Litteratur & film

Frøken Narvik

Thorstein Thomsens roman Frøken Narvik er blevet sammenlignet med en Chesterfield sofa, som man veltilpas kan synke ned i og nyde.

Roman er en lettilgængelig, letlæst og underholdende slægtsroman med norske Anne Kyllingestad som omdrejningspunkt. Hun bliver født i Narvik i 1921 og dør i Lyngby 1978.

Sideløbende med at romanen følger Anne og hendes familie i Norge, følger den også Christian, der vokser op syd for den dansk-tyske grænse som en del af det danske mindretal, men med nazistiske tendenser. Da Tyskland besætter Norge i 1940, kommer Christian til Norge som tysk soldat. I Narvik møder han Anne, og deres forbudte kærlighed udmønter sig i barnet Thomas-Christian. Christian sendes imidlertid videre og ender i en russisk Gulag.

Efter at være blevet klippet skaldet under Norges befrielse, vælger Anne at forlade Norge og slå sig ned i Danmark. Her griner man ad hendes efternavn Kyllingestad, og hun kalder sig derfor Frøken Narvik. Hun bliver gift igen, men så dukker Christian op, efter han er sluppet væk fra det sibiriske fængsel.

 

Læs selv videre i den underholdende roman Frøken Narvik, som er udkommet hos Rosinante.

roman udkommet hos Rosinante

Foto: Rosinante

 

Dans

Frostklare isprinsesser og troldkarle i saunaen

Snedronningen er et af H.C. Andersens mest elskede eventyr. Det er blevet tolket og misfortolket i mange forskellige kunstarter, blandt andet i Walt Disneys hidtil største kommercielle filmsucces Frozen. Også adskillige koreografer har taget det populære eventyr til sig, det gælder blandt andre Kenneth Greve, tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet, nu balletmester ved Den Finske Nationalballet. Han har skabt en hyggelig familieforestilling over det udødelige eventyr fra 1844. Siden premieren i 2012 har balletten spillet for fulde huse i Helsinki, og nu gæstedanser Den Finske Nationalballet med Snedronningen på Operaen i København.

Tuomas Kantelinens filmiske musik er indspillet på forhånd, og orkestergraven er lukket og inddraget til scene, for Erika Turunens storslåede scenografi kræver plads, masser af plads. Scenografien er som maleriske turistpostkort med motiver af det vinterlige finske landskab og den hvide, majestætiske hovedstad. Her er Helsinki svøbt i sne, en trolde-høj er indrettet som en dampende sauna og et frostklart is-slot står med lysende, sylespidse istapper. Det er imponerende flotte og eventyrlige kulisser. Også Erika Turunens kostumer er fine og fabulerende. Den iskolde snedronning har et funklende gevir i panden, mens hendes hekse synes at være iklædt rimfrost, og snefnug-prinsessernes tutu glimter som iskrystaller.

Skønt H.C. Andersens Snedronningen er en klassisk dannelseshistorie, er den også et kompliceret eventyr, der kan være svær at overføre til en scenisk forestilling, som børn kan følge med i. Det problem har Kenneth Greve løst ved at bruge en fortæller-figur, som også agerer Gerdas bedstemor, der læser godnathistorier for Gerda og hendes lille ven Kay. Den fortællende bedstemor gør det nemt for børn, at følge med i handlingen, men måske virker denne fortællerstemme som en lidt omstændelig mellemmand på det voksne publikum, som kender eventyret i forvejen.

Ud over den magiske scenografi er der i det hele taget gjort meget for at komme børnene i møde. Snedronningen fræser rundt på en segway, og det myldrer frem med mere eller mindre virkelighedstro dyr på scenen. Det vrimler også med børn, som de små publikummer kan identificere sig med. Her er blandt andre en uartig pige, der rækker tunge af alt og alle, og frække drenge der spytter kirsebærsten langt hen ad gaden. Endelig kan børnepublikummet også hjælpe Gerda med at optø Kays frosne hjerte. Det gør de ved at sidde og lyse med blinkende istapper-stave, som de får udleveret i pausen. Interaktion og involvering helt uden mobiltelefon, det er vel imponerende i 2017!

Kenneth Greve har som balletchef i Helsinki set det som sin store opgave at få børn i teatret inden 10-12-årsalderen. Undersøgelser viser nemlig, at hvis man lærer teatret at kende som barn, så kommer man også igen som voksen. Det er således et langsigtet mål, balletchefen i Helsinki har sat sig, men med sin børnevenlige udgave af Snedronningen er han vist allerede kommet langt.

Koreografien er lidt svingende, den er ikke altid lige spændende eller opfindsom. Bedst er snefnug-prinsessernes dejlige tåspidsdans på en lang, lige række og med arme, der hvirvler rundt som en fygende snestorm. Og herlig vild er troldenes stomp-dans, når de godt ophedet tramper ud af den underjordiske sauna. Frem for selv at fortælle en historie, bliver dansen sommetider mere en slags underholdende illustration til det eventyr, som bedstemoderen fortæller. Men måske er det bare vilkåret, når man skaber en moderne balletforestilling, der har hele familien som målgruppe.

Rigtigt dramatisk og følelsesfuld bliver Snedronningen ikke, men den har masser af børnevenlig feel-good stemning. Mest medrivende er den lille Gerda og den endnu mindre Kay, sødt og charmerende danset af Eva Mustonen og Rasmus Haavisto. Og til sidst kommer den fortællende bedstemor med et opdragende budskab til os alle: Man skal ikke dømme folk efter deres ydre, men efter deres indre! Med den morale kan vi alle lykkeligt forlade den eventyrlige verden og begive os ud i et samfund, som slet ikke tænker sådan. Men så er det jo godt, hvis børnene og vi andre kommer tilbage i teatret og får gentaget budskabet igen og igen, indtil vores hjerter tør lidt mere op.

isdronning og trold

Foto: DKT/ Mirka Kleemola og Sakari Viika

lappekonen is isdronningen

Foto: DKT/ Mirka Kleemola og Sakari Viika

isdronningen

Foto: DKT/ Mirka Kleemola og Sakari Viika

Snedronningen
Den Finske Nationalballet
Operaen, København
Koreografi: Kenneth Greve
Musik: Tuomas Kantelinen
Scenografi og kostumer: Erika Turunen
Lys- og videodesign: Mikki Kunttu

Dans

Streetdance – i bogstaveligste forstand

Aaron Taylor-Johnson spiller en af mest ubehagelige og psykopatiske skurke, jeg til dato har set på film, nemlig i Tom Fords mageløse Nocturnal Animals. 

Filmskurke plejer at blive sminket med ar og udstyret med rådne tænder eller et dødt øje, det er Aaron Taylor-Johnson ikke i Nocturnal Animals. Han spiller bare fremragende. Men han kan også være den bløde type og danse gennem gaderne:

Aaron Taylor Johnsson dancing

Foto: YouTube/K Tramell

 

Dans

En vals og en Gordisk knude

Dansk Danseteater er flyttet fra Dansehallerne på Carlsberg og ind på Takkelloftet, Operaens lille scene, hvor kompagniet åbner med dobbeltprogrammet Vals.

Titelværket Vals er skabt af den spanske koreograf Marcos Morau, der sætter fokus på genren vals. Selvom musikken er en collage af kendte valse lige fra Valse Triste af Sibelius over Strauss’ An der schönen blauen Donau til Dmitri Shostakovichs Vals Nr. 2, så er dansen ikke vals. Danserne tæller ikke 1-2-3, men kun 1-2. Marcos Morau har nemlig koreograferet et sci-fi-værk, der er udformet som en parafrase over valsen. Hvordan vil man tolke valse-genren om 1000 år, hvor genrens udførelse, historik og kontekst er glemt? Marcos Moraus bud på et svar på dette spørgsmål er en showdance, hvor danserne er iklædt interseksuelle sorte heldragter med glimtende smykkesten. Danserne skaber forskellige formationer og kropsskulpturer, og de danser en teatralsk og androgyn vogue-stil med modelagtige positurer samt kantede og stive bevægelser. Men desværre er lys-designet temmelig svagt og ensformigt, det snarere skjuler danserne, end fremhæver deres bevægelser. Marcos Moraus Vals er et festligt shownummer, som man ser det i danseshows – som for eksempel i Friedrichstadtpalast i Berlin. Fint og underholdende, men måske også lovlig hurtigt glemt.

Den amerikanske koreograf Stephen Shropshire rejser ikke frem i tiden, tværtimod drager han tilbage til 300 f.Kr. Tilbage til oldtidens Lilleasien, hvor der ifølge sagnet fandtes en vogn, som tilhørte kong Gordios. Vognstangen var fæstnet til vognen med en kompliceret knude, den såkaldte Gordiske knude. Sagnet fortæller også, at den, der kunne løse knuden, ville blive Asiens hersker. Det lykkedes ikke for nogen at løse knuden, men Alexander den Store huggede knuden over med sit sværd på sit felttog gennem Asien i 330’erne f.Kr. Den berømte knude er udgangspunkt for Stephen Shropshires værk Knot. Danserne nøjes ikke med knudrede bevægelser, men slår næsten knude på sig selv og ‘binder sig sammen’ med hinanden i komplicerede konstellationer. Af deres kroppe bygges også en vogn, som ruller over scenen. Dette tableau refererer naturligvis til sagnet om den Gordiske knude, ligesom dansernes gyldne masker henviser til Alexander den Stores hær og deres krigshjelme med visir. Sådanne maskeagtige krigshjelme bærer Alexander den Store i al fald på Jean-Simon Berthélemys kendte maleri, der afbilder sagnet. Stephen Shropshire iscenesætter ikke blot det klassiske sagn, for ham illustrerer knuden også de problemer, vi oplever i vores relationer til hinanden og i parforhold. Knuden er et symbol på noget, der står i vejen, præcist som de sorte sten, der står på scenen, og som danserne må flytte rundt på for at komme til. Endelig er knuden også en gåde, et religiøst mysterium. Der er således mange lag og tolkningsmuligheder i Stephen Shropshires koreografi, hvilket gør Knot til programmets mest interessante oplevelse.

Vals med dansk danseteater

Knot. Foto: Søren Meisner

vals_-_dansk_danseteater

Vals. Foto: Søren Meisner

FAKTA
VALS
Dansk Danseteater
Takkelloftet, Operaen
Koreografi: Marcos Morau og Stephen Shropshire
Musik:  Sibelius, Strauss, Dmitri Shostakovich og Chris O’Connor mfl.
Kostume design: Kenth Fredin
Lysdesign: Jacob Bjerregaard
Scenografi: Johan Kølkjær & Kasia Pol

Dans

Danseskole og digtertosserier

Dans2Go, konceptet er gammelkendt: et par danseværker til en overkommelig pris. Sidste sæson var der imidlertid ikke megen dans at komme efter i Dans2Go-programmet, idet den britiske koreograf Tilman O’Donnell sendte danserne ned i orkestergraven, hvor de sad og råbte i værket In Life & Love & So. Det er der heldigvis lavet om på i denne sæson, hvor tre værker fra tre forskellige århundreder er på Dans2Go-programmet.

Først ude er August Bournonvilles Konservatoriet – danseskolen (1849). Her er ingen tyl eller kilt. Danserne er ikke klædt i typiske folkloristiske Bournonville-kostumer men i moderne træningstøj. Her er altså ingen distraherende eller skjulende rober, hvorfor trin, spring og piruetter bliver ekstra tydelige. Og så synes den gamle mesters trinsprog pludseligt ikke spor gammelt, men ganske tidløst. ‘Bournonville natural’ er set før, men det er godt igen at blive påmindet om, at 1800-tallets dans slet ikke er gammeldags, uforståeligt og uvedkommende.

Fra det 19. århundrede springer vi videre til det 20. århundrede med Jerome Robbins og Other Dances (1976). Pudsigt nok synes Jerome Robbins trin og æstetik næsten ældre end Bournonvilles mere end 100 år ældre Konservatoriet – danseskolen. Men smukt danser de blåklædte J’aime Crandall og Gregory Dean i et blåt lys til klavermusik af Frédéric Chopin. Ferskt og køligt.

Og så ender programmet med en premiere. Den unge korpsdanser Oliver Starpov har koreograferet værket Beginning and Ending, der handler om en forfatter, som blander fantasi og virkelighed i en sådan grad, at han til sidst bliver sindssyg. Andreas Kaas, som i øjeblikket er på en sand stjernekurs, danser den forstyrrede forfatter, der lægger sig under et træ og lader sin fantasi løbe af med sig. Forfatterens muse synes at svæve bort på himlen ligesom Bournonvilles døde sylfide, mens hans selv forvilder sig mere og mere ind fantasiens snørklede irgange. Til sidst er hans jeg mangeldoblet, og han forsvinder så at sige ind i sig selv. Denne skizofreni bliver godt illustreret, da forfatteren klædt i hudfarvede boxershorts og med forbindinger på benene går i et med en gruppe af syv mandlige dansere, der er klædt på samme patientagtige måde. De syv mænd, der kan tolkes som forfatterens andre jeg’er, kaster rundt med den mere og mere forstyrrede digter, så han til sidst forsvinder ind i sindssygens skarpe, hvide lys.

Musikken er af Max Richter, den er ikke live, men alligevel dejlig storladen og svulstig på den lækre og medrivende måde. Af og til bliver bassen så høj, at den kan mærkes helt ned i maven, hvilket effektfuldt understreger sygdomsmotivet i Beginning and Ending. Nok er historien en anelse rodet i begyndelsen, men den tager efterhånden form og folder sig fint ud med særdeles spændende og imponerende løft, hvor kvinderne skruer sig akrobatisk omkring mændenes kroppe. Oliver Starpovs koreografi vil vi gerne se mere til i fremtiden. Dette er ikke en ‘ending’, men en yderst lovende ‘beginning’.

Konservatoriet – danseskolen

Konservatoriet – danseskolen. Foto: Det Kongelige Teater

Beginning and Ending

Beginning and Ending. Foto: Det Kongelige Teater

Beginning and Ending.

Beginning and Ending. Foto: Det Kongelige Teater

FAKTA

Dans2Go
Den Kongelige Ballet
Gammel Scene

Konservatoriet – danseskolen
Koreografi: August Bournonville
Musik: H.S. Paulli

Other Dances 
Koreografi: Jerome Robbins
Musik: Frédéric Chopin
Kostumer: Santo Loquasto
Lysdesign: Jennifer Tipton – genskabt af Thomas Bek Jensen

Beginning and Ending
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Max Richter
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

Kunst

Et musikalsk kinderæg fra Leonidas Kavakos

I går aftes modtog den græske violinist Leonidas Kavakos Léonie Sonnings musikpris 2017. Han kvitterede med en koncert, hvor han spillede tre violinkoncerter. Ja TRE violinkoncerter. Johan Sebastian Bach, Alban Berg og Brahms’ violinkoncerter på række. Mageløs bedrift.

Brahms’ violinkoncert har jeg hørt mange gange, men aldrig bedre end Leonidas Kavakos version i går aftes. Hør endelig Leonidas Kavakos næste gang, han gæster en koncerthus nær dig.

Leonidas Kavakos

Foto: YouTube