I rammens spændetrøje
Hvordan tilpasser man sig de givne rammer, som flertallet afstikker, men som vi alle skal indordne os under? Hvordan afkoder og fortolker man de gældende sociale koder? Hvordan kommer man indenfor? Og hvorfor havner man udenfor? Disse sociologiske spørgsmål handler forestillingen Rammer om.
Rammer er en fysisk, ordløs forestilling, som blander visuelt teater, akrobatik og moderne dans. På scenen er de tre performere Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og ikke mindst svenske John Simon Wiborn. Og så er der en meget medspillende scenografi, der roterer og viser tre forskellige rum. Den roterende scene fører performerne og publikum rundt i forskellige rum – snart i et offentligt eksteriør, snart inden for i private interiører.
John Simon Wiborn spiller en fremmed, som kommer til et nyt sted, hvor han ikke passer ind i de snævre rammer, men tumler retningsløst og forvirret rundt. Han er bogstaveligt talt afklædt og forstår ikke at agere, som det her forventes af ham. De to andre – manden og kvinden – iagttager ham mistroisk og nysgerrigt. De er overbærende med ham på en bedrevidende og nedladende måde og forsøger at lære ham de usynlige retningslinjer. De ved bedst og har ret, for de er i overtal. Lidt efter lidt lærer den fremmede dog at afkode de uskrevne regler, og han bliver som de andre, hvorefter han accepteres. Han finder sammen med kvinden, så nu er de to i overtal – og de udelukker den tredje mand. Og senere er de to mænd sammen i et fælleskab, og kvinden er udenfor. Sådan forskydes rammerne sig hele tiden i en verden, der er i konstant forandring.
Til sidst sprænger de tre performerne rammerne, de nedbryder helt konkret scenografiens rum, og først da synes de rigtigt parate til at møde hinanden uden fordomme og konventioner. De kan da starte på en frisk. Hvordan det så går, når de skal bygge nye rammer op, og der kommer flere andre til, er en hel anden fortælling. Men historien plejer jo at at gå i ring, præcist som den roterende scene.
Rammer er en underholdende og vellykket forestilling – omend rigelig lang. Der kunne godt skæres lidt her og der, for historien er så velfortalt af de performere, at vi forstår alt, uden at tingene behøver at blive gentaget og gjort overtydelige. Der er god kemi og samspil mellem de tre performere, hvor især John Simon Wiborn imponerer med sin danse-akrobatik. Flot er scenen, hvor Liv Mikaela Sanz hænger på et nonfigurativt maleri, hvor hun bliver båret af de to andres arme og ben, som stikker frem af lærredet. Hun gør det abstrakte motiv figurativt og identificerbart, sådan som forestillingen synliggør abstrakte normer og gør dem genkendelige.
Forestillingen er en co-produktion mellem teatret GLiMT (Tårnby), Limfjordsteatret (Nykøbing Mors) og Vendsyssel Teater (Hjørring). Den 11. januar 2017 var der premiere på Limfjordsteatret, og nu er forestillingen på turné rundt i landet.
Rammer
Viften, Rødovre
Koncept og iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen
Performere: Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og John Simon Wiborn
Dramaturg: Simon Boberg
Kunstnerisk sparring: Gitta Malling
Musik og lyd: Johan Segerberg
Scenograf: Kristian Knudsen
Lysdesign: Mogens Kjempff
Videodesign: Kim Fast Jensen
Kostumer: Lene Bek Nielsen
Turnéplan:
27/02 Teater Momentum kl. 20:00
28/02 Teater Momentum kl. 20:00
01/03 Vejleegnens Teaterforening kl. 19:30
02/03 Teamteatret kl. 19.30
Foto: Limfjordsteatret
Foto: Limfjordsteatret
