Dans

Dekorativ kulisse eller medspillende scenografi?

Den Kongelige Ballet har danset Giselle denne sæson. Det var en nyiscenesættelse af Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe – og med scenografi af Maja Ziska.

Forestillingen er blevet kritiseret for at være blottet for drama og for at have en kedelig og minimal scenografi, som derfor er blevet benævnt “turné-scenografi”.

Heri er jeg ikke enig. Jeg syntes, det var et højspændt drama, godt danset og spillet af Ida Praetorius og Andreas Kaas som Giselle og Albrecht. Og Maja Ziskas scenografi kunne jeg virkelig godt lide, fordi den ikke bare var en dekorativ kulisse, men en fortolkning af historien. Scenografien bidrog til at belyse problematikkerne og temaerne i det romantiske værk.

Romantikkens modsætningspar ‘natur og kultur’ belyste Maja Ziska blandt andet ved at hænge draperier op ude i den skov, hvor handlingen foregår. Natur og kultur smeltede sammen. Draperierne faldt ned og blev til vægge, som lukkede Giselle inde i et goldt rum – kun omgivet af kultur. Hun blev sindssyg og døde uden forbindelse til naturen.

Jeg kan lide, når scenografien så at sige spiller med og bidrager med betydning. Jeg kan lide, når scenografien ikke blot er en dekorativ ramme for forestillingens handling.

Et par uger efter jeg havde set Giselle i København så jeg også Giselle med Staatsballett Berlin i den tyske hovedstad. Det var en stor skuffelse. Teknisk og dramatisk var danserne slet ikke så gode som Ida Praetorius og Andreas Kaas. Peter Farmer havde lavet en scenografi, der var umådelig traditionel med masser af løvtætte træer og puttenuttede bjælkehuse. Altså en scenografi som overhovedet ikke bidrog med andet end at skabe en kulisse for dansen. Hvor kedeligt og gammeldags!

Tit er opsætningerne på de store europæiske scener bedre end i den lokale andedam, men altså ikke i dette tilfælde. Jeg håber i al fald på et gensyn med Giselle i næste sæson med Den Kongelige Ballet.

Læs min tekst om Giselle med Den Kongelige Ballet

Giselle Foto: Yan Revazov. Staatsballett Berlin

Foto: Yan Revazov. Staatsballett Berlin

Giselle med Staatsballett Berlin Foto: Yan Revazov. Staatsballett Berlin

Giselle Foto: Yan Revazov. Staatsballett Berlin

Dans

Tid for Nøddeknækkeren

Der danses Nøddeknækkeren over alt i verden i disse dage.

Et juleeventyr fra 1816 af E. T. A. Hoffmann blev i 1892 skrevet om til en ballet. Mændene bag denne forvandling var Marius Petipa og Pjotr Tjajkovskij. Siden uropførelsen i St. Petersburg i 1892 er balletten blevet genopført og nyfortolket utallige gange.

I Berlin danser Staatsballett Berlin Nacho Duatos fortolkning af juleklassikeren. Det er en helt  okay version, dog er Jérôme Kaplans scenografi ikke særlig eventyrlig, og den indeholder lige rigeligt med julestjerner. Jérôme Kaplan plejer ellers at skabe spændende scenografi, når han arbejder på Det Kongelige Teater.

DER NUSSKNACKER

Foto: Staatsballett Berlin / YouTube

Litteratur & film

Nonsens-litteratur

Jeg indrømmer det blankt, først nu har jeg læst Lewis Carrolls bog Alice i Eventyrland (1865). Nogle af de utallige filmatiseringer af romanen har jeg heller aldrig set.

Alice i Eventyrland er såkaldt nonsens-litteratur. Ja, det er en genre. Meningsløst ordgejl, så at sige, men med en samfundskritisk undertone, der er helt tidløs. Alice i Eventyrland er en  litterær decoupage, som ikke ligner meget andet, der er skrevet. Og egentlig er der ikke meget børnebog over værket.

Jeg kan meget vel forstå, at Alice i Eventyrland er litteraturhistorisk interessant. Men spændende at læse synes jeg godt nok ikke, den er, og havde jeg hørt den oplæst som barn, ville jeg ikke have fattet en bjælde.

Nej, jeg skal ikke læse efterfølgeren Bag spejlet, første del var nok nonsens for mig.

alice-eventyrland

Foto: Forlaget Carlsen

Kunst

Ugens kunstauktioner

I ugen der gik, var der to auktioner, der blev omtalt i den danske presse. Edvard Munchs Pigerne på broen, som blev solgt hos Sotheby’ for 56,5 millioner dollar. Og et par dage efter blev en ikonisk Marilyn Monroe-kjole solgt på Julien’s Auctions i Los Angeles for 4,8 millioner dollar.

Men i dagene mellem disse to auktioner var der også en kunstauktion på Stockholms Auktionsverk, der er danskejet, men denne auktion har jeg ikke set nævnt i den danske presse. Det var ellers en auktion med værker fra IngaBritt & Arne Lundberg Collection med  moderne kunstnere som Frantisek Kupka, Raoul Dufy, René Magritte, Victor Vasarely og Wassily Kandinsky.

Wassily Kandinskys værk Kreis u. Fleck (1929) solgtes for 28,8 mio. kroner. Hammerslaget er det højeste i Skandinaviens auktionshistorie.

Frantisek Kupkas værk L’envolée solgtes for18,9 mio. kroner, der er den næsthøjeste salgspris på et Kupka-værk.

At pressen ikke omtaler salget af denne unikke kunstsamling eller nævner Skandinaviens højeste hammerslag nogensinde, kan undre…..

Læs mere om auktionen

Kreis u. Fleck’ malet i 1929

Værket “Kreis u. Fleck” . Foto: Lauritz.com

Dans

The One – i Friedrichstadt-Palast

Jean Paul Gaultier har skabt kostumerne til dette års show i Friedrichstadt-Palast i Berlin, men det er det desværre ikke blevet bedre af. Et flot og underholdende åbningsnummer med referencer til de sidste 30 års popkultur, enkelt andre gode numre og så ellers en masse ligegyldigheder uden megen brug af den avancerede scene. Der er ærgerligt nok ikke meget showtime i forestillingen The One.

Friedrichstadt-Palast show The One

Foto: Sven Darmer

artisteri i Friedrichstadt-Palast

Foto: Sven Darmer

artister i Friedrichstadt-Palast

Foto: Sven Darmer

 

Litteratur & film

Mussolini-kanalen

Vinderne af en krig skriver også historien om krigen, mens taberne tier.

Men i romanen Mussolini-kanalen skriver Antonio Pennacchi de italienske fascisters historie. Tabernes historie.

Hos den fattige fæstebondefamilie Peruzzi begynder fascismen med en brand i en halmstak. Peruzzi-familien tager hævn over de ukendte gerningsmænd ved at stikke ild på den socialistiske fagbevægelses kontor.

Efter dengang brændte de ikke flere af vores halmstakke. Til gengæld begyndte vi at brænde arbejdskamre ned alle vegne. Nu havde vi lært håndværket. Dagen efter besluttede alle mine onkler at anskaffe sig hver sin sorte skjorte“.

Familien Peruzzi har dermed taget fascismen til sig. I 1932 emigrerer familien Peruzzi sammen med 30.000 andre til Agro Pontino, der er et stort sump-område lidt syd for Rom. Her i dette myggebefængte sumpområde vil Mussolini opnå det, som de romerske kejsere, Napoleon og mange flere ikke formåede, nemlig at anlægge landbrug. Og her møder familien flere gange Il Duce, der har et godt øje til fortællerens bedstemoder.

Mussolini og hans fascisme har jeg aldrig rigtig forstået, men med Antonio Pennacchis fabulerende roman Mussolini-kanalen har jeg endelig forstået lidt af den komplicerede italienske historie.