Litteratur & film

Alle kærlighedsbreve er latterlige…

Den portugisiske poet Fernando Pessoa (1888-1935) har skrevet et digt, som hedder Alle kærlighedsbreve er latterlige…

Det begynder således:

Alle kærlighedsbreve er
Latterlige.
De ville ikke være kærlighedsbreve, hvis de ikke var
Latterlige.

Jeg skrev også i min tid kærlighedsbreve,
Som de andres
Latterlige.

Kærlighedsbreve, om da ellers kærligheden findes, 
Må nødvendigvis være
Latterlige

…..

Digtet fik mig til at tænke på, hvad unge forelskede gør i dag, nu hvor postvæsnet ikke bringer  post ud hver dag? Sender de en snapchat med et frækt foto? En sms med hjerte-emoji? En mail med et glødende kærlighedsbudskab. Eller udbasunerer de deres forelskelse på Instagram og Facebook?

Pessoa udvalgte digte

Foto: Rosinante

Litteratur & film

Det er bare verdens undergang

Den går tæt på. Meget tæt på. Xavier Dolans nyeste film Det er bare verdens undergang. Nærbillede på nærbillede. Som om man selv sidder med ved middagsbordet og selv tilhører den dysfunktionelle familie, der samles en sommerdag. Endelig er sønnen Louis kommet hjem efter 12 års fravær, og så skal der hygges og tales om gamle dage.  Tales bliver det. Også i den grad. Meget højlydt endda. Men det er så som så med hyggen.

Nærbillederne skaber en voldsom fornemmelse af klaustrofobi, men de understreger også  personernes isolation. De er alle alene, også når de er sammen.

Man forstår, hvorfor sønnen har holdt sig væk fra hjemmet og de hysteriske familiemedlemmer i alle disse år. Nu kommer han egentlig hjem for at sige, at han er syg. Dødssyg og snart skal dø, men han kommer aldrig til orde. Ingen vil lytte og høre om hans verdens undergang.

Det er bare verdens undergang er ikke en af  Xavier Dolans bedste film, men den er stadig seværdig. Især er Louis’ tilbageblik flotte og stemningsfulde. I disse lyriske tilbageblik siges alt gennem billeder og musik – og vi forstår alt. Her kan man godt se, at Xavier Dolan også er en mester i musikvideoer. Tænk bare på hans smukke video til Adeles Hello.

Det er bare verdens undergang

Det hyggelige kukur spiller en central rolle i ‘Det er bare verdens undergang’ Foto: YouTube/Scanbox Entertainment Danmark

Dans

Smagsprøver på balletklassikere

Der skal penge i kulturinstitutionernes slunkne kasser. Der kan ikke blot spilles værker efter anmeldernes smag, publikums smag skal også tilgodeses, for at der bliver solgt billetter. Danseanmelderne har været glade for Den Kongelige Ballets moderne program Giant Steps, med koreografi af nulevende koreografer, men det faste balletpublikum har ikke i samme grad taget forestillingen til sig. Det har derfor været nemt at få billetter til forestillingen, selvom den kun har spillet få gange. Det er ærgerligt, fordi Giant Steps med sin moderne koreografi samt nutidige og vedkommende tematik også rækker ud mod et nyt og yngre balletpublikum. Giant Steps spiller to gange endnu, så det er stadigt muligt at se eller gense dette ypperlige program.

Den Kongelige Ballets nyeste program Ballet de Luxe falder mere i det faste balletpublikums smag. Her er ingen moderne trin til mystisk musik, men smagsprøver fra en lang række balletklassikere i perioden 1858 til 1971. Også musikken er genkendelig og klassisk. Ballet de Luxe er en fin og festlig pas de deux-parade med George Balanchines Tema og variationer som finale i tredje akt.

Første akt byder på et kort uddrag fra Napoli af August Bournonville, men også to pas de deux’er fra Blomsterfesten i Genzano og Wilhelm Tell. To balletter der ikke er blevet overleveret til nutiden, kun de to pas de deux’er har overlevet glemslens mørke. Folkelige og fornøjelige er de to pas de deux’er. Og umådeligt let og elegant ser det ud, når Amy Watson og Sebastian Haynes samt Kizzy Matiakis og Jón Axel Fransson danser.

Anden akt byder på fine pas de deux’er fra Neumeiers Romeo og Julie, samt Petipa og Ivanovs Svanesøen. Silvia Selvini og Andreas Kaas funkler i en pas de deux fra Arthur Saint-Leóns Coppelia. Der er en kemi og ømhed mellem de to, som vi gerne vil se igen i hele balletten, der ikke har været på Den Kongelige Ballets repertoire i mange år. I Balanchines Tjajkovskij pas de deux folder Holly Jean Dorger og Alban Lendorf sig ud. Fulde af overskud får de dansen til at flyde fuld af behagelig blødhed. De skaber helt klart “ballet de luxe”.

Med en række fragmenter fra forskellige værker fra en periode på mere end 100 år byder programmet selvsagt ikke på nogen form for fordybelse, kun let og behagelig underholdning. Desværre blev Balanchines Tema og variationer på premiereaftenen ikke så festlig en finale, dertil var den for uskarpt danset. Men rækken af pas de deux’er var flotte omend også en anelse overfladiske i deres gallaagtige paradestil.

Tema og variationer.

Tema og variationer. Foto: Costin Radu

Tema og Variationer

Tema og variationer. Foto: Costin Radu

balanchine på DKT

Tema og variationer. Foto: Costin Radu

Ballet de Luxe
Den Kongelige Ballet
Gammel Scene, Det Kongelige Teater
Koreografi: Bournonville, Saint-Léon, Petipa, Ivanov, Balanchine og Neumeier.

Litteratur & film

Et øje for det forfærdelige

Som barn, da jeg læste Silas-bøgerne, vidste jeg ikke, om det var en mand eller en kvinde, en dansker eller en udlænding, der gemte sig bag det eksotiske forfatternavn, Cecil Bødker. Jeg hældede nok mest til, at det var en mand, for jeg havde en onkel, der røg cigaretter af mærket Cecil. Men hvem denne Cecil Bødker egentlig var, spillede nu heller ikke den store rolle, det som det handlede om, var at få fat i bøgerne om drengen med det ikke mindre eksotiske navn, Silas. På skolebiblioteket var der nemlig altid rift om Cecil Bødkers spændende bøger, selvom de ikke var specielt lette at læse. Sprogligt var der ikke taget hensyn til, at det var børn, som var målgruppen; det vrimlede med svære ord og lange tekststykker uden punktummer. Men det handlede om børn, og det var så nervepirrende, at man hængte ved og kæmpede sig gennem den svære tekst. Det var en god læseøvelse, og så var det skønt som ny læser ikke at blive talt ned til i et barnligt sprog, selv om man knap nok beherskede læse-disciplinen.

Også som ung stødte jeg på navnet Cecil Bødker. Nu vidste jeg, at der bag det ualmindelige navn var en helt almindelig dame. Jeg havde nemlig set forfatterinden i medierne i anledning af, at hun modtog boghandlernes Gyldne Laurbær i 1984, ellers holdt hun sig langt væk fra offentlighedens spotlys. Cecil Bødker fik den litterære pris for et tobindsværk, der handlede om Maria og hendes barn, Jesus. Den højstemte bibelske fortælling var skruet ned til en hverdagsagtig historie, der handlede mere om outsider-eksistens og kvinders dagligliv end om religiøsitet.

Og som ung studerende fandt jeg på biblioteket en ældre og meget tynd novellesamling af Cecil Bødker. Øjet, som bogen hed, sneg sig lige op over de hundrede sider, men alligevel tog samlingen lang tid at læse, for det var en frygtelig lekture at komme igennem. At læse Øjet krævede lange pauser, så jeg kunne komme til mig selv igen, når en novelle var læst færdig. Novellerne var nemlig så voldsomme, så ubarmhjertige og gik så tæt på det angstfyldte menneske, at det var umuligt at læse hele novellesamlingen i et stræk. Det var en forfærdelig bog. En forfærdelig god bog.

Novellerne i Øjet borede sig lige ind hjertet, og nok er man sensitiv som ung læser, men novellesamlingen er ikke blevet mindre barsk at læse senere hen i livet. Tag nu for eksempel novellen Bogfinken. Bag den tilforladelige titel gemmer der sig en rå historie om krig og død. Efter et luftangreb ligger en dreng i græsset og kigger på en syngende bogfinke. Han kan ikke høre fuglens sang, men han kan se, at den synger. Han kan også se en afrevet hånd ligge i græsset ved siden af sig. Drengen kan ikke tro, at det er hans egen hånd, selv om han genkender et ar på den, som han har fået af en sav engang. Langsomt mister han synet, ligesom han allerede har mistet høresansen. Blodet pumper ud af armen, hvor hans hånd skulle have siddet, og langsomt forbløder han i græsset. Novellens synsvinkel er den døende drengs, og læseren er helt nede i græsset sammen med den lille dreng og kan – som han – ikke overskue situationen. Læseren kommer ind i historien, da drengen lige er blevet ramt og forvirret slår øjnene op. Og læseren må akkurat som drengen orientere sig og finde ud af, hvor den afrevne hånd kommer fra. Da dødens mørke lukker sig om drengen, slutter novellen. Uden formildende kommentarer lader Cecil Bødker læseren opleve de sidste minutter i et uskyldigt krigsoffers liv. Læseren er så tæt på ofret, som man kan komme, og drengens tvivl og angst bliver også læserens. Novellen er så brutal, så modbydelig og så virkelig, at alle krigsbilleder i tv til sammenligning synes fjerne og urealistiske. Måske skulle novellen sættes på en litterær kanon, som folketingspolitikere skulle læse, det ville måske få dem til at tøve en ekstra gang med at gå i krig.

Novellesamlingen Øjet fra 1961 er skrevet under koldkrigen og i skyggen af atombombens trussel om total udslettelse. Med denne baggrund er det ikke mærkværdigt, at Cecil Bødker kredser om temaer som katastrofer og angst. Flere af novellerne handler om altødelæggende naturkatastrofer – måske forårsaget af menneskene selv – og det er jo temaer, som er mere relevante end nogensinde. I Den yderste dag drejer det sig om en dal, der bliver oversvømmet. Vandet river mennesker, dyr og huse med sig, men en dreng og en ræv har reddet sig op på et stort træ, som flyder af sted i en strøm mellem oppustede lig. Og i novellen Sne begraves landskab og mennesker i sneen. Det ene skrækscenarium afløser det andet, og novellesamlingen slutter med titelnovellen Øjet, der er en lyrisk og salmeagtig tekst om apokalypsen. Øjet er måske et billede på forfatterinden selv og hendes position i samfundet. I novellen hedder det: ”Jeg er her ikke for at udlægge det skete, men for at bevare det, derfor spørg mig ikke om noget der ikke direkte angår det klare synsindtryk. Jeg er øjet.”

Øjet er Cecil Bødkers prosagennembrud, og for den bog fik hun velfortjent Kritikerprisen samme år. Novellernes sprog er intenst og kortfattet som i lyrik, men forfatterinden havde også udgivet tre digtsamlinger, før hun prøvede sig med prosaen. At det var romanen, som blev Cecil Bødkers store genre, er måske et tilfælde. I sin erindringsbog Farmors øre fortæller Cecil Bødker, at postbudet gav hende et nummer af forfatterforenings blad, skønt det ikke var stilet til hende, for hun var slet ikke medlem af foreningen. Men postbudet vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre af det adresseløse blad, så Cecil Bødker tog imod det. På bagsiden af bladet var der trykt en indbydelse til en nordisk børnebogskonkurrence. Cecil Bødker, der lige havde fået et romanmanuskript retur fra forlaget med et ”dur ikke”, bestemte sig for at deltage. Hun skrev om Silas og vandt konkurrencen. Siden hen er det blevet til 14 bind om drengen med den sorte hoppe.

Hjertelig tillykke til Cecil Bødker med de 90 år!

Dans

Gummi-orgie i algesuppe

Algen Pyrocystis fusiformis spiller hovedrollen i Tina Tarpgaards performance As I Collapse. I samarbejde med biologer og forskere på Teknologisk Institut har recoil performance group opdyrket Pyrocystis fusiformis alger i store mængder. Publikum får således en lille vandfyldt plasticpose med alger udleveret ved forestillingens begyndelse.

Hvordan kan man så se det mikroskopiske væsen? Jo, det særlige ved Pyrocystis fusiformis algen er, at den lyser, når den bliver bevæget, forstyrret eller på anden måde generet. Således kan publikum få den koniskformede alge til at lyse svagt ved at bevæge og ryste plasticposen. Også oppe på scenen er der alger plasticbeholdere, som performerne bevæger, hvorved de bittesmå væsner lyser op – og derved markerer og afgrænser den mørke scene.

Scenen er overrislet med vand, hvori der ligger plasticsække med vand indeni – og måske også alger. På disse vandfyldte sække ruller de gummiklædte performerne rundt og gnider sig op ad hinanden, som er det et orgie for gummifetichister. Men al den plastic i vandet påminder naturligvis også om de plastic-øer, der flyder rundt i verdenshavene som flydende lossepladser. Plasticen påminder om menneskets tankeløse natursvineri, der har store konsekvenser for dyrelivet – også det dyreliv vi ikke kan se med det blotte øje – og som i sidste ende har helt uoverskuelige konsekvenser for vores eget liv.

As I Collapse drejer sig også om skellet mellem synligt og usynligt, mikro og makro, menneske og mikrobe. Hele forarbejdet til forestillingen viser en intellektuel forsker-tilgang til emnet. Men hele projektet virker desværre lidt prætentiøst. Det er meget sympatisk at lave en performance-forestilling, som tager fat i tidens aktuelle og udfordrende problemer, ligeledes er det sympatisk at gå i dialog med naturvidenskaben. Den slags er der generelt alt for lidt af i kunsten. Udgangspunktet for værket er således godt, men det kommer der ikke automatisk en god og tankevækkende forestilling ud af. At se på fem gummiklædte mennesker der skvulper rundt i en algesuppe og senere forsøger at rejse sig og stå på to ben er ikke det mest interessante og spændende at bevidne. Snarere vækker dette syn barnet til live i tilskueren, og man får selv lyst til at iklæde sig gummidragt og plaske rundt i vandet på plasticsække. Det er imidlertid ikke den lyst man får, når man ser brugt plastic flyde rundt i havet, så der er en vis disharmoni mellem budskab og udtryk.

As I Collapse er første del af en planlagt forestillingstrilogi med recoil performance group. Om de kommende forestillinger i de næste par år også har optrædende Pyrocystis fusiformis er uvist, men efter deres optræden flytter algerne ind på det kommende naturvidenskabelige oplevelsescenter KRAFT i Vestjylland. Her skal algerne – efter åbningen i 2020 – fortsætte deres interaktion med mennesker i form af en permanent installation, som de besøgende kan opleve.

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

As I Collapse med recoil performance group. Foto: Søren Meisner

FAKTA
as I collapse
Dansehallerne, siden på turné i Danmark
Koreografi: Tina Tarpgaard
Performere: cecoil performance group bestående af Hilde I. Sandvold, Sam Denton, Nelly Zagora, Edward Lloyd og Joy Kammin
Alger: Pyrocystis fusiformis
Musik/forskning: Till Bovermann
Lysdesign: Minna Tiikkainen
Scenografi: Sille Dons Heltoft
Kostumer: Sandra Møller Svendsen & Leanne Nielsen
Dramaturgi: Inge Agnete Tarpgaard

Litteratur & film

I tider med aftagende lys

Den tyske roman I tider med aftagende lys handler om en russisk-østtysk slægt, der er meget tro mod kommunismen og det politiske system. Men et medlem af slægten flygter til Vesten, og efter murens fald – ender de alle i den kapitalistiske verden, som de i flere generationer indædt har bekæmpet.

Vi følger fire generationer og oplever de samme begivenheder gennem fire generationers øjne. For hver generation mærkes en mindre og mindre begejstring for kommunismen og styret i DDR. Lyset aftager, sådan som titlen signalerer.

Forfatteren Eugen Ruge er født i det vestlige Rusland, men flyttede til DDR, hvor han uddannede sig. I 1988 forlod han Østtyskland og tog til Vesten.

Hvis du er optaget af DDR, det delte Tyskland, kommunismens fald, så anbefaler jeg I tider med aftagende lys, der er udkommet på det gode forlag BATZER & CO

roman af Eugen Ruge

Foto: Batzer & Co