Dans

Giselle – mellem natur og kultur

Romantikkens store maler Caspar David Friedrich møder romantikkens store koreografer Jean Coralli og Jules Perrot. Det sker i Den Kongelige Ballets nyopsætning af balletklassikeren Giselle, som Jean Coralli og Jules Perrot skabte til Pariseroperaen i 1841. Forestillingens scenograf Maja Ziska er nemlig inspireret af tyske Caspar David Friedrich og hans motivverden med de dramatiske og besjælede landskaber.

Caspar David Friedrich malede knudrede træer med krogede grene, som han ofte brugte som et sindbillede på det komplicerede og til tider forkrøblede menneskesind. Disse skæve og knudrede træer vokser også frem i Maja Ziskas flotte scenografi, der hele tiden skifter karakter og bevæger sig fra det lyse til det dystre i Åsa Frankenbergs effektfulde lyssætning. Hermed afspejler natursceneriet Giselle og Albrechts følelser, i takt med at den skæbnesvangre handling skrider frem.

Romantikkens centrale modsætningspar ‘natur og kultur’, den tanke at mennesket er et dobbeltvæsen med rødder i naturen, men samtidig med en udviklet kultur, fremgår tydeligt af scenografien. At naturen invaderer kulturen, ses, når de krogede trækroner også dækker huse, døre og vinduer. Det omvendte sker midt ude i de vilde naturscenarier, hvor der mystisk nok hænger gyldne draperier. Natur og kultur smelter så at sige sammen. Og til allersidst i første akt, hvor Giselle bliver sindssyg, falder draperierne ned og bliver til vægge, der lukker Giselle inde i en gold og syg verden uden forbindelse til naturen. Uden naturen, som også tæller hendes seksuelle drifter i forholdet til Albrecht, kan hun ikke leve og hun udånder. De faldende draperier er ikke blot umådeligt smukke og effektfulde på scenen, de illustrerer også på genial vis hele romantikkens verdensopfattelse og menneskesyn.

Ida Praetorius og Andreas Kaas danser Giselle og Albrecht, og hvor de to unge dansere dog klæder hinanden. De kan med deres store dramatiske talenter fortælle den ulykkelige kærlighedshistorie, så man sidder helt yderst på stolen med en stor klump i halsen og med tårer i øjenkrogen. Vi tror på den højspændte, men også temmelig langt-ude kærlighedshistorie, når de to danser. Andreas Kaas kan se så fortvivlet og ulykkelig ud, som om al Weltschmerz bor i hans hjerte. Og Ida Praetorius kan forvandle sig fra en skrøbelig, forelsket pige til en hjerteknust kvinde med vanviddet lysende ud af øjnene. Det som Ida Praetorius og Andreas Kaas skabte sammen på scenen til premieren var ren teatermagi.

Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, som står bag den nye iscenesættelse af Giselle, fortæller historien enkelt og ligetil. Godt hjulpet er de naturligvis af Adolph Adams dragende musik med de melankolske ledemotiver. Man behøver således ingen handlingsreferat for at forstå den hjerteskærende kærlighedshistorie. I hvert fald ikke når Ida Praetorius og Andreas Kaas danser hovedpartierne og formidler hele det menneskelige følelsesregister med deres kroppe.

Den Kongelige Ballets nyfortolkning af romantikkens danseklassiker Giselle med de levende-døde nymfer passer betydeligt bedre til den forestående allehelgen end den intetsigende amerikanske halloween, som har invaderet vores kultur. Betydeligt smukkere og mere vedkommende er Giselle i al fald.

De levende døde willier i Giselle

De levende døde wilier. Foto: Det Kongelige Teater

Hilarion blandt uforsonlige wilier

Albrecht blandt uforsonlige wilier. Foto: Det Kongelige Teater

Hilarion blandt wilier

Hilarion blandt wilier. Foto: Det Kongelige Teater

Ida Praetorius og Andreas Kaas som Giselle og Albrecht.

Ida Praetorius og Andreas Kaas som Giselle og Albrecht. Foto: Det Kongelige Teater

FAKTA
Giselle
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Jean Coralli og Jules Perrot
Musik: Adolph Adam
Scenografi: Maja Ziska
Kostumer: Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg

Litteratur & film

Arabisk vemod

Poetiske passager og en flimrende historie, som om handlingen er set gennem sydens bagende middagssol. Sådan er Abdellah Taïas roman Arabisk Vemod (på dansk 2016). Marrokanske Abdellah Taïa, der bor og arbejder i Frankrig, skriver selvbiografisk om sit liv i sine to hjemlande.

Bogen er opdelt i fire dele. I første del er Abdellah Taïa en 12-årig dreng, der chikaneres af en   en drengebande, men han bliver reddet af muezzinens kald til bøn, og dermed får den islamiske tro en markant position i hans liv – også da han flytter til Paris. Men han oplever  også andre trossamfund og bliver forundret over, at mennesker med en anden tro end ham selv er venlige mod ham og hjælper ham. Han oplever kort sagt den mangfoldige verden.

Roman er lidt for fragmentarisk og flimrende til min smag, fordi personerne aldrig kommer til at leve i dette strømmende flimmer. Personer og handling flyder forbi uden rigtigt at fæste sig på nethinden.

Tredje del, der foregår i Kairo, er bedst. Med få linjer portrætterer Abdellah Taïa to bipersoner, der viser ham venlighed og forståelse, skønt de har det betydeligt værre end ham selv. Dels en jødisk kvinde, der hjælper ham, efter at han er kollapset på gaden i millionbyen. Dels en ung sort mand fra det centrale Afrika. I Cairo bliver han overfaldet og chikaneret på grund af sin hudfarve og sin kristne religion. Hans forældre er blevet halshugget af muslimske fundamentalister, og han er sammen med sin bror flygtet fra sit land. Nu har han et slavearbejde på et hotel, men er overbevist om, at hans frelser, Kristus, vil hjælpe ham til Australien. Sådanne møder ville jeg gerne have læst flere af i Arabisk Vemod, for verden er jo mangfoldig og fyldt med tilfældige samt overraskende møder.

Arabisk vemod af Abdellah Taïa

Roman af Abdellah Taïa

 

Dans

Seksualoplysning på scenen

Hvad Albert Einstein var for fysikken, var den tyske læge Magnus Hirschfeld (1868-1935) for seksualforskningen. Allerede i 1919 var han medstifter af Institut für Sexualwissenschaft i Berlin – det første af sin art. Desuden etablerede han verdens første LGBT-organisation, og han udførte historiens første kønsskifteoperation. Det var den danske billedkunstner Einar Wegener, der blev til Lili Elbe under Magnus Hirschfelds kniv. Historien om denne banebrydende operation er skildret i filmen The Danish Girl.

Magnus Hirschfeld er måske ikke så kendt som sin landsmand Einstein, men han spiller en hovedrolle i seksualforskningens historie. En hovedrolle har han også i Pete Livingstones velkomponerede musikalske performance The Einstein of sex.

Trods sit sympatiske motto: Per Scientiam ad Justitiam(at skabe retfærdighed gennem videnskab) faldt Magnus Hirschfelds videnskabelige arbejde ikke altid i god jord. Han blev kaldt “et beskidt gammelt svin” og blev gennembanket tre år i rad, da han forelæste i München. Den jødiske Magnus Hirschfeld fandt ikke heteroseksualitet bedst og rigtigst, men kategoriserede 64 mulige former for seksuel orientering. Med en så normafvigende forskning var han natuligvis ilde set af samtidens nationalsocialister og han måtte flygte til Frankrig. Fra sit eksil erfarede han, hvordan hans klinik blev raseret af nazisterne og hans forskningsbibliotek afbrændt.  Derfor ligner scenen også et bombekrat, når forestillingen slutter, og publikum har fået historien om den banebrydende videnskabsmand.

The Einstein of sex er oplysningsteater med masser af informationer og historiske fakta – og dermed helt ideel som lærerig skoleforestilling. Men The Einstein of sex er ikke nogen tung dokumentar-performance, for de mange oplysninger er serveret med humor, sang, musik og koreografiske elementer.

Tematisk handler The Einstein of sex om frihed og kærlighed, men sandelig også om de kræfter, der kæmper imod dette. I Magnus Hirschfelds samtid var hans modstandere nationalsocialisterne, mens nutidens opponenter mod hans videnskab er en bred skare af toneangivende personer og deres tilhængere. Når Nina Kareis i rollen som Magnus Hirschfeld blandt andre citerer Putin, afrikanske præsidenter, islamiske imamer og danske højrefløjspolitikere, ja så demonstreres det tydeligt, at kun lidt har forandret sig i de næsten 100 år, der er gået, siden Magnus Hirschfeld begyndte sin forskning. Og når de øvrige performere syngende gentager de hadske udtalelser, illustrerer det, hvor let og hurtigt et diskriminerende udsagn skaber ekko, spredes og slår rod hos andre. Og snart bliver de fornærmende udtalelser udbasuneret af et råbekor, som var ordene befalinger fra en udøvende magt. Det er både uhyggeligt og ubehageligt. The Einstein of sex er desværre en yderst aktuel forestilling og derfor også meget nødvendigt teater.

Forestilling på Viften

Foto: Livingstones Kabinet

Einstein of sex

Foto: Livingstones Kabinet

The Einstein of sex
Livingstones Kabinet
Viften, Rødovre (på turné i Danmark)
Iscenesættelse: Nina Kareis
Komponist: Pete Livingstone
Forfatter: Pete Livingstone
Scenografi: Dorte Holbek
Koreografi: Adelaide Bentzon
Lyddesign: Erik Christoffersen
Performere: Amia Miang, Pete Livingstone, Nina Kareis, Ole Håndsbæk Christensen, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Molly Kareis Livingstone

Dans

Et dansende farvel

Et dansende farvel

Den Kongelige Ballets stampublikum fik en allersidste dans med solodanser Gudrun Bojesen, som nu har passeret de 40 år og er gået på pension. Et dansende farvel blev det med en afskedsforestilling, der begyndte veloplagt med August Bournonvilles humoristiske bagatel Jockeydans, hvor Gudrun Bojesen selv dansede sammen med sin mangeårige kollega Gitte Lindstrøm. To letbenede jockeyer der skrydende forsøgte at overgå hinanden i rappe trin. Men ærgerligt nok var orkestergraven tom, og der blev danset til båndmusik. Desværre fortsatte festaftenen med mere båndsalat i form af en lang række filmklip fra Gudrun Bojesens lange og meget varierede karriere. Filmklippene var af yderst dårlig videokvalitet og egnede sig slet ikke til visning på storskærm. Disse uskarpe filmklip med kommentarer fra hovedpersonen selv og et par af hendes tidligere kollegaer varede det meste af første akt. Kan vi ikke blive enige om, at film skal ses i biografen og ikke på et teater, hvor der i øvrigt vrimler med levende dansere, der gerne vil på scenen? Det ville være fint, hvis dette filmmateriale lå tilgængeligt på Det Kongelige Teaters hjemmeside, for uinteressant var det ikke, men det passede altså ikke til en festlig afskedsforestilling, hvor en af de helt store danske ballerinaer skulle fejres.

Lidt live-dans var der dog til sidst i første akt, hvor Gudrun Bojesen sammen med Ulrik Birkkjær dansede en pas de deux fra John Neumeiers Kameliadamen. En rolle som Gudrun Bojesen dansede med stor succes sent i sin karriere. Og heldigvis var der også lige plads til Bournonvilles Blomsterfesten i Genzano danset af Ida Pretorius og Andreas Kaas. Kompagniets nye unge par, som forsætter, der hvor Gudrun Bojesen og hendes dansepartner Thomas Lund stoppede. Godt at se næste generation på sådan en afskedsaften.

Meget mere dans var der lykkeligvis i anden akt, der begyndte med den meget morsomme Kvæker-dans fra Vincenzo Galeottis ballet Amors og Balletmesterens Luner. Gudrun Bojesen og Thomas Lund dansede denne enkle træskodans, som ikke er kendt for sine svære trin, men med masser af mimik og lun almue-komik. Aftenens humoristiske højdepunkt.

Gudrun Bojesen er kendt for fortolkninger af Bournonville, så på programmet var også en pas de deux fra Sylfiden, som hun dansede med Thomas Lund. Og fra hendes iscenesættelse af Bournonvilles La Ventana dansede Alba Nadal, Gregory Dean og nyudnævnte solodanser Kizzy Matiakis ligeledes et lille uddrag.

Partiet som Giselle har Gudrun Bojesen danset flere gange, og snart genopsættes denne højromantiske ballet igen på Det Kongelige Teater. De tre par, der skal danse Giselle og Albrecht i den kommende opsætning, dansede et fint lille uddrag fra denne klassiker. I det hele taget har Gudrun Bojesen i sin flotte karriere danset mange tragiske kvinderoller i de store klassiske balletter. Men hun har også været meget optaget af den mere moderne dans af koreografer som for eksempel Jiří Kylián og Sidi Larbi Cherkaoui, der begge sendte hende søde videohilsner.

Udover Bournonville-partierne vil jeg personligt huske Gudrun Bojesen fra hendes eminente præstation i Sidi Larbi Cherkaouis vidunderlige værk L’Homme de Bois (2007). Her skabte hun med sin elegante hænder og arme de mærkeligste og smukkeste organiske bevægelser. Det var som om hun kniplede usynlige mønstre i luften. Hvor ville det have været skønt at gense netop dette nytænkende værk på en aften som denne. Eller bare se lidt moderne trin, når nu Gudrun Bojesen også beherskede denne genre så fint. Faktisk var Gudrun Bojesen så glad for samarbejdet med Sidi Larbi Cherkaoui at hun tog med ham til La Scala i Milano, hvor han lavede forestillingen Rhinguldet med Daniel Barenboim på dirigentpodiet.

Men lidt moderne blev det heldigvis til allersidst, da saxofonist Benjamin Koppel gik på scenen og spillede jazzede toner for Gudrun Bojesen, der i øvrigt selv er en dygtig saxofonist. Og så kom hendes mandlige kollegaer på scenen med røde roser til hende. Et rørende farvel til en af Den Kongelige Ballets helt store profiler. Tak for dansen, Gudrun Bojesen.

Gudrun Bojesen i Silk & Knife.

Gudrun Bojesen i Silk & Knife. Foto: Per Morten Abrahamsen

Gudrun Bojesen i La Bayadere.

Gudrun Bojesen i La Bayadere. Foto: Costin Radu

FAKTA
Gudrun Bojesens aften – Afskedsforestilling
Det Kongelige Teater
Den Kongelige Ballet

Litteratur & film

Udødelighedens eliksir

Jeg trodsede diverse dårlige anmeldelser, for jeg måtte læse den over 600 sider lange roman Udødelighedens eliksir, fordi den foregår i de tre byer, som har betydet mest for mig: Lissabon, Budapest og Wien.

I slægtskrøniken, der udkom på dansk i 2013, følger vi den jødiske slægt Spinoza. Den barnløse Ari Spinoza ligger for døden af kræft i Oslo, men inden han dør, vil han skrive sin slægts historie. Hans fortælling bliver ‘udødelighedens eliksir’.

Slægtshistorien begynder i Lissabon i 1100-tallet, hvor Baruch Spinoza bliver livlæge for den portugisiske konge. På kongeslottet fremstiller han en udødelighedseliksir, som alle stræber efter og vil dræbe for. Siden hen når historien frem til Budapest og Wien, men jeg var lige ved at give op på vejen dertil. Det var opremsning på opremsning, uden at figurerne kom til at leve. Farverig handling med fuld fart, men fuldstændigt intetsigende.

Jeg giver litteraturanmelderne ret: Norske Gabi Gleichmanns roman er triviallitteratur, som ikke giver forfatteren litterær udødelighed.

Udødelighedens eleksir

Foto: Lindhardt og Ringhof

Dans

Kizzy Matiakis udnævnt til solodanser

Der blev skrevet historie i Den Kongelige Ballet lørdag aften. Efter Kizzy Matiakis premiere som svaneprinsesse i Svanesøen udnævnte Balletmester Nikolaj Hübbe den 35-årige danserinde til solodanser – den højeste titel en balletdanser kan nå. Det er første gang i den Kongelige Ballets historie, at en danserinde er blevet udnævnt til solodanser kun fem år før pensionsalderen på 40 år.
Nikolaj Hübbes ord til den nye solodanserinde:

”Aftenens stjerne er en stor kunstner, der favner bredt og har en uforfærdet nysgerrighed på klassisk såvel som på moderne ballet. En voksen, øm, forfinet, dramatisk og vidunderlig skrå danser. Disse evner gør denne kunstner til talsmand m/k for hvad talent, passion og dét at gå nye veje kan bringe med sig. Vedkommende giver på den måde fremtidshåb og er en nutidig rollemodel – en personificering af balletkulturen af i dag. En moderne klassisk ballerina som hun ser ud i 2016 i Den Kongelige Ballet. Det er mig en usigelig glæde at udnævne Kizzy Matiakis til kongelig solodanserinde!”

Kizzy Matiakis

Foto: Det Kongelige Teater