Dans

Et funklende smykkeskrin

Ei blot til lyst“ står der med store, gyldne bogstaver over scenen på Det Kongelige Teater, akkurat som det gør på Alexanders dukketeater i Ingmar Bergmans klassiske filmepos Fanny & Alexander. Denne tekstlige indskærpelse af teatrets moralske og pædagogiske rolle ignorerer Den Kongelige Ballet helt og aldeles og hengiver sig fuldstændigt til ren skønhedslyst med opsætningen af George Balanchines ballet Juveler. Denne ballet siges at være verdens første helaftensballet uden handling. Tre akter uden at tematisere en problemstiling, præsentere en morale eller løfte pædagogiske pegefingre. Kun strålende æstetikdyrkelse og underholdende eskapisme, sådan som vi kender det fra de imponerende dansetableauer i de gamle Hollywood-film.

Det er 50 år siden, balletten Juveler havde premiere i New York. Ved at betragte udstillingsvinduerne hos juvelerbutikken Van Cleef & Appels fik Balanchine ideen til værket om smaragder, rubiner og diamanter. De tre ædelstene kom i Balanchines værk også til repræsentere tre lande, som han havde boet i – samt de respektive landes ballettradition.

Kostumerne blev i 1967 skabt af Barbara Karinska, og dette design genbruges i Den Kongelige Ballets opsætning af Juveler. Farverne er fine, men undertegnede har det meget svært med disse overpyntede kostumer dænget til med pyntesten, som klasker mod dansernes hofter. Det kan godt være, at kostumerne er legendariske, men de er altså ikke klædelige.

Balletten åbner med Smaragder, som repræsenterer Frankrig og den romantiske ballettradition. I lange tutuer og flaskegrønne corsager danser kvinderne sylfide-blidt med bølgende arme til luftig musik af Gabriel Fauré. I dette æteriske univers skal herrerne ikke gøre meget væsen af sig, men blot holde sig i baggrunden og agere galante kavalerer for ballerinaerne.

Mere kraft, vildskab og sexappeal er der i anden akt, Rubiner. Til jazzet musik af Igor Stravinskij vrikker kvinderne med hofterne og svinger benene i deres korte rubinrøde skørter. Og de flirter skødesløst med herrerne, som er med på den skælmske leg. Mon ikke Balanchine oplevede August Bournonvilles Jockeydans og lod sig inspirere, da han opholdt sig i København i 1930’erne? Her er nemlig også travende trin og højtløftede ben som på en hest i dressurtrin.

I sidsteakten, Diamanter, er vi i Rusland med den russiske Petipa-tradition i Skt. Petersborg, hvor Balanchine begyndte sin balletkarriere. Der er så mange dansere på scenen, som er det et stort hofbal hos zaren. Man kunne ønske sig, at balletten var rykket ud på Operaens store scene, for det bliver meget kompakt og en anelse rodet på den beskedne Gammel Scene. Til Tjajkovskijs musik serveres der imponerende spring og piruetter samt en glødende pas de deux med Holly Jean Dorger og Gregory Dean. Som Odette i Svanesøen dåner Holly Jean Dorger i sin partners arme, og sammen skaber de to dansere en lille, koncentreret kærlighedshistorie, der med sin dirrende nerve er mere en blot nydelsesfuld flugt ind i skønheden. Holly Jean Dorger og Gregory Deans gribende fortolkning af Balanchines pas de deux fortæller om hengivelsens kraft – og skrøbeligheden deri. Det er en ganske alvorlig og kompleks sag og “ei blot til lyst”.

Juveler af Balanchine smaragder

Smaragder. Foto: Costin Radu

Rubiner af balanchine

Rubiner. Foto Costin Radu

Diamanter af balanchine

Diamanter. Foto: Costin Radu

FAKTA
Juveler
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater
Koreografi: George Balanchine.
Musik: Gabriel Fauré, Igor Stravinskij og P.I. Tjajkovskij
Kostumer: Barbara Karinska

Litteratur & film

Jeg skal gøre dig så lykkelig

Aldrig har gulvvask været så spændende, som den er i Anne B. Ragdes kollektiv-roman Jeg skal gøre dig så lykkelig. Her er så lange beskrivelser af gulvkluden, sæbevandet og den beskidte trappe, at man næsten føler, at man selv står med den sæbeduftende klud i hånden på en beskidt trappe i Nordnorge.

Jeg skal gøre dig så lykkelig følger otte familier – mest de hjemmegående husmødre – i en nybygget boligblok i Trondheim 1965. De hjemmegående husmødre fylder deres dag med rengøring, madlavning samt servicering børn og mænd. Her er endnu ikke et feministisk oprør. Kønsrollerne ligger fast, men flere af kvinderne er begyndt at drømme om en anden tilværelse. Kvinderne er dog gode til selv at fastholde hinanden i de gammeldags kønsroller. Det er en hønsegård, hvor der hakkes og kagles. Alle får de installeret dørspion, så de uhæmmet kan følge med i hinandens liv.

Vi møder de perfekte par og familier, men også dem, som er ramt af sygdom og svigt. En pige er udsat for omsorgssvigt, en far banker sine børn, en baby dør af sult, men her er også hed håndværkersex, og det barnløse par kan pludselig få børn.

 

Anne B. Ragde kan skrive om de mest hverdagsagtige og trivielle ting, så de bliver interessante og spændende. Hendes sprog er så sanseligt, at hun straks fanger læseren.

Jeg skal gøre dig så lykkelig anbefales.

roman af anne b. ragde

Foto: Rosinante

Litteratur & film

Min geniale veninde

Kender du det, at man begynder på en bogserie og tror at man har mange timers god læsning foran sig, men allerede efter første bind, ved man, at man absolut ikke skal videre i den serie?

Sådan har jeg det med Elena Ferrantes tre-bindsserie om Elena. Jeg kæmpede mig igennem første bind Min geniale veninde, som kedede mig fra start til slut. Min nysgerrighed var ellers blevet pirret af den mystiske forfatter, som ingen kender, fordi hun aldrig har optrådt i offentligheden. Måske er Elena Ferrante blot et pseudonym.

Jeg havde glædet mig til at læse om en fattig opvækst i skyggen af mafiaen i Napoli, men sproget var så tørt og anæmisk, at jeg hurtigt mistede interessen for personerne.

Romanen handler om to piger, der er veninder. De kommer fra fattige familier i Napoli. Jeg-fortælleren Elena er datter af en portner, og hendes veninde Lila kommer fra en skomagerfamilie. Elena er den forsigtige pige, mens Lila er den rebelske og frygtløse. Skønt de begge er dygtige og flittige i skolen, er det kun Elena som kan fortsætte skolen, mens Lila må begynde at arbejde i sin fars skomagerværksted. Pigerne driver i hver sin retning.

Hvad sker der så i andet bind? Jeg kommer aldrig til at vide det, for jeg har desværre mistet interessen for deres skæbner.

 

Arkitektur & design

København blomstrer

Endelig forår med blomstrende farvepragt.

Langelinie med blomstrende kirsebær

Langelinie med blomstrende kirsebær. Foto Christian Hollemann

Langelinie med blomstrende kirsebær. Foto Christian Hollemann

Langelinie med blomstrende kirsebær. Foto: Christian Hollemann

Hyacinter i Tivoli

Hyacinter i Tivoli

Tulipaner i Tivoli

Tulipaner i Tivoli

narcisser på taget af en bod i Tivoli

Narcisser på taget af en bod i Tivoli

Dans

Road-teater sejrede i priskapløb

Hovedprisen ved årets Artbeat prisuddeling gik til road-teaterforestilling Twin Peaks med instruktørduoen Fix & Foxy på Odsherred Teater i det nordvestlige Sjælland. På alle måder brød forestillingen med scenekunstens traditionelle rammer. Her var ingen professionelle performere, til gengæld var lokalbefolkningen inddraget i forestillingen, og det var borgernes egne historier, som blev fortalt. Scenen var erstattet af biler, som publikum blev transporteret rundt i, og ført hjem til borgernes private hjem. Juryen mente, at forestillingen var et forbilledligt eksempel på, hvordan man udnytter en kommunes eksisterende ressourcer til at skabe oplevelser, som styrker lokalområdets kulturelle relevans og kunstneriske udvikling.

Musikfestivalen Heartland i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn var også indstillet til årets Artbeat pris. I sommermånederne myldrer det med musikfestivaler, men Heartland adskiller sig fra de øvrige festivaler ved at blande musikken med kulinariske oplevelser, samtidskunst og samtaler mellem forskellige debattører. Ligeledes var Den Kongelige Ballet/Corpus indstillet til prisen. Kompagniet flyttede værket Interpassivities ind i træningssalen, som blev ombygget under forestillingen, så publikum blev tvunget til at flytte sig for håndværkerne og dermed også skulle bevæge sig under forestillingen. Men det var altså Twin Peaks, en forestilling med forlæg i David Lynchs kult-serie, der så at sige kørte af med sejren.

Årets Artbeat særpris gik til det satiriske radioprogram Den Korte Radioavis, som gør tykt grin med medierne og magthaverne. Endelig blev der også uddelt en talentpris til Københavns Radiobiograf, der producerer radiomontager, der afspilles i biografmørket.

Siden 2013 har PR-bureauet Have Kommunikation årligt uddelt kulturprisen Artbeat. Formålet med Artbeat prisen er at sætte fokus på nye former for formidling af kunst, derfor går prisen altid til personer, organisationer og projekter, der bidrager med kunstnerisk nyskabelse og formidlingsmæssigt fremsynethed. Have Kommunikation, der næsten laver al PR og kommunikation for samtlige kulturinstitutioner i Danmark, uddeler prisen sammen med Spar Norden Fonden.

 

Artbeat prisen til Twin Peak

Foto: Artbeat

Dans

Transformationer i træningssalen

Vi bliver lukket ind i den tomme og vinduesløse træningssal sammen med danserne. Overtøjet har vi allerede smidt, men danserne er klædt i flere lag af varmt og forskelligfarvet træningstøj. Vi stiller os tilfældige steder i salen, der har gråt interiør, og venter på, at forestillingen skal begynde. Performance- og danseværket Interpassivities af videokunsteren Jesper Just er imidlertid ikke en sædvanlig forestilling med en traditionel begyndelse og slutning. Danserne står således også afventende, som om de blot er tilskuere, men langsomt begynder de at røre på sig og varme op. Fordi lokalet er tomt, tager de seks dansere fat i os tilskuere og bruger os som støtte i stedet for en barre. Og lidt efter lidt begynder danserne at danse – sammen eller hver for sig – forskellige steder i salen. Vi publikummer må altså konstant bevæge os rundt i salen for at se dansen og må også flytte os, så der bliver plads til dansernes bevægelser og trin, som ikke altid går i forventelig retning. Efterhånden som danserne får varmen, smider de det varme træningstøj lag for lag og står tilbage i enkle, grå tricot-kostumer i samme grå farve som gulvet og væggene. Gråt i gråt.

Det er fascinerende at være helt tæt på danserne, når de er midt i deres ekstreme bevægelser. Tåspidsdans og høje løft bliver endnu mere imponerende, når det foregår lige foran næsen på os, og vi er ved at få en arm eller et ben i øjet. Efter dansen tager danserne deres varme træningstøj på igen og smutter hurtigt ud ad døren, som ånder der lydløst fordufter. Og vi publikummer står tilbage med en følelse af tomhed og savn, fordi fraværet af danserne har forandret rummet og dets energi. Det er danserne, som har besjælet rummet, der efter deres exit bare er et gråt, sterilt og klaustrofobisk rum, som man hurtigst muligt gerne vil ud af.

Træningssalens gulv er en mosaik af elementer i forskellige størrelser, som fire håndværkere midt under dansen begynder at bryde op. De lægger elementerne op på hinanden i flere stakke, så der opstår et nyt og mere kaotisk arkitektonisk landskab i træningssalen. Håndværkerne dekonstruerer rummet og konstruerer et nyt for til sidst at lægge hele gulvet på plads igen som et stort puslespil. Faktisk er det spændende at følge dette arbejde, og publikum giver også de fire håndværkere et bifald, da sidste gulv-brik lægges på plads, og rummets orden er genoprettet. I denne håndværker-performance ses det, at Jesper Just er inspireret af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges historie On Exactitude in Science, som handler om et stort og mægtigt land, hvor man fremstiller et landkort, der er lige så detaljeret som landet selv. Således kan rum og gulv i Interpassivities ses som historiens land og landkort.

Det hjemmelavede ord ‘Interpassivities’ kan erstattes af ordet ‘transformation’, for håndværkerne skaber konstant forandringer i rummet, som danserne må navigere efter. Også publikum må forholde sig til disse forandringer og kan ikke bare stå stille eller sætte sig, men må hele tiden være i bevægelse. Omstillingsparate, som det hedder i moderne marketing-sprog. Ud over transformationer handler Interpassivities om rum og menneskets plads i det givne rum. Derudover handler værket om menneskets egen rummelighed og om at give plads til hinanden. Det er publikum selv med til at demonstrere ved hele tiden at skulle flytte sig for danserne, håndværkerne og andre publikummer. Temaet rummelighed udfoldes tillige i videoklip, der vises på storskærme. Her zoomes der ind på nogle dansere, der ligger sammenfiltret, og mure, der skærer sig gennem landskabet og adskiller folk – og dermed ikke udviser rummelighed.

Interpassivities har været indstillet Artbeat Prisen, som er stiftet af PR-bureauet Have Kommunikation, der nærmest laver al pressekommunikation for hele kulturlivet i Danmark. Formålet med prisen er at sætte fokus på kunstnerisk nyskabelse og fremsynet formidling. Prisen, der uddeles i samarbejde med Spar Nord Fonden, gik imidlertid til teaterforestillingen Twin Peaks, som var et yderst nyskabende koncept på Odsherred Teater i Nordvestsjælland. Frem for at gøre brug af erfarne skuespillere var alle rollerne besat af lokale borgere, og i stedet for sende publikum ind i en teatersal blev de i otte biler kørt gennem et vintermørkt landskab i Odsherred. “Resultatet blev en scenekunstnerisk kraftpræstation, som bør inspirere enhver teateraktør i det ganske land” hed det i begrundelsen til prisindstillingen. Mod dette vindende koncept tabte Interpassivities altså, men med indstillingen til Artbeat Prisen viser Corpus – at de er på ret kurs efter flere eksperimentelle fejlskud.

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

Interpassivities

Interpassivities. Foto: Miklos Szabo

FAKTA
Interpassivities
Koncept, instruktion og koreografi: Jesper Just
Corpus, der er en del af Den Kongelige Ballet
Dansere: Susanne Grinder, Emma Håkansson, Camilla Ruelykke, Ulrik Birkkjær, Jon Axel Fransson, Alexander Stæger
Scenografi: Jesper Just
Musik: Kim Gordon og August Rosenbaum