmattet falder i søvn, forvandles hendes adelshjem med den sirlige have sig til en øde løvskov. I drømmen bliver kulturen således til natur. Raymondas drifter bliver synlige i denne drømmeverden, hvor hun tiltrækkes af både Otto og Abderam, der begge dukker op i den vilde natur. Alt det farlige og modsætningsfyldte i Raymondas drøm ville vi gerne have set konfronteret mellem Otto og Abderam. Lidt mere action og vildskab ville have klædt denne æstetisk meget smukke opsætning af Raymonda.

Anden akt i Raymonda.

Anden akt i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Ungarsk dans i Raymonda

Ungarsk dans i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Raymonda med den kongelige ballet

Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Fakta
Raymonda
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa
Scenografi og kostumer: Richard Hudson
Lysdesign: Giuseppe Di Iori
Musik: Alexandr Glazunov

Dans

Pontus Lidberg – i front for Dansk Danseteater

Dansk Danseteater får ny kunstnerisk leder. Valget er faldet på den svenskfødte filmskaber og koreograf Pontus Lidberg, som har skabt værker for mange af de allerstørste internationale ballet- og dansekompagnier. Lidberg flytter fra New York til København for at tiltræde stillingen i april 2018, efter kompagniets nuværende leder Tim Rushton har valgt at stoppe.

Pontus Lidberg har blandet sat Exit, pursued by a bear op på Det Kongelige Teater i 2010 og Heart of Silk på Skånes Dansteater (2009).

Pontus Lidberg. Foto: Nir Arieli

Læs mere om Dansk Danseteater

Litteratur & film

Magnet

Jeg opgav at læse den. Lars Saabye Christensens mammutroman Magnet (2015). Den var lidt for snakkesalig og for langtrukken til min smag. I stedet hørte jeg den som lydbog: men efter 33 timers lytten, synes jeg ikke, at jeg blev så meget klogere – ej heller underholdt undervejs. Jeg ved ikke helt hvorfor, at denne roman, som både er hyldet og prisbelønnet, ikke taler til mig, for jeg har nydt mange af Lars Saabye Christensens romaner. Måske er det på grund af den flegmatiske hovedperson, Jokum Jokumsen. Vi møder ham først som litteraturstuderende i Oslo, siden hen som succesfuld kunstfotograf i San Francisco og til sidst som en midaldrende desillusioneret mand.

Jeg kan lide, at Lars Saabye Christensen aldrig er bange for temaer, som andre forfattere er bange for og ikke tør skrive om. Her langer han ud efter den udbredte og diktatoriske marxisme på uddannelsesstederne i 60’erne, den intellektuelle uvilje mod at bakke Salman Rushdie op, da Iran udstedte en fatwa over ham, tegneres ytringsfrihed i forhold til fanatiske religiøse ledere.

Lars Saabye Christensens mod til at skrive imod de politiske korrekte og lette meninger er prisværdigt. Det skal han have, den gode Lars Saabye Christensen.