Litteratur & film

Stefan Zweig – Farvel til Europa

Er du Stefan Zweig-fan, så må du se filmen Stefan Zweig – Farvel til Europa, der har dansk premiere i dag.

Instruktøren Maria Schrader fortæller om Stefan Zweigs sidste år, da han var flygtet fra det nazistiske Østrig og Tyskland og er endt i en lille brasiliansk bjerglandsby uden for Rio de Janeiro. I landsbyen befinder Stefan Zweig og hans hustru sig godt. Også det multietniske Brasilien med den smukke natur og den moderne arkitektur begejstrer Zweig, der kaldte Brasilien for “Fremtidens land”. Her skriver han mesterværket Verden af i går, som først udkom efter at han havde begået selvmord. Zweig drømte om et helt nyt Europa, der skulle rejse sig i morgenrøden. Men som han selv formulerede det, så havde han ikke tålmodighed til at vente og derfor gik han i forvejen.

Filmhistorien er fragmenteret på den gode og interessante måde. Her er ikke en ensidig og kvalmende kunstner-hyldest. Nøgternt registrerer Maria Schrader vidt forskellige episoder og fortæller derigennem historien om en flygtning, der både har opgivet håbet og drømmer om en ny tid. I sidste film-kapitel, hvor Stefan Zweig og hans fru Lotte har begået selvmord, leger Maria Schrader med spændende spejleffekter og vinkler, der fryder øjet. Det er et meget stærkt billedsprog.

STEFAN ZWEIG - FARVEL TIL EUROPA

Foto: YouTube/UniFrance