Litteratur & film

Jeg har et tæppe i tusind farver

Mor og datter. Patient og sundhedsvæsen. Frihed og låsthed. Fattigdom og luksus. Temaerne i Anne B. Ragdes roman Jeg har et tæppe i tusind farver er mange. Jeg synes det mest spændende tema af dem alle, er det, som belyser forholdet mellem en hjælpeløs og døende patient i et dehumanistisk og kassetænkende sundhedsvæsen, hvor personalet ikke tager ansvar. Det norske sundhedssystem synes ikke bedre end det danske. Tænk bare på alle de ulykkelige meningitis-sager, vi har her til lands.
 Jeg har et tæppe i tusind farver er en form for biografi, hvor Anne B. Ragde skriver om sin mor Birte, som læsere af forfatterens andre romaner kender fra værket Arseniktårnet. Portrættet er både råt og kærligt, men frem for alt ærligt. Og måske den bedste roman, jeg har læst af Anne B. Ragde.
Anne B. Ragde skriver et let og levende sprog, som bare flyder ubesværet af sted og derfor nemt at læse – også på norsk. Også selvom Anne B. Ragde springer meget i tid.
Læs endelig  Jeg har et tæppe i tusind.
roman af Anne B. Ragde

Foto: Rosinante

Dans

Komplicerede forbindelser mellem skuespil og dans

Vi kender filmene om den intrigante Marquise de Merteuil, der iscenesætter en temmelig usympatisk og bizar leg med andre menneskers følelser – et farligt erotisk spil som til sidst rammer hende selv. Filmene – heriblandt Miloš Formans Valmont (1989) og Stephen Frears Dangerous Liaisonsv (1988) – bygger på romanen Les Liaisons dangereuses (1782) af Pierre Choderlos de Laclos. Christopher Hampton har skrevet et skuespil baseret på romanen, og nu opsætter Det Kongelige Teater en forestilling over denne tilsyneladende udødelige historie. Den britiske koreograf og iscenesætter Cathy Marston har skabt værket Farlige forbindelser, hvori hun blander dans og skuespil til musik af Jesper Mechlenburg.

I forestillingen er der to der spiller Markise de Merteuil, henholdvis en skuespiller og danser, det samme er tilfældet med Vicomte de Valmont. Cathy Marston arbejder nemlig med en parallelhandling i en anden tid og forsøger dermed at fortælle to sider af samme historie samtidig. Under dansernes udfoldelse af dramaet lader hun Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont – i skuespillernes gestaltning – diskutere karakterernes gøren og laden 10 år tidligere. En meget omstændelig og gumpetung fortælleform.

Fra filmene kender vi historien som en erotisk komedie, men sådan ser Cathy Marston den ikke. Her er der ikke noget at grine ad, det hele er meget alvorligt og seriøst. Der er ingen charmerende forførelseskunst eller pirrende erotik, kun kynisk, følelseskold udnyttelse af andre menneskers følelsesliv. Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen et spindelvæv af løgne, som de heldigvis selv bliver fanget i til sidst, men inden da har de knust flere unge, uskyldige hjerter.

Men er det ikke blevet lidt for alvorligt og selvhøjtideligt? Eller er det bare skuespilleres lange udmattende dialoger og råbende monologer, der får det hele til at virke umådeligt højstemt og humorforladt? Dansen bremses i al fald af de mange ord, der leveres, som var det politik eller brugsanvisninger til elektroniske apparater, det handlede om, og ikke følelser. Blandingen af skuespil og dans bliver en meget tung cocktail, hvori der næsten ikke er plads til dansen. Bedst fungerer de scener, hvor danserne er alene på scenen og bruger scenografiens stole som dansepartnere. De kryber igennem stolenes ryglæn, som for at demonstrere den penetrering, det handler om i det seksuelle drama.

Det er Steffen Aarfings scenografi, som gør størst indtryk. Han har skabt et imponerende overdimensioneret spindelvæv, der afspejler det spindelvæv af løgne, som Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont skaber sammen som et skrupelløs tidsfordriv. I spindelvævet er der fanget stole, der henviser til de mennesker, som de har knust i deres rænkespil. Et rænkespil, som desværre aldrig bliver spændende eller vedkommende.

Scenografi i Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser

Foto: Costin Radu

Farlige forbindelser dansere

Foto: Costin Radu

FAKTA
Farlige forbindelser
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
Koreografi og iscenesættelse: Cathy Marston.
Tekst og medinstruktion: Edward Kemp
Musik: Jesper Mechlenburg
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesign: Anders Polz
Lyddesign: Jonas Vest

Arkitektur & design

Aarstiderne flyttet ind på Fasangården

Fasangården i Frederiksberg Have bliver endelig tilgængelig for os nysgerrige havegæster. Det er malerisk og charmerende forfald.

Frem til den 1. november 2017 har Aarstiderne gårdbutik og spisested i bygningerne.

Fasangården med pop-up butik

Fasangården med pop-up butik og spisested i haven

Fasangården med pop-up butik

Fasangårdens maleriske forfald

Fasangården

Fasangården

Gårdbutik i Fasangården

Gårdbutik i Fasangården

 

 

Dans

Nycirkusartister springer ud

Tilbage i 2014 åbnede Danmarks første skole for nycirkus, Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC) med en vidergående uddannelse i nycirkus – svarende til de internationale cirkusuniversiteters bachelorniveau. Nu tre år senere er det første hold af studerende færdige, og ved fire forestillinger har de otte afgangstuderende vist deres afsluttende artistiske svendestykker for offentligheden. Eksamen og show på en og samme tid.

Når man tænker på, at det er det første hold, som bliver udklækket på AMOC, så er det tekniske niveau overraskende højt, mens den kunstneriske iscenesættelse med musik, lys, kostumer og sminke ikke synes så højt prioriteret.

Svenske Mattias Umaerus er først på scenen i kinesisk pæl, en disciplin som han har fornyet. Den statiske kinesiske pæl har han gjort mobil. Han tager udgangspunkt i Newtons tredje lov, som lyder: “Et legeme der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft.” Mattias Umaerus’ balance i den lodrette kinesiske pæl bliver til en dobbelt-balance, idet pælen holdes på plads i et sindrigt vægtsystem, som modsvarer Mattias Umaerus vægt og bevægelser.

Svenske Anders Bjørklund har bar overkrop med tatoverede vinger på ryggen. En passende “maskering”, når han stiger til vejrs i straps og svinger sig rundt luften som en kredsende fugl. Han danser også med en gul paraply, men hans nummer handler om frihed og frigørelse, så til sidst smider han paraplyen fra sig og lader sig frit overstrømme af vand, der falder ned fra loftet.

Norske Eivind Øverland og Lalla La Cour svinger sig i trapez og fortæller om et parforhold med sammenhold og konflikter. En konflikt der drives til det yderste, når Eivind slipper sit greb i Lallas hænder og kun holder hende i hendes tykke hestehale.

Ylva Havndrup imponerer i disciplinen contortion, med andre ord er hun et slangemenneske. Hun er også håndstandsartist, så stående på hænder bøjer hun kroppen op over sit hoved, hvormed hun ligner et fremmedartet væsen. Hun tager så at sige benene på nakken. Med sit nummer fortæller hun en historie om at blive forvirret og overrasket af sin egen krop. Med et desorienteret udtryk i øjnene ser hun for eksempel sine fødder danser lige foran ansigtet. Hvor kom de tæer lige fra, synes hun at tænke.

To jonglører er med. David Ulrich og Anders Stehr jonglerer desværre begge to med lette, hvide plastickegler. Begge kombinerer de jongleringen med håndstand og akrobatik samt koreografiske elementer, men de hvide plastickegler er altså temmelig usexede og sterile.

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos (hun er kun 2. års studerende) har det mest helstøbte nummer. De brillerer i disciplinen parakrobatik med kraftfulde balancer. Og de fortæller en historie om et to mennesker, som tilfældigt mødes, bliver forelskede, skændes og strides. Deres musikvalg vises nummerets udvikling fra It’s been a honeymoon til Can’t take no more. De bruger lysetdesignet på en opfindsom og humoristisk måde. I en øm kærlighedsscene på en madras slukkes og tændes lyset, og hver gang det tændes igen, balancerer de to akrobater på en ny og anderledes måde, som er det en demonstration af diverse kamasutra-stillinger. Både Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos er sminkede, har farvet hår og bærer farverige kostumer, som understreger nummerets komiske tone. Og så er de to meget unge artister bare imponerende dygtige og meget charmerende. De har hele pakken og er klar til erobre scenerne.

Tillykke til alle de nyuddannede nycirkusartister fra AMOC, det bliver spændende at følge dem.

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

Alfred Hall Kriegbaum - parakrobat

Alfred Hall Kriegbaum og Sonia Matos. Foto: AMOC

FAKTA
Afgang 2017
Akademiet for Moderne Cirkus (AMOC)

 

 

Dans

Kinesisk eventyr på Pantomimeteatret

Tivolis Pantomimeteater – bygget i kinesisk stil – viser endelig et rigtigt kinesisk eventyr. Det gamle folkeeventyr Butterfly Lovers, der er en ulykkelig kærlighedshistore a la Romeo og Julie, har den britiske koreograf og danser Paul James Rooney omskabt til en fin lille danseforestilling.

Eventyret handler om den unge pige Zhu, der gerne vil gå i skole, men den slags er kun for drenge. Hun plager sig far om lov til at blive kostskoleelev og endelig indvilger han – dog på én betingelse: at hun forklæder sig som en dreng. På skolen møder Zhu drengen Liang, der forelsker sig i hende, endnu før at han ved, at hun er en pige. Zhu gengælder hans kærlighed, og sammen pjækker de fra skolen og forsvinder istedet ud under de frodigt blomstrende trækroner. Deres unge lykke er imidlertid kort, for Zhu bliver kaldt hjem fra skolen, mod sin vilje skal Zhu giftes med en rig mand. Liangs hjerte brister af sorg, og Zhu flygter fra sit eget bryllup. Knust opsøger hun Liangs grav på kirkegården. Her åbner graven sig, og Zhu forsvinder ned i den. Men som smukke sommerfugle genopstår Zhu og Liang, og med svirrende vinger genforenes de.

Kathleen Videira og Luca Varrone danser hovedrollerne som Zhu og Liang. Især Kathleen Videira brillerer som pigen, der både kæmper mod sin rige, konservative familie og de traditionelle kønsmønstre. Med øjnene fulde af tårer flygter hun fra sit bryllup, hun træder ned fra scenen og sindsoprevet styrter hun med flagrende gevandter over græsplænen, hvor publikum står og sidder Det er dramatisk og godt iscenesat.

Mere brug af publikumsområdet er der i slutscenen. Mens Kathleen Videira og Luca Varrone danser som sommerfugle oppe på scenen, står de øvrige dansere ude blandt publikum og svinger med sommerfugle på lange stænger. En fin og børnevenlig ide, som endda bakkes op med lange farvede silkebånd, der falder dekorativt ud fra Pantomimeteatrets to tårne. Børnevenlige er også skolescenerne med de urolige elever, der har svært ved at koncentrere sig om lærerens undervisning. Da danser hellere rundt i klasselokalet og svinger sig akrobatisk over deres skamler. Der er sjov og ballade i skolen, og vi forstår, hvorfor Zhu hellere vil være i skolen end hjemme i de kedelige stuer.

Musikken er Butterfly Lovers Violinkoncert komponeret af He Zhanhao og Chen Gang i1959. Det er et vældig flot og ekspressivt stykke musik, umiskendeligt kinesisk, men samtidig også meget tilgængeligt for vesterlændinge.

balleteventyr i Tivoli

Foto: Tivoli

FAKTA
Butterfly Lovers
Pantomimeteatret
Koreografi og iscenesættelse: Paul James Rooney
Musik: He Zhanhao og Chen Gong
Dekorationer: Paul James Rooney
Kostumer: Charlotte Østergaard

Dans

Svaneblod uden smerte

Trods Den Kongelige Ballet har uddannet mange mandlige stjernedanser gennem tiderne, er Erik Bruhn (1928-1986) nok stadig den mest kendte af dem alle. Derfor er det også naturligt at lave en forestilling om denne store danser, sådan har i al fald Teatret Svalegangen i Aarhus tænkt. Tomas Lagermand Lundme har skrevet forestillingen Svaneblod, som nu spiller på Teater Republique i København. Det er en musikdramatisk monolog med skuespilleren Olaf Højgaard i rollen som Erik Bruhn. På scenen suppleres han af jazz-saxofonisten Mads Ole Rode Erhardsen.

Forestillingen fortæller en yderst fragmentarisk historie om Erik Bruhns liv – fra barndommens balletskole under balletmester Harald Lander frem til hans kræftsygdom og tidlige død. Der dvæles naturligvis ved hans kærlighed til Rudolf Nureyev og problemerne ved at have et til tider langdistance-forhold – oven i købet i mediernes nysgerrige søgelys.

Svaneblod er historien om en passioneret og dedikeret kunstner, men også historien om en ung mand, der drager ud i verden for at finde sig selv som menneske. Altså en slags dannelseshistorie som eventyret om den grimme ælling. Ukendt og misforstået forlader Erik Bruhn den nationale andedam og vender feteret og berømt hjem, hvor han bliver hædret som Ridder af Dannebrog.

Det er en temmelig forenklet historie, et næsten karikeret kunstnerportræt med tyndslidte floskler om kunstnerens rolle i modsætning til alle andre mennesker. Om kunst for kunstens skyld og måske endda kun for kunstnerens egen personlige skyld. Skuespilleren Olaf Højgaard vrænger og råber det meste af tiden i sin monolog, som om Erik Bruhn udelukkende var en selvoptaget, temperamentsfuld diva uden nogen form for jordforbindelse. Det er vældig trættende at høre på gennem hele forestillingen. Publikum bliver således ikke klogere på mennesket og danseren Erik Bruhn, men bliver nærmest misinformeret om ham. Eksempelvis når Tomas Lagermand Lundme lader sin hovedperson sige, at han danser på tåspids!

Forestillingen tuller af sted i monotont tempo uden nogen spændingsmomenter. Bedst fungerer Rikke Juellunds scenografi, der består af en væg med tre huller, der kan illudere alt fra kunstneriske rum til vinduer ud mod verden. På væggen projiceres billeder og film af Erik Bruhn, hans håndskrevne kærlighedsbreve til Rudolf Nureyev samt myldrende travle metropoler. Når vi kigger på disse film og billeder, mens Mads Ole Rode Erhardsen spiller på sin saxofon, så bliver det stemningsfuldt og intenst. Den slags pas de deux’er mellem musik og billeder, siger meget mere ned teksten, og man ønsker, at der ville have været meget mere af den glødende musik og de flimrende billeder – og langt færre ord. Men til sidst bliver selv filmfragmenterne for klichéfyldte, for når Erik Bruhn dør, skal vi se Mikhail Fokins Den Døende Svane på video.

fra forestillingen svaneblod

Foto: Louise Kierkegaard

Svaneblod
Republique
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Iscenesættelse: Hanne Trap Friis
Medvirkende: Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen
Musik: Mads Ole Rode Erhardsen
Scenografi: Rikke Juellund
Videodesign: Jens Mønsted og Claus Lund
Lysdesign: Morten Ladefoged