Arkitektur & design

Hvor jord og himmel mødes

Kloster Neuburg lidt uden for Wien blev grundlagt 1114, men det er stadig Østrigs kirkelige centrum. Her bliver præster uddannet, her findes et stort, kirkeligt bibliotek, her er et middelalderligt trefløjet guldalter, en nyere barokkirke, og så er Kloster Neuburg også Østrigs ældste vingård!

Hvis du er på de kanter, anbefaler jeg et besøg på Kloster Neuburg, som ligger højt på en pynt med en smuk udsigt ud over Donau.

Kloster neuburg kirke

Kloster Neuburgs kirke

Kloster neuburg kirkeinteriør

Kloster Neuburgs kirke

guldalter i Kloster neuburg

Guldalter i Kloster Neuburg

stift-klosterneuburg

Knejsende eksteriør

 

Dans

Til minde om Rudolf Nurejev

Mens Bolsjoj Teatret i Moskva tager Jurij Possochovs ballet om Rudolf Nurejev af plakaten lige inden premieren, så hylder Wiener Staatsballett den russiske danser med en stor balletgalla. Det sker traditionen tro som et festligt punktum på sæsonen. Franske Manuel Legris, som leder Wiener Staatsballett, har allerede meddelt, at han planlægger en endnu større galla til næste år, som er 80-året for Rudolf Nurejevs fødsel.

Men hvorfor egentlig en Nurejev Galla i Wien? Jo, Rudolf Nurejev blev østrigsk statsborger i 1982, men allerede i 1959, før han hoppede af i Vesten, dansede han i Wien. I 1964 opsatte han sin udgave af Svansesøen på Wiener Staatsoper, to år senere fulgte Don Quixote. I 1991 fik han endda sin debut som dirigent i den østrigske hovedstad. Rudolf Nurejev tog Wien til sig, og wienerne tog Nurejev til sig, og de har aldrig glemt ham eller hans værker.

Den fire timer lange gallaforestilling begynder med et uddrag af Nurejevs fortolkning af Marius Petipas Tornerose (1966). Heldigvis et kort uddrag for det er aldeles intetsigende, og de overpyntede rokoko-kostumer er fuldstændigt rædselsfulde i deres skrigende farver. Man når lige at tænke, at det bliver en meget lang aften, hvis det fortsætter sådan med en række vilkårlige fragmenter fra bedagede balletter – og dansere i smagløse kostumer. Men næste værk er heldigvis det flotte værk Solo (1997) af Hans van Manen, der netop har modtaget den fornemme franske kulturpris Commandeur des Arts et des Lettres. Tre herrer i hurtige trin og luftige spring suser over scenen i enkle, men smarte kostumer. Hans van Manens koreografi til musik af Johann Sebastian Bach er et energiboost af en anden verden. Solo er et perfekt galla-nummer, og det høster måske aftenens største bifald. Hans van Manen er også selv tilstede og kommer op på scenen og modtager hyldesten.

Wiener Staatsballetts store italienske stjerne Davide Dato, skulle have været en af gallaens højdepunkter, men sådan gik det desværre ikke. Første gang han går på scenen sammen med svenske Nikisha Fogo i George Balanchines pas de deux fra Stars and Stripes (1958), kommer han til skade med sit knæ. Han drejer rundt på foden og skal i gang med en solo, men falder i stedet om på scenen, hvor han bliver liggende, mens det synes at vare evigheder, inden tæppet falder. Davide Dato synes her på sæsonens sidste aften at betale prisen for en meget hård og travl sæson, hvor han også blev udnævnt til ‘Erster Solotänzer’. Med denne uheldige skade udgik også Davide Datos pas de deux med belgiske Nina Tonoli. De to skulle have danset et uddrag fra Edward Clugs moderne ballet Peer Gynt, (2015) som får premiere på Wiener Staatsoper i den kommende sæson.

Med Davide Datos exit bliver det de to russiske gæstestjerner fra Bayerische Staatsballett Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov, der løber med den største opmærksomhed. Ægteparret danser et imponerende uddrag af Juri Grigorowitschs ballet Spartacus (1983). Vladimir Shklyarov løfter og kaster rundt med sin hustru, som var hun en let fjerbold. Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov er meget elegante i deres dramatiske dans. Ren russisk ballet-kvalitet. Balletten Spartacus er som et råb om frihed, den frihed som også Rudolf Nurejev søgte, da han i 1961 søgte om politisk asyl i Frankrig. Vladimir Shklyarov kommer på scenen igen i et langt uddrag fra Rudolf Nurejevs udgave af Marius Petipas La Bayadére (1963). Denne gang sammen med sin landsmandinde Liudmila Konovalova, der til daglig danser i Wiener Staatsballett. De to gør det godt, men bajaderers dans kokser fuldstændigt, idet danserinderne ikke kan holde deres arabesque penchée, hvormed hele den suggestive magi fordamper, og man ser kun et kaos af strittende ben.

Den lange festgalla med tre akter indeholder rigtig mange uddrag fra diverse kendte og mindre kendte værker. Nogle uddrag er mere velvalgte end andre. Spændende er det at få en smagsprøve af Liam Scarletts humoristiske With a chance of rain (2014), og Jorma Elos abstrakte Glow – Stop (2006 ). Derimod synes en kort ekspressiv solo fra John Neumeiers Le Sacre (1972) temmelig malplaceret. Uden kontekst forstår og føler man intet, skønt østrigske Rebecca Horner er kraftfuld og flyver vildt over scenen.  Det samme er tilfældet med det temmeligt melodramatiske uddrag fra Roland Petits La Prisonniére (1974), som synes ganske uforståeligt og ligegyldigt, hvis man ikke kender balletten eller ikke kan huske den.

Nurejew Gala slutter med et langt uddrag fra George Balanchines festlige Symphonie in C (1947). Personligt ville jeg hellere have oplevet det fulde værk med Georges Bizets medrivende musik, og så set lidt færre af de mange fragmenter, som kan virke lidt trættende i længden på en meget lang balletaften. Hvis Manuel Legris ønsker sig en endnu større og længere Rudolf Nurejev galla næste år, ja så behøver han ikke at fylde endnu flere fragmenter på programmet, men hellere koncentrere sig om længere uddrag eller hele værker.

Nurejew Gala 2017

Foto: Wiener Staatsoper

FAKTA
Nurejew Gala 2017
Wiener Staatsballett med gæstedansere
Wiener Staatsoper, 29 juni

Arkitektur & design

Looshaus – en rædsel eller et mesterværk

Meningerne er – og har altid været delte om Adolf Loos’ bygning – Looshaus – på den centrale Michaelerplatz i Wien. På slottet Hofburg lige overfor trak kejseren altid gardinerne for vinduerne, fordi han ikke kunne udholde synet af Looshaus. Han fandt bygningen hæslig, fordi Adolf Loos ikke havde udsmykket huset med diverse former for dekorationer. Looshaus blev kaldt for “huset uden øjenbryn”, fordi der ikke var dekorationer over vinduerne, sådan som traditionen var dengang.

Adolf Loos (10.12.1870 – 23.08.1933) tog afstand fra historicismen og den den blomstrende jugendstil. Og i 1908 udgav Adolf Loos værket Ornament og forbrydelse, hvis titel tydeligt signalerer hans æstetiske standpunkt.

Læs mere om Loos Bar i Wien

Looshaus

Looshaus, Wien

Arkitektur & design

Lidt Mondrian har man vel lov til at være?

Det var ikke her Piet Mondrian boede.

Men lidt har Mondrian har man vel lov at være. Sådan synes tanken at være her i opgangen – spottet i Wien.

mondrian indgang i wie

mondrian indgang

Arkitektur & design

Et tv-studie forklædt som orangeri

Denne sæson er Tivoli blevet meget smukkere, fordi man har revet TV2’s rædselsfulde bygning ned. Den stod til højre for koncertsalen og voksede sig større og større år for år – som en voksende byld. Tv-studiet ødelagde symmetrien i haveanlægget foran koncertsalen. Hvordan man kunne finde på at placere et tv-studie dér i første omgang, er ubegribeligt, men alt handler jo om penge. Heldigvis er det fortid nu, hvor Orangeriet med scene og tv-studie er bygget. Det er smukt – og så passer det ind haven.

Orangeriet med scene og tv-studie

Orangeriet med scene og tv-studie i Tivoli

 

Litteratur & film

Scenens skabere

Den første ballet, jeg oplevede, var Flemming Flindts fortolkning af Nøddeknækkeren med scenografi af Bjørn Wiinblad. Jeg blev meget begejstret for Bjørn Wiinblads glade og farverige scenografi, hvilket overraskede mig selv. Jeg kendte nemlig kun Bjørn Wiinblad som ham, der lavede keramik, der kunne købes overalt og som derfor fandtes i rigtigt mange hjem. Det var hvid keramik overlæsset med sorte dekorationer. Det var aldeles rædselsfuldt, syntes jeg. Jeg kendte slet ikke alt det andet, som Bjørn Wiinblad kreerede. Det var for eksempel plakater, tæpper og kostumer. Scenografien i Nøddeknækkeren var således en øjenåbner for mig i forhold til Bjørn Wiinblads omfattende kunstproduktion.

En sådan øjenåbner er også Ulla Strømbergs bog Nyere danske scenografer, hvori hun præsenterer danske scenografer. Her portrætteres blandt andre kendte billedkunstnere og dramatikere, som jeg ikke vidste havde lavet scenografi, scenografer jeg havde glemt og nye navne jeg ikke kendte. Nyere danske scenografer er således en spændende opdagelsesrejse ind dansk teaterhistorie, når det gælder scenografi i de sidste godt og vel 100 år.

Fra teatermaler til scenograf
Som titlen signalerer, fokuserer bogen ikke på scenografiens historie og udvikling. Målet er heller ikke at analysere de scenografiske værker, det handler derimod om at præsentere scenograferne. Efter en kort teaterhistorisk introduktion til håndværket og kunstarten portrætterer Ulla Strømberg en lang række danske scenografer, der havde deres virke i det 20. århundrede, plus dem der arbejder nu. Hun begynder der i teaterhistorien, hvor betegnelsen ‘teatermaler’ erstattes med ‘scenograf’, hvilket sker omkring år 1900.

Første portræt i Ulla Strømbergs værk omhandler Svend Gade (1877-1952). Han var en international kunstner, der arbejdede i både København, Stockholm, Oslo og Berlin. I det lille Købehavn revolutionerede Svend Gade scenografien med nye ideer, for eksempel i Strindbergs Ett drömspel på Dagmarteatret, hvor han i 1917 pakkede scenen ind i sort fløjl.

Kendt, men glemt som scenograf
Herefter følger en lang række portrætter af kendte og mindre kendte navne. Til de kendte, der dog i dag ikke er kendt for deres scenografi, hører blandt andre Kjeld Abel og Robert Storm Petersen. Kjeld Abel (1901-61) kender vi som forfatter og dramatiker, og som sådan er han indskrevet i den danske litteraturhistorie. Men han begyndte faktisk som scenograf, endda hos George Blanchine, da denne iscenesatte adskillige Les Ballets Russes-værker på Det Kongelige Teater i 1930’erne. Balanchine var yderst tilfreds med den unge Kjeld Abel og tog ham med som scenograf til både London og Monte Carlo.

Robert Storm Petersen (1882-1949) kender vi som en satirisk og humoristisk tegner, men han lavede også scenografi til revyer og i 1924 skabte han scenografi til balletten Benzin af Elna Jørgen-Jensen og med musik af Knudåge Riisager. Danseren og koreografen Elna Jørgen-Jensen skabte også balletten Hybris (1933), hvor hun arbejdede sammen med kunstneren og tegneren Gerda Wegner, der var gift med Einar Wegener / Lili Elbe (historien om dem er kendt fra filmen The Danish Girl). Gerda Wegner var inspireret af musikinstrumenter, da hun udtænkte ballettens kostumer, som måske var smukkere som tegninger end som færdige dragter.

Kendisser som scenografer
Lidt mærkeligt er det, at Jens-Jacob Worsaae (1946-1994) kun tildeles få linjers omtale, for hans balletscenografi er kendt og elsket af mange i både USA og Danmark. I USA arbejdede han for Boston Ballet, San Francisco Ballet og Salt Lake City, hvor han skabte flotte rammer til August Bournonvilles Abdallah. Og i København skabte Jens-Jacob Worsaae scenografi og overdådige kostumer til Flemming Flindts Caroline Mathilde (1991) og Helgi Tomassons Tornerose (1993), hvilket mærkværdigt vis slet ikke nævnes i bogen.

Derimod tildeles Per Kirkeby (født 1938) megen spalteplads, måske fordi han er en international kendt billedkunstner. Per Kirkebys scenografi og kostumer (sammen med Kirsten Lund Nielsen) til Peter Martins Svanesøen (1996) på Det Kongelige Teater og senere hos New York City Ballet kan ikke være grunden. Kostumerne er rent ud sagt hæslige, og scenografien umådelig flad og kedelig. Per Kirkeby som scenograf var ingen succes hos de amerikanske balletkritikere. Blot fordi man er en stor billedkunstner, behøver man ikke være en god scenograf. Bjørn Nørgaard (født 1947) viser imidlertid, at man som kendt billedkunstner godt kan være en udmærket scenograf og kreere spændende kostumer. Det viste han i Nyt Dansk Danseteaters ballet En gudedrøm (1984).

Og så er der naturligvis Dronning Margrethe 2. (født 1940), som er en flittig balletscenograf, både i TV-produktioner, på Det Kongelige Teater og på Tivolis scener. Det begyndte dog med skoleballetopvisninger på veninden Susanne Heerings balletskole i Næstved. Bedst har Dronningen været, når hun har lavet kostumer og scenografi til Pantomimeteatrets intime scene, hvor hun har udfoldet  en gemytlig og let folkelighed. Mere tung og overlæsset var hendes professionelle debut på Det Kongelige Teater med August Bournonville Et folkesagn (1991). Der var næsten ikke plads til danserne i den bombastiske og mangefarvede scenografi, dette var også problemet i Mikael Melbyes scenografi til Sylfiden (2003). Mikael Melbye (født 1955), som er uddannet operasanger, har været bedst  på operascenerne, hvor hans scenografi var mindre tung. Turandot (1995) var et højdepunkt i hans scenografiske karriere, som han nu har sat på pause for at hellige sig portrætmaleriet.

De store kvinder
Maja Ravn (født 1967) er en af de mange nulevende kvindelige scenografer med en international karriere. Hun har blandt andet skabt scenografi til den opdaterede version af August Bournonvilles Napoli (2009) og Hotel Pro Formas legendariske forestilling Operation : Orfeo (1993). Til denne gruppe af kendte scenografer hører også Marie Í Dali (født 1965). I 2003 omformede hun det kedelige og karakterløse Gladsaxe Teater til en magisk hule, hvor musicalen Cabaret  blev en stormende succes med Peter Jöback i rollen den androgyne konferencier. Marie Í Dali står også bag scenografien til Steen Koerners populære Nøddeknækkeren (2003). Endelig er der også Mia Steensgaard (født 1972), der har lavet scenografi eller kostumer til mange balletter, heriblandt Manon (2003), Svanesøen (2015), Giselle (2016). Og så begejstrede hun alle med den papirklipsagtige scenografi til August Bournonvilles Et folkesagn (2011), som var langt mere let og luftig end Dronning Margrethes fortolkning tyve år tidligere. Det er også Mia Steensgaard, som står bag scenografien i den populære tv-serie Arvingerne, der blandt andre er instrueret af Pernilla August.

Bogen er rigt illustreret med skitser, tegninger og fotos fra diverse forestillinger, men jeg savner dog alligevel fotos af scenograferne selv, ligesom der i litteraturhistorier er portrætter af forfatterne. Det er altid rart at få et ansigt på navnet, især scenografer, som man sjældent ser afbildet. Ellers er det en lækker og letlæst bog at gå på opdagelse i. Man behøver ikke læse den kronologisk, men kan hoppe mellem de forskellige mange portrætter.

Nyere danske scenografer_96Frydenlund

Foto: Frydenlund

FAKTA
Nyere danske scenografer af Ulla Strømberg. Forlaget Frydenlund. 408 s. kr. 399.

Ulla Strømberg: Mag.art. i teatervidenskab, teaterjournalist og tidligere direktør på Teatermuseet i Hofteatret.