Dans

I rammens spændetrøje

Hvordan tilpasser man sig de givne rammer, som flertallet afstikker, men som vi alle skal indordne os under? Hvordan afkoder og fortolker man de gældende sociale koder? Hvordan kommer man indenfor? Og hvorfor havner man udenfor? Disse sociologiske spørgsmål handler forestillingen Rammer om.

Rammer er en fysisk, ordløs forestilling, som blander visuelt teater, akrobatik og moderne dans. På scenen er de tre performere Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og ikke mindst svenske John Simon Wiborn. Og så er der en meget medspillende scenografi, der roterer og viser tre forskellige rum. Den roterende scene fører performerne og publikum rundt i forskellige rum – snart i et offentligt eksteriør, snart inden for i private interiører.

John Simon Wiborn spiller en fremmed, som kommer til et nyt sted, hvor han ikke passer ind i de snævre rammer, men tumler retningsløst og forvirret rundt. Han er bogstaveligt talt afklædt og forstår ikke at agere, som det her forventes af ham. De to andre – manden og kvinden – iagttager ham mistroisk og nysgerrigt. De er overbærende med ham på en bedrevidende og nedladende måde og forsøger at lære ham de usynlige retningslinjer. De ved bedst og har ret, for de er i overtal. Lidt efter lidt lærer den fremmede dog at afkode de uskrevne regler, og han bliver som de andre, hvorefter han accepteres. Han finder sammen med kvinden, så nu er de to i overtal – og de udelukker den tredje mand. Og senere er de to mænd sammen i et fælleskab, og kvinden er udenfor. Sådan forskydes rammerne sig hele tiden i en verden, der er i konstant forandring.

Til sidst sprænger de tre performerne rammerne, de nedbryder helt konkret scenografiens rum, og først da synes de rigtigt parate til at møde hinanden uden fordomme og konventioner. De kan da starte på en frisk. Hvordan det så går, når de skal bygge nye rammer op, og der kommer flere andre til, er en hel anden fortælling. Men historien plejer jo at at gå i ring, præcist som den roterende scene.

Rammer er en underholdende og vellykket forestilling – omend rigelig lang. Der kunne godt skæres lidt her og der, for historien er så velfortalt af de performere, at vi forstår alt, uden at tingene behøver at blive gentaget og gjort overtydelige. Der er god kemi og samspil mellem de tre performere, hvor især John Simon Wiborn imponerer med sin danse-akrobatik. Flot er scenen, hvor Liv Mikaela Sanz hænger på et nonfigurativt maleri, hvor hun bliver båret af de to andres arme og ben, som stikker frem af lærredet. Hun gør det abstrakte motiv figurativt og identificerbart, sådan som forestillingen synliggør abstrakte normer og gør dem genkendelige.

Forestillingen er en co-produktion mellem teatret GLiMT (Tårnby), Limfjordsteatret (Nykøbing Mors) og Vendsyssel Teater (Hjørring). Den 11. januar 2017 var der premiere på Limfjordsteatret, og nu er forestillingen på turné rundt i landet.

Rammer
Viften, Rødovre
Koncept og iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen
Performere: Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og John Simon Wiborn
Dramaturg: Simon Boberg
Kunstnerisk sparring: Gitta Malling
Musik og lyd: Johan Segerberg
Scenograf: Kristian Knudsen
Lysdesign: Mogens Kjempff
Videodesign: Kim Fast Jensen
Kostumer: Lene Bek Nielsen

Turnéplan:
27/02 Teater Momentum kl. 20:00
28/02 Teater Momentum kl. 20:00
01/03 Vejleegnens Teaterforening kl. 19:30
02/03 Teamteatret kl. 19.30

performere i rammer

Foto: Limfjordsteatret

Rammer performance

Foto: Limfjordsteatret

Dans

En latterlig idiot

Det begynder med en uskyldig striptease og slutter med en omgang sensuel poledance i Trygve Wakenshaws gakkede og fuldstændigt absurde performance Kraken (2014). Performeren, mimeren og komikeren Trygve Wakenshaw fra New Zealand er på turné rundt i Danmark med sit hylende morsomme soloshow. Hvis man vil motionere lattermusklerne, bør man derfor straks indløse billet og opleve denne langbenede og hypermobile performer folde sig ud i de mest vanvittige mimiske scener.

“Tale er sølv, tavshed er guld” siger et gammelt ordsprog, og det synes fuldstændigt rigtigt og sandt, når det gælder Trygve Wakenshaws ordløse performance. På scenen er der bare performeren selv og en papkasse fyldt med imaginære ting, som får liv gennem Trygve Wakenshaws formidable mime. Han kan for eksempel fiske et imaginært æble op ad papkassen, tage en bid af det og placere det på hovedet af en publikummer for derefter at skyde til måls efter det. Og scenen bliver så levende, at man ikke et sekund savner synet af det røde æble.

Vi kommer vidt omkring i forestillingen takket være Trygve Wakenshaws vildt fabulerende og barnligt naive associationskæder. Vi oplever diverse sportsgrene, hvor især en boksescene er forrygende sjov. Når den uheldige boksekarakter skal skræve over bokseringens elastik, sætter det sig altid fast imellem benene på ham, som er det en ekstra modstander i den i forvejen hårde kamp. Fra sportsdisciplinerne kommer vi videre til underholdningsbranchen med tryllekunstnere og jonglører og videre ud i naturen og ser en dyreunge blive født og en skeløjet fugleunge få opgylpet mad af sin mor.

Publikum bliver også involveret Trygve Wakenshaws forestilling. Vi skaber rytmer, som han kan agere dansende pop-og rockstjerne til. Og de, som sidder på første række, får serveret imaginær mad af ham, som de skal tygge, eller de skal gætte, hvor han gemmer sine usynlige bolde. Andre er så heldige/uheldige at blive overdænget med lange kys, som børn der trøstes, når de har slået sig.

Er Kraken bare skæg og ballade? Ja, men i forestillingen anes der også en kritik af vores destruktive levevis, som ødelægger naturen omkring os. Når Trygve Wakenshaws karakter møder en enhjørning saver han straks det spidse horn af og myrder dyret med det. Og når han tømmer den ene sodavandsdåse efter den anden, maser han efterfølgende dåserne sammen og smider dem fra sig uden tanke for andre end sig selv – og sine egne behov her og nu. Han skærer også lunser at sit eget kød og steger det sagte over en sitrende ild. Trygve Wakenshaw fremstiller mennesket som en latterlig idiot, en selvkannibal der slet ikke tænker sig om eller perspektiverer. At vi mennesker saver den gren af, vi selv sidder på, er ikke blot dumt, men også absurd morsomt. Det mimer Trygve Wakenshaw uden rekvisitter og tale. Det er begavet gjort, men først og fremmest meget morsomt.

Kraken
Viften, Rødovre
Af og med Trygve Wakenshaw
Turnéplan:
21 Februar: Taastrup Theater, Taastrup
22 Februar: Grønnegades Kasernes Kulturcenter, Næstved
23 Februar: Baltoppen lIVE, Ballerup
24 Februar: Teater Momentum, Odense
25 Februar: Teater Katapult, Aarhus
28 Februar: Randers Egnstheater, Randers
1 Marts: Limfjordsteatret, Nykøbing Mors

Trygve Wakenshaw i danmark

Foto: YouTube/TheMelbComedyFest

Dans

Sexet og satirisk show

Musicalen Chicago – skrevet af John Kander og Fred Ebb – havde premiere i 1975, men er baseret på et skuespil fra 1926, så det er en gammel historie, men dens satire er stadig yderst aktuel. Historien handler om korruption i retssystemet og mediernes sensationshunger. De uskyldige udlændinge bliver hængt, mens de skyldige amerikanere bliver stjerner – godt hjulpet af medierne. Uhyggelig historie, som stadig er relevant.

Det ny Teater  serverer igen en topprofessionel forestilling, Og Julie Steincke brillerer i rollen som dobbeltmordersken Velma Kelly,  der til sidst bliver stjerne, selvom hun har to mord på samvittigheden.

Det Ny Teater - CHICAGO

Foto: Miklos Szabo

Det Ny Teater - CHICAGO.

Det Ny Teater – CHICAGO. Foto: Miklos Szabo

Julie Steinche på Det Ny Teater - CHICAGO.

Julie Steinche på Det Ny Teater – CHICAGO. Foto: Miklos Szabo

Litteratur & film

Onde Ånder

Jeg har læst flere af Fjodor Dostojevskijs romaner, men fatter dem simpelthen ikke. Senest faldt jeg for titlen Onde Ånder.

Ånder, der er onde, fandtes ikke kun i Dostojevskijs samtid, dem er der også mange af i vores tid, så jeg tænkte, at her var der en krog mellem mig og Dostojevskij. Men over 700 sider senere er jeg ikke blevet klogere.

Dostojevskij skriver om den åndelige forarmelse og nihilisme, der senere førte til Den Russiske Revolution. Onde Ånder er en russik dystopi på linje med den, vi oplever i dag i USA, så i den henseende er romanen en klassiker. Mere har jeg desværre ikke forstået, men jeg prøvede i det mindste på at blive lidt klogere og derved at forstå, hvordan amerikanerne kunne vælge en diktator til præsident. Men det er jeg altså også for dum til at forstå.

roman

Foto: Gyldendal

Læs mere om udgivelser hos Gyldendal

 

 

Dans

Wallmans – et lys i mørket

Når mørket og kulden er på sit højeste, og verden er mest foruroligende og uforståelig, så er det skønt med et par timers dejlig virkelighedsflugt med musik, sang, dans og en god bid mad.

Alt det tilbyder Wallmans i Cirkusbygningens meget smukke rammer. Virkelig gode artister og dygtige dansere står på scenen i år.

Hvis du søger lidt selvforkælelse, så anbefaler jeg Wallmans.

wallmans

Foto: John Resborn

duo-creative i Wallmans

Foto: John Resborn

Læs mere om Wallmans

Kunst

Humor af Hans-Peter Feldmann

Louisiana viser i øjeblikket en udstilling med Louise Bourgeois’ såkaldte “celler”. Normalt holder jeg meget af den franske kunstners installationer. Jeg bliver fanget af de historier, som man kan læse ind i disse mystiske “celler”. Men jeg synes altså ikke, at Louisiana har de rammer, der skal til for at vise de ret store installationer. Der er simpelthen alt for lavtloftet på Louisiana, og udstillingslokalerne bliver klaustrofobiske. Det er jo kun meningen, at “cellerne” skal være klaustrofobiske som fængsels- og munkeceller – ikke hele museet.

For et par år siden så jeg Louise Bourgeois’ “celler” i Haus der Kunst i München, her var der rum nok til Bourgeois’ pladskrævende værker.

Så passer den tyske kunstner Hans-Peter Feldmanns såkaldte modifikationer af ældre malerier bedre ind på Louisiana (i den gamle villa).

Hans-Peter Feldmann laver enkle og subtile modifikationer af gamle, højtidelige malerier, så de bliver sjove – vanvittig sjove faktisk. De muntre modifikationer får os naturligvis til at se på de bedagede motiver på en ny måde, de bliver opdateret, sat ind i en ny kontekst og fortæller en ny historie.

Feldmann portrætter

Foto: Louisiana

Værk af Hans-Peter Feldmann

Foto: Louisiana