Litteratur & film

Grand final i gøglerbranchen

I romanen Grand final i gøglerbranchen skriver Kerstin Ekman om et skæbnefællesskab mellem to vidt forskellige kvinder. De har et slags bugtaler-forhold. Den smukke svenske forfatter Lillemor Troj skriver nemlig ikke sine bøger selv. Det er den grimme og grove Babba, der gør det. Om dette udfordrende forhold handler romanen. Og om grænserne mellem fakta og fiktion – altså autofiktion.

Jeg synes, ikke romanen er interessant og blev faktisk skuffet, for jeg har med stor fryd læst mange af Kerstin Ekmans romaner.

Læs  eller genlæs hellere Kerstin Ekmans Hændelser ved vand (1993), en storslået roman om mord i den lyse midsommernat.

Grand final i gøglerbranchen

Foto: Gyldendal

Kunst

Kunstværk af Ai Weiwei på Kunsthal Charlottenborg

Der ser pænt ud, men det er en alvorlig sag. Den nye facadeudsmykning på Kunsthal Charlottenborg er et kunstværk af Ai Weiwei.

På FN’s internationale flygtningedag, den 20. juni, indvies værket, der har fået titlen Soleil Levant. Værket består af en barrikadering af kunsthallens vinduer med mere end 6000 redningsveste opsamlet fra flygtninge, der er kommet i land på den græske ø Lesbos.

Kunsthal Charlottenborg skriver:
Med værket ønsker Ai Weiwei at sætte fokus på den humanitære krise, der fortsat rammer Europas kyster hver dag. I 2015 og 2016 ankom ifølge UNHCR 1.377.349 mennesker til Europa via havet. I løbet af samme periode er over 8000 mennesker døde eller forsvundet efter at have gennemført denne rejse. Det er denne humanitære krise, som Ai Weiwei med installationen på Kunsthal Charlottenborg ønsker at skabe opmærksomhed omkring.

Værket tager sit navn fra Claude Monets maleri Impression, Soleil Levant fra 1872, der skildrer havnen i Le Havre efter afslutningen på den fransk-preussiske krig. Monets landskabsmaleri fanger den politiske og sociale virkelighed i sin tid med kraner, dampbåde og industrialisering i datidens Frankrig. Ai Weiweis Soleil Levant sætter fokus på den politiske og sociale virkelighed i dag.

Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg

Soleil Levant

Soleil Levant på Charlottenborg

Dans

Døden til grin

Hvad Erlend Loe er for norsk litteratur, må Jo Strømgren være for dansen i Norge. Underholdende, original, absurd, politisk ukorrekt, og meget morsom. Heldigvis sætter Jo Strømgren også værker op uden for sit hjemland og med andre kompagnier end sit eget. Således vender den norske lurendrejer nu endelig tilbage til Det Kongelige Teater med den vildt gakkede forestilling The Society of Lost Souls. Premieren faldt på selve dagen, hvor Folketinget afskaffede blasfemiparagraffen, hvormed det ikke længere er strafbart at spotte og håne religioner og troslærdomme, så Jo Strømgrens latterliggørelse af den katolske kirkes kommercialisering og dobbeltmoral var heldigvis inden for lovens rammer. God timing.

I The Society of Lost Souls tager Jo Strømgren selvmord, død og beslægtede tabubelagte emner under kærlig og morsom behandling. Det er modigt gjort og dejligt befriende. Målet er måske at vække os og kalde os rigtigt til live fra vores dødlignende liv på de sociale medier?

Vi befinder os i en polsk by, hvor sorte fugle flakser rundt, rotter piler omkring og katte lister langs husmurene. Bag vinduesruderne ses uhyggelige ansigter, som stirrer ud bag gardinerne. Denne gyser-scenografi er ligeledes skabt af Jo Strømgren, som også har designet kostumerne. I bedste gotisk skræk-stil mylder døde mennesker frem fra mørket, den ene mere mærkelig end den anden. Gennem dansen, der er moderne med et twist af centraleuropæisk folkedans, får vi personernes dødshistorie skildret. En har skudt sig sig selv, en er blevet myrdet, en er død i krigen, en er stille sovet ind på en bænk, en er trafikdræbt og så videre. Og så er der en, som er blevet kremeret. Asken står i en urne, som væltes – og ups så er han “borte med blæsten”. Endelig er der også en stor bjørn, der bidsk lunter rundt, indtil den finder sammen med en letlevende dame, hvorefter den bliver fredelig som en nuttet bamse.

De døde tumler forvirrede rundt i byens gader. De er fortabte sjæle, fordi de ikke ligger begravet på kirkegården. Om ham, der har skudt hovedet af sig selv, siger fortællerstemmen, der minsandten også er Jo Strømgren: “Åh, det forbandede hoved, der altid sidder for løst! De, der døde af knivstik eller druknede, undslap dette helvedes problem. Det hjælper hverken med lim eller snor; det eneste, der gør det nogenlunde til at leve med, er en stiv skjortekrave og en god balance. Men ak, snart forglemmer man sig og vil binde sine snørebånd”. Det kunne være skrevet af Erlend Loe, så grotesk og sort er det.

De døde håber, at de ved at omvende sig til katolicismen kan finde ro og hvile, så de ikke mere skal spøge. For at blive optaget i den katolske kirke, må de døde kravle ned i en kloak og oven i købet betale for det. Men trods den betalte aflad til kirken, får de levende døde ikke fred. I stedet ender deres møde med kirken i et sexorgie, som Jo Strømgren har iscenesat på en yderst humoristisk måde, hvor han gør godt brug af dansernes eminente mimetalenter. Scenen kunne være hentet ud af Giovanni Boccaccios Decameron, hvori kirkens folk også lystigt hengiver sig til hinanden. The Society of Lost Souls er en fuldstændig barok og hylende morsom historie, som danserne får formidlet på en yderst overbevisende måde.

Vi spørger altid, hvad meningen med livet er, men Jo Strømgren spørger i stedet: hvad er meningen med døden? Sådan twister han på en underfundig måde mange udsagn og talemåder om livet og især døden. Han så at sige perspektiverer livet. Som det hedder i forestillingen: “det er muligt, at livet kan være kedeligt, men det er intet i forhold til den kedsomhed, der venter nede i en urne. Budskabet er altså at leve livet og selv tage ansvar for hvor sjovt det er. Vælger man at bruge lidt tid i selskab med Jo Strømgren og The Society of Lost Souls, så keder man sig i al fald ikke i en time og ti minutter.

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

Jo Strømgren på DKT

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

The Society of Lost Souls af jo strømgren

The Society of Lost Souls Foto: Klaus Vedfelt

FAKTA
The Society of Lost Souls
A-salen, Det Kongelige Teater
Corpus / Den Kongelige Ballet
Koreografi: Jo Strømgren
Scenografi: Jo Strømgren
Kostumer: Jo Strømgren
Iscenesættelse: Jo Strømgren
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

Kaos i kabinettet

Lige så dårligt som CPH Stage kom fra start med forestillingen The blind poet, lige så godt kommer festivalen videre med værket Random af og med Livingstones Kabinet. Teaterkompagniet er altid god for en alternativ performance-forestilling med en skæv synvinkel på tilværelsen og vores vanvittige samfund. Og ikke mindst leveringsdygtigt i et godt og tankevækkende grin.

“Kaos er ikke altid dårligt nyt”, hedder det i Random, som hylder det flimrende kaos. Vi mennesker har en tilbøjelighed til at søge efter en mening i det meningsløse kaos, men vi behøver lidt uforståeligt kaos i vores regelmæssige liv. Det er budskabet i det dadaistisk-inspirerede værk.

Random begynder med det modsatte af kaos, nemlig en spillemaskine, der taler som en robot. Den bekendtgør, at den er kunstnerisk ansvarlig for forestillingen. Når computere og algoritmer overtager kunsten, så forsvinder også det kaotiske. Men heldigvis kommer Pete Livingstone på scenen og fortæller, at han er kunstnerisk leder for forestillingen. Og så begynder et totalt gakket  kaos, som er aldeles morsomt.

Der bliver gjort tykt grin med politikernes slidte floskler, mediernes ligegyldige plapren, HR-sprogets intetsigende formuleringer og marktingbranchens indholdsløse buzzwords. En smart, seriøs forretningskvinde står og taler om vigtigheden i at have en strategi uden at miste retning. Selv kan hun intet se, fordi hun har en hel dynge båndsalat over hovedet og hun må assisteres, når hun skal til og fra scenen. Hun er et godt billede på den udbredte diskrepans, der er mellem tale og handling i vores samfund, hvor ord bare skal forføre og sælge. Ordene betyder ingenting, de skal ikke forandre noget, de er blevet meningsløse. Og dem der udtaler ordene, mener dem slet ikke.

Men det er ikke den slags kaotisk meningsløshed, der har til formål at udbytte andre, vi skal have i vores liv, det er mere det legende kaos, som pirrer vores hjerner. Og det får vi blandt andet med skotske Pete Livingstones fjollede sang og musik samt svenske Petter Wadstens barnlige trylleri med et æg. Performernes fantasifulde og kreative udklædninger med brug af alt fra tæppebankere til broderede bordløbere er også aldeles skøre og skønne. Og så får vi en modeopvisning med almindeligt tøj, som performere tager aldeles forkert på, så det ser helt tosset ud, mens de vralter frem på en catwalk.

Ja tak, den slags pjat og anderledeshed har vi brug for i vores liv. Og det er vel ikke mere pjattet og dumt, end når oversmarte brancher bruger engelske buzzwords som “disruption” “exit strategy” og “downsizing”, uden at de selv rigtigt kan definere dem, men bare bruger dem til at hævde sig over dem, der ikke kender dem?

Hvis den slags gakket performance, som Livingstone Kabinet bedriver, er for sært, kan man i stedet tage større børn og unge med i Dansekapellet og se street dance-forestillingen One 2.0 af Stephanie Thomasen. Denne forestilling handler til dels også om kaos eller i al fald at vove at tabe fodfæstet eller kontrollen for en stund. Fem unge dansere fra Uppercut Danseteater viser vigtigheden i at bryde ud af de kasser og roller, vi alle hurtigt sættes ind i, fastholdes i og begrænses af.

performance med Livingstones Kabinet

Foto: Bjarne Stæhr

Livingstones kabinet performere

Foto: Daniel Buchwald

FAKTA:
Random
Livingstones Kabinet
Performere: Kristina Sørensen Ougaard, Pernille Koch, Piet Gitz-Johansen, Petter Wadsten og Pete Livingstone
Dansehallerne
Iscenesættelse: Nina Kareis
Scenografi: Julie Forchhammer
Koreografi: Adelaide Bentzon
Komponist: Pete Livingstone
Lyddesign: Erik Christofferson
Lysdesign: Mikkel Jensen
Forestillingen er en del af CPH Stage

One 2.0
Uppercut Danseteater
Dansekapellet
Koreografi: Stephanie Thomasen
Musik: Lawand Othman aka. DJ Turkman Souljah
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Forestillingen er en del af CPH Stage

Dans

CPH Stage for de indviede

Fint skulle det være, da teaterfestivalen CPH Stage blev skudt igang med belgiske Jan Lauwers’ performanceforestilling The blind poet (2015) på Det Kongelige Teater. Men der var gabende tomt på publikumsrækkerne, og de få fremmødte var vist næsten alle inviterede gæster. Det syntes i al fald at være en familie-kom-sammen for teaterfolket. Og de fleste af dem som ikke var en del af familien sivede vist under forestillingen eller i pausen.

Forventningerne er altid store, når det gælder performance fra Belgien, som har en rig tradition i denne spændende genre. Tænk bare på Abattoir Fermé, som har gæstespillet flere gange på Baltoppen i Ballerup og på Viften i Rødovre. Men The blind poet skuffede fælt med alle sine tyndslidte klicheer om identitet i nutidens multikulturelle Europa. Kedelige klicheer som bliver gentaget igen og igen i en næsten tre timer lang forestilling. Jan Lauwers vil helt grundlæggende fortælle, at Europa altid har været en smeltedigel af kulturer, religioner og nationaliteter, og at denne blandingskultur er normal og positiv, så vi skal være åbne og tage imod alle, der kommer hertil. Det er nok de færreste af de gæster, der indløser billet til en alternativ og eksperimenterende teaterforestilling, der er synderlig uenig heri, så hvorfor proppe de politisk korrekte meninger ned i halsen på os. Hvorfor ikke udfordre vores meninger eller selv lade os konkludere lidt. Det er vel det, som god og eksperimenterende kunst og teater skal kunne?

Det bliver altså ikke automatisk morsomt, bare fordi man tager en klovenæse på. Det bliver ikke aktuelt og vedkommende, bare fordi man siger “flygtning” i hver anden sætning. Man bliver ikke et rummeligt vestligt menneske, bare fordi man pleaser muslimske kulturer. Og man provokerer ikke bare ved at tage en udstoppet hest med på scenen.

The blind poet tager afsæt i den blinde arabiske poet Abu al ‘ala al Ma’arri (973-1057), der blandt andet var ateist og fritænker. Siden hen bliver tallet 7, der er helligt inden for de tre store monoteistiske religioner, forestillingens omdrejningspunkt. Syv mennesker med forskellige nationaliteter præsenteres, og alle synes de at være på linie med den blinde poet. De præsenterer sig selv og forsøger alle at fremhæve deres egen unikke identitet, men også at understrege at de er en del af et større hele. Her er en nordmand med vikinge-blod i årerne, en tuneser der forfører franske kvinder, en amerikansk cowboy der spiller på hjemmelavet banjo, en stout frisisk kvinde og så videre. Alle taler de deres eget sprog, som så tekstes, ligesom det sker til en operaforestilling. Karaktererne i sig selv er skæve nok til at kunne være interessante, men den ene historie er mere kedelig end den anden, fordi teksten er svag. Store oppustelige monstre, robotter i Oskar Schlemmer stil eller en røgmaskine gør det ikke mere spændende.

Tynde tekster og en fraværende dramaturgi, men heldigvis er der Maarten Seghers rytmiske musik, som er god og medrivende, fordi det lykkes ham at forene diverse musiktraditioner og genrer. Performerne spiller selv musikken, faktisk synes de bedre som musikerne nede i orkestergraven, end når de spiller teater oppe på scenen.

Men hvad skal vi egentlig med CPH Stage, hvis festivalen ikke kan tiltrække et stort blandet publikum, eller hvis den bare henvender sig til inviterede gæster der deler den samme verdensanskuelse? Men måske ændrer det hele sig i løbet af festivalen? Vi får se!

the blind poet med NEEDCOMPANY

FOTO: NEEDCOMPANY

FAKTA
The blind poet
Needcompany
Det Kongelige Teater
Tekst, scenografi, lys og instruktion: Jan Lauwers
Musik: Maarten Seghers
Koreografi: Grace Ellen Barkey
Kostumer: Lot Lemm