Arkitektur & design

Træd ind i Yvonnes dagligstue

Må jeg være fri! Ti stille! Det er for galt. Jeg finder mig ikke i det! Det er det samme hver gang. Det er det samme hver eneste gang. Man har en plan – en genial plan! – og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater!

I dag åbnede Nordisk Film et Olsen Banden-univers på Mosedalvej i Valby, hvor de legendariske film blev optaget for næsten 50 år siden.

I det nye Olsen Banden-univers på Mosedalvej kan man blandt andet besøge Yvonnes dagligstue, Kriminalkommissær Jensens kontor og Dynamit-Harrys affældige skur i Københavns gamle Sydhavn.

Jeg var ikke med til åbningen af dette Olsen Banden-univers, men det står absolut på min to-do-liste. Jeg har nemlig læst mig til, at “de besøgende kommer helt tæt på Bennys gule sokker, Yvonnes farverige kjoler, Egons bowlerhat, Kjelds jordemodertaske, Franz Jäger-pengeskabet, bandemedlemmernes synkroniserede ure, den røde kuffert, ”dimsen” Benny bruger til at dirke alverdens låse op med og mange flere originale klenodier. 

Besøgende vil blive ført gennem universet af særlige Olsen Banden-guider, som undervejs vil fortælle tonsvis af anekdoter og røverhistorier fra de mange, muntre optagelsesdage i 6o’erne, 70’erne og 80’erne og berette om idéerne bag de forskellige plots, karaktererne, filmenes formidling af den danske folkesjæl og Olsen Bandens store betydning for dansk film. Det er endda muligt at sætte sig i Kjeld og Yvonnes orange sofa, tage billeder med Bøffen og leve sig fuldstændig ind i Olsen Bandens verden af geniale planer, mislykkede kup og evigt venskab”.

Olsen Banden

Foto: Jess Bang

Arkitektur & design

Svinkløv Badehotel ligger i aske

Danmarks største træbygning, det smukke Svinkløv Badehotel, brændte ned til grunden i nat. Ak!

Jeg håber, askedyngen bliver en Fugl Føniks, for et nyt betonbyggeri vil ikke pynte på den smukke plet i Nordjylland.

Svinkløv Badehotel

Sommerdag på Svinkløv Badehotel

Svinkløv Badehotel

Svinkløv Badehotels kendte gavl

Svinkløv Badehotel

Svinkløv Badehotel var en idyl i træ

Svinkløv Badehotel

Svinkløv Badehotel i al sin pragt før det gik op i røg

 

 

 

Litteratur & film

SKAM

Der er blevet så tomt i mit liv, siden jeg blev færdig med at se den norske tv-serie SKAM. Jeg venter spændt på, at NRK uploader tredje sæson af serien.

Jeg er SLET IKKE målgruppen, men jeg er fanget af den universelle historie, det moderne filmsprog og det eminente skuespil. Det er verdensklasse.

skam

Foto: YouTube/NRK

Se den på NRK

Dans

Ude på de vilde vover

En svindler forklædt som præst, en fordrukken børsspekulant, to falske kinesere, en falleret enke, en pekingeser, lykkejægere, pigeglade sømænd, letlevende damer, og en blindpassager er blot nogen af karaktererne i Cole Porters musical Anything Goes. Det brogede persongalleri, som er samlet ombord på en luksusliner, er et mikrokosmos. Og turen går fra New York i den nye og moderne verden til London i den gamle.

Anything Goes (1934) er en absurd farce, en glad og underholdende forvekslingskomedie, sådan som vi kender det fra 30’ernes Hollywood-film. De brølende 20’ere med børskrakket på Wall Street i 1929 er afløst af en tid med depression, hvor en underholdende virkelighedflugt er efterspurgt. Men hvornår har lidt eskapisme ikke været dejligt befriende? Det er det sandelig også nu, og Det Ny Teater leverer varen med en sprudlende opsætning af musicalklassikeren.

Handlingen er helt gak gak og umulig at referere, men den er også aldeles underordnet, det er showet med sang, musik og dans, som det drejer sig om. Men der gemmer sig – trods alt – også lidt alvor og satire bag de utallige forklædningerne og den gale komik.

Musicalen blev uropført på Broadway et år efter, at spiritusforbuddet i USA blev ophævet. Nu var der pludselig frit valg på alle barens hylder. Flaskerne skulle tømmes, og det bliver de i den grad af en børsspekulant, som ved et tilfælde bliver milliardær midt i sine alkoholtåger. Med sådanne absurde tilstande på børsen er det ikke underligt, at verdensøkonomien sejler.

Der bliver også gjort tykt grin med kendisdyrkelsen. Mens fattige og ukendte blindpassagerer bures inde nede i skibets maskinrum, som var de farlige forbrydere, hylder kaptajnen de berømte og berygtede gangstere, der også er ombord. I hvilken retning styrer skibet og samfundet egentlig, når manden ved roret sætter sådan en kurs? Den lalleglade, amoralske og smådumme kaptajn spillet af Michael Lindvad leder tankerne hen på Donald Trump og hans populisme. Her tænker ingen på morgendagen, det er kun nuet, festen, de luftige ideer og lette penge, der tæller.

Men der bliver også lavet sjov med de modsatrettede strøminger. Datidens moralske vogtere Oxford Group og den spirende Moral Re-Armament får et gevaldigt hug i en fængende entre med gospel og dans. Den vovede sang Blow, Gabriel, Blow handler mere om sex end ærkeenglen Gabriel, og den viser, at 30’erne absolut ikke var sippede, men temmelig frivole og dekadente. Pyt så med at den danske oversættelse Blæs, Gabriel, Blæs ikke har helt samme kække tone, for dansen er heftig og svedig, og man har bare lyst til at være en del af denne orgiastiske hengivelse til eros. Det er den letlevende cabaretsangerinde Reno Sweeney, fremragende spillet og sunget af Cathrine Rommedahl, der fremfører denne sexede gospel, og hun bakkes op af en perlerække af dygtige dansere, hvoraf mange er svenske.

Sexet dans er der også, når man-eater Erma Latour går i redningsbåden med en flok sømænd. Rikke Hvidbjerg er fuldstændig eminent som den letlevende blondine, der synger Skatter, pas på (Buddie Beware). Sømændene passer dog ikke på, de er nemme at lokke og alt ender med gyngende hofter i hvidt matrostøj og en bølgende barm i minimal kjole. Det er plat, men meget morsomt. Også Preben Kristensen og Carsten Svendsen bidrager til de gakkede løjer som henholdsvis gangster med maskingevær i violinkassen og aristokratisk englænder, der udlever sin fantasi som sigøjner.

Endelig er der også det overdådige titelnummer Anything Goes, hvor fødderne går som trommestikker. Silas Holst er i front i dette tempofyldte og charmerende stepnummer. Han synger og danser flot i rollen som lykkejægeren Billy Crocker, der søger den amerikanske drøm. Bill Deamers koreografi er festlig og medrivende, og så gør det ingenting, at musikken synes lidt bedaget.

Scenografien er imponerende flot og indrettet på en drejescene. Snart er vi oppe på dækket snart nede i de luksuriøse kahytter eller helt nede i maskinrummet.  Scenograf Paul Farnsworth arbejder i blå og hvide farver garneret med lidt guld og skaber dermed illusionen om en indbydende 1. klasses luksusliner. Som resten af Anything goes er scenografien en forrygende fest.

Gå endelig ombord på Det ny Teater. Redningsvest behøves ikke, for det her er Hollywood, og der er garanteret happy-end med massebryllup.

Anything Goes. sømænd med pige

Anything Goes. Foto: Miklos Szabo

Erma Latour i Anything Goes

Foto: Miklos Szabo

Anything Goes

Anything Goes. Foto: Miklos Szabo

Fakta
Anything goes
Det Ny Teater
Musik og sangtekster: Cole Porter
Koreografi: Bill Deamer
Scenografi: Paul Farnsworth
Lysdesign Jason Taylor
Oversættelse af dialog og sangtekster: Karen Hoffmann og Jesper Malmose

Litteratur & film

Japanske postordrebrude til USA

I sin roman Og vi kom over havet (på dansk 2014) giver den amerikanske forfatter Julie Otsuka stemme til de japanske postordrebrude, der omkring år 1920 rejste fra Japan til USA. Her ventede der ingen amerkansk drøm, men hårdt slid, rascisme og undertrykkelse. De japanske mænd i USA, som har inviteret pigerne over havet, har sendt dem gamle fotografier af sig selv, så der venter ikke de forventningsfulde piger en jævnaldrende mand. De umage par får dog børn alligevel. Men da børnene bliver store, oplever forældrene, at børnene lægger afstand til dem og deres kultur. Børnene giver sig selv amerikanske navne og tillægger sig amerikanske manerer.

Da japanerne angriber Pearl Harbor i 1941, bliver alle japanere i USA anset for at være fjender eller endda spioner, og de bliver interneret – også børnene der er født i USA. Japanerne forsvinder lige så ubemærket, som de kom til USA.

Det helt særlige ved Og vi kom over havet er den fortællersynsvinkel, som Julie Otsuka bruger. Hun benytter et “vi” som fortællestemme. I en opremsende stil fortæller hun de japanske kvinders historie centreret om forskellige temaer. Om de unge kvinders forventninger til deres kommende ægtemænd hedder det: ”På skibet spurgte vi tit os selv: Ville vi kunne lide dem? Ville vi elske dem? Ville vi genkende dem fra fotografierne, når vi så dem på kajen?

I sidste kapitel skifter fortællestemmen dog. Stadig er det et fortællende “vi”, men nu er det amerikanerne, som fortæller om de forsvundne japanere.

Den opremsende stil og det kollektive “vi” kan godt virke lidt køligt, distancerende og fremmedgørende. Men meget interessant og spændende er stilen. Den synes umulig, men den fungerer – i al fald på de knap 200 sider, som romanen fylder.

roman fra forlaget hr-ferdinand

Foto: Forlaget Hr. Ferdinand

Dans

En kulsort Svanesø

Klassiske eventyr med arketypiske tematikker er altid spændende og interessesante at opleve på en dansescene. Men når det handler om balletternes ballet Svanesøen, som det faste balletpublikum har set og oplevet mange gange med flere forskellige kompagnier, er det nu befriende med en opdatering og en ny slutning på historien. Marius Petipa og Lev Ivanovs udødelige værk fra slutningen af 1800-tallet findes i forskellige udgaver – oftest med en ulykkelig slutning, hvor prinsen detroniseres af skurken Rothbart, eller en lykkelig, hvori prinsen overvinder sin modstander og sluttelig får svaneprinsessen. Silja Schandorf og Nikolaj Hübbe har i deres fortolkning af balletten opfundet en ny og anderledes slutning, som i den grad opdaterer det gamle eventyr og gør det moderne og yderst vedkommende. En slutning der hverken er lykkelig eller rigtig ulykkelig, men temmelig dyster og kulsort som den dybeste sø.

Både det gode og det onde er til stede lige fra begyndelsen på slottet. Her danser den glade hofnar sammen med den konspiratoriske Rothbart. De spejler hinanden som yin og yang og repræsenterer de lyse og mørke sider i Prins Siegfried. Alban Lendorf danser prinsen med denne dualisme i sit sind. Ingen kan se, at Alban Lendorf længe har været væk fra scenen grundet en skade. Han er flyvende, og hans piruetter er sande tornadoer. Han er tilbage på toppen. Liam Redhead danser den veloplagte nar, der sammen med balletbørnene skaber en sprudlende fest på slottet. Sebastian Haynes, der lige før repremieren på Svanesøen blev udnævnt som solist, danser den dæmoniske Rothbart. Hans uhyggelige danseportræt af Rothbart viser, at udnævnelsen er mere end velfortjent.

I krogene på slottet hvisker og tisker Rothbarts sortklædte klike, de har gang i noget skummelt. De lægger deres hænder på den uskyldige og naive Prins Siegfrieds skuldre og tvinger ham i knæ. Dette er ikke et uskyldigt ritual, som symboliserer Prins Siegfrieds overgang til voksenlivet, men er snarere en introduktion til den sorte skole. Her cementeres kampen mellem det gode og det onde, og her begynder også Prins Siegfrieds deroute.

Rothbart er manden, der bringer armbrøsten til Prins Siegfried og viser ham vej ud til skovsøen. Her danser J’aime Crandall svaneprinsessen Odette, som betager Prins Siegfried, Han bruger ikke sit våben mod hende, men forelsker sig i hende og dog kommer han alligevel til at svigte sit løfte til hende ved det store slotsbal. Odette tilgiver sin troløse tilbeder, der er blevet grundigt narret af Rothbarts snedige datter, Odile. Så langt så godt er alt, som det plejer i Svanesøen, men det kommer ikke til nogen kamp på liv og død mellem Prins Siegfried og Rothbart. Prins Siegfried opgiver kampen og resignerer. Han tager den sorte kappe på sine skuldre og tager imod Odiles hånd. Han er blevet en af Rothbarts klike. Hvis han vil leve, være prins og have magt og status, så koster det. Og han betaler med sin godhed og uskyld. Det mørke og onde vinder sammen med griskheden.

Det er en sort og trøstesløs slutning. Ikke blot vinder det onde over det gode, men det gode bliver også ondt. Hvilket håb er der så tilbage? Slutningen er stærk, fordi den siger meget om indretningen og magtfordelingen i vores moderne verden. Det er næsten genialt, at få det gamle eventyr til at være så nutidigt, vedkommende og samfundskritisk.

Til dette dystre drama har Mia Stensgaards skabt nogle overdådige kostumer, der er en fabulerende parafrase over renæssancens mode. Kostumerne prydes af mange fjer, som både understreger svane-tematikken og ligeledes påpeger balancen mellem det dyriske og det menneskelige.

Og den finske lyskunstner Mikki Kunttu har skabt en futuristisk scenografi af lys og arkitektoniske moduler, der er en abstraktion over svanevinger, og som illuderer alt fra skov til slot. Når Mikki Kunttus skulpturelle moduler bevæger sig, bliver publikum nærmest suget ind scenografien, som var det Fritz Langs dystopiske film Metrópolis (1927) i 3D. Mikki Kunttus dramatiske og effektfulde lyssætning leder også tankerne hen på renæssancemalernes guddommelige lys i deres religiøse motiver. Hans overjordiske og eventyrlige lys svøber sig smukt om danserne, og det klæder i den grad Pjotr Tjajkovskijs storladne og dejligt svulstige musik.

scenografi i svanesøen

Foto: Det Kongelige Teater

pas-de-quatre

Foto: Det Kongelige Teater

rothbart

Foto: Det Kongelige Teater

FAKTA
Svanesøen
Operaen
Den Kongelige Ballet
Koreografi Silja Schandorf og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi, lys og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard