Dans

Askepot på Pantomimeteatret

Meget charmerende balleteventyr på Pantomimeteatret i Tivoli.

En af tidens hotteste koreografer, Yuri Possokhov, har koreograferet de vidunderlige trin og sjove bevægelser, mens Oh Land (Nanna Øland Fabricius) har komponeret den dejlige musik. Og så har Hendes Majestæt Dronning Margrethe II kreeret scenografi og kostumer med pang-farver. Resultatet er en henrivende moderne ballet over det gamle eventyr om Askepot.

Balletforestillingen på Pantomimeteatret i Tivoli kan varmt anbefales, den spiller jævnligt frem til september.

Askepot på pantomimeteateret

 

Litteratur & film

Kirsebærlandet

Romanen Altes Land af tyske Dörte Hansen har længe ligget på den tyske bestsellerliste, nu er bogen endelig udkommet på dansk under titlen Kirsebærlandet.

Romanen handler om, hvordan alting gentager sig i forskellige tider.  Efter Anden Verdenskrig flygter pigen Vera og hendes mor fra Østpreussen til området ”Altes Land” i nærheden af Hamborg. Her vokser Vera op på en gammel gård, som hun egentlig ikke kan lide, men tiden går, og hun bliver boende, selvom moren forlader hende. Da Vera er en ældre dame, kommer hendes niece ud på gården og slår sig ned. Hun er på flugt fra storbyen og et forlist ægteskab.

Dörte Hansens roman har en melankolsk tone, men er også morsom. Kirsebærlandet minder mig om Per Petterson og Gerbrand Bakkers romaner.

Jeg anbefaler Kirsebærlandet.

roman af Dörte Hansen

Kirsebærlandet er udkommet hos Rosinante & Co

Kunst

I Hammershøis stuer

Endnu en udstilling med Hammershøi?

Ja, Ordrupgaard viser en udstilling med Hammershøi, men ikke en som alle de andre. Udstillingen Hjemme hos Hammershøi viser rummene et for et i Hammershøis lejlighed, sådan som han malede dem igen og igen.

Hammershøi havde intet atelier, men arbejdede hjemme i  lejligheden i Strandgade 30. Lejlighedens lys, linjer og interiør var motivet og inspirationen. Igen og igen skildrede han vinduerne og de hvide døre, ligesom stole, borde og den rygvendte hustru Ida optræder. Konstant flytter han rundt på møblementet for at skabe variation i stuerne og finde balance mellem flader og rum.

Beskueren bliver ikke inviteret ind i kunstnerens hverdag. Tværtimod, de forfinede gråtoner fremmaner gådefulde rum, hvor ensomheden og tomheden hersker. Tiden står stille, og en anden, næsten uvirkelig verden, åbner sig for os. Noget eksistentielt er på spil, mens de forenklede, geometriske strukturer peger frem mod modernismen.

værk på ordrupgaard

Foto: Ordrupgaard

Udstillingen vises frem til den 7. august på  Ordrupgaard – og jeg anbefaler den.

Litteratur & film

Oldævl

Læsning er et venskab, skriver Marcel Proust. Jeg blev ikke venner med Madeline Millers prisbelønnede roman Achilleus’ sang, Jeg ville lære lidt om oldtidens myter, som jeg aldrig rigtigt har fået styr på og jeg tænkte, at fiktion måske var vejen til at indhente lidt viden på. Det var det ikke.

Romanen handler om Patroklos, en prins som bliver landsforvist til kongeriget Phthia, fordi han er kommet til at slå en anden dreng ihjel. I Phthia møder han Achilleus, søn af kong Peleus. Achilleus er alt det, som Patroklos ikke er: stærk og modig. De bliver venner, vokser op og så en dag bliver de kaldt i krig mod Troja. Gab….

Dans

Spidermænd på kirkegården

I 12 dage har teaterfestival CPH STAGE fyldt Københavns store og små scener, parker og andre offentlige steder med alle mulige former for eksperimenterende scenekunst, og festivalen sluttede med uddelingen af teaterprisen Årets Reumert. Her gik prisen for bedste danseforestilling/performance til  Lige om lidt bliver alting meget sjovere med Teater Momentum i Odense. Kun en danser var indstillet til en Reumert-pris. I kategorien årets kvindelige hovedrolle var kongelig balletdanser Ida Praetorius nomineret for sin rolle som Julie i John Neumeiers ballet Romeo og Julie Det Kongelige Teater, men prisen gik i stedet til en skuespiller.

Enkelte forestillinger i teaterfestivalen har været gratis, for eksempel har Folketeatret i samarbejde med teatergruppen Shakes præsenteret forestillingen Elskovs Gækkeri af Shakespeare i Ørstedparken. Shakes er kendt for deres tempofyldte og anderledes Shakespeare-fortolkninger målrettet unge. Ideen med at lave lettilgængeligt gadeteater ud af Shakespeares dramaer kommer fra Joseph Papp, som er hovedmanden bag New York Shakespeare Festival i Central Park. Nok bærer de fire skuespillere i Elskovs Gækkeri blå parykker og spiller festglade unge med tømmermænd, men det bliver dramaet ikke mere nutidigt og forståeligt af. Dramatiker Kasper Hoff får desværre ikke levendegjort Shakespeares Elskovs Gækkeri, som derimod er blevet helt uforståeligt, uvedkommende og ikke mindst umorsom. Men heldigvis kan man så liste væk fra sin plads på græsplænen, før forestillingen er slut og gå hjem og tænde for fjernsynet, hvor den kulturelle tv-kanal DR-K også har sendt teaterforestillinger i anledning af teaterfestivalen.

Svensk input har der også været på CPH STAGE, som har haft besøg af performance-kompagniet Bombina Bombast fra Malmö. I det lille, nedslidte Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Sydhavnen går instruktør Stefan Stanisic på scenen og beklager, at kompagniet ikke kan spille forestillingen, fordi ‘superhero’ er et beskyttet varemærke, og Disney, som ejer copyrighten, har nedlagt forbud mod at spille den planlagte performance. Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører på en scene. De tre unge performere Julie Lindvik, Olof Mårtensson og Jerk Ohlson Westing ignorerer da også det skriftelige forbud, som de river i stykker. Fulde af gå-på-mod indtager de den beskedne scene, hvor de smider deres joggingdragter og afslører deres Spiderman-kostumer indenunder.

Værket There goes my Local Hero handler om fiktionens superhelte, men nok så meget om opsætningen af en forestilling med dertilhørende udefrakommende benspænd og interne uenigheder performerne imellem. Og netop det sidstnævnte meta-lag er det mest interessante, fordi det har tydelige paralleller til alle former for samarbejde, som publikum genkender. Frustrationer over en kollegas manglende lydhørhed og samarbejdsvilje, som virkeligt kan irritere én på arbejdspladsen, ender her med blodig vold og død. Når selv den underholdende superhero-dans, som gentages flere gange i løbet af forestillingen, ikke kan forene de optrædende, så må selv en Spiderman-klædt performer opgive den kollegiale venlighed og forståelse og ty til afstumpet vold.

Forestillingens meget firkantede holdninger omkring superheros og forargelsen over at Hollywood har taget patent på navnet – for dernæst at tilbede disse fiktive helte som guder – er lidt svært at forholde sig til. Hvad er problemet? Lad dog Hollywood, som har opfundet disse stereotype figurer, beholde dem. Hvad skal vi med dem? Åbenhed og humanisme er vel et bedre værn mod ondskab og dumhed end et Hollywood-brand?

De tre performere gør det godt, der er god kemi og energi mellem dem, dog må Jerk Ohlson Westings præstation fremhæves. Hans diktion, timing, mimik og morsomme kropssprog er suverænt, han bærer den temmeligt tyndbenede historie hjem. Jerk Ohlson Westing er en sand, svensk superhelt på scenen.

Sydhavn teater med Bombina Bombast

There Goes My Local Hero. Foto: Bombina Bombast

FAKTA
There goes my Local Hero
Sydhavn Teater, Østre Kapel
Gæstespil med Bombina Bombast
Koncept: Emma Bexell & Stefan Stanisic
Instruktion: Stefan Stanisic
Skrevet af: Emma Bexell
Performere: Julie Lindvik, Olof Mårtensson og Jerk Ohlson Westin

Dans

Fra et liv med dans

Erik Aschengreen skriver så let og humoristisk, at man bare sluger hans erindringsessays Fra et liv med dans (2016), som var de en spændingsroman.

Fra Erik Aschengreen var helt lille har han været tiltrukket af dansen og teatrets verden. Det hele begyndte foran Tivolis Pantomimeteater, hvor han forelskede sig i teatrets magi. Som niårig løb han rundt i 1940’ernes København og samlede på autografer. Og han stod uden for teatrene eller opsøgte kunstnerne privat for at få deres signatur. Siden doktorerede han i dans og har efterhånden skrevet en lang række indsigtsfulde bøger om dans.

I Fra et liv med dans fortæller Erik Aschengreen om teatre, han har besøgt, og dansere, koreografer og scenografer, som han har mødt. Meget interessant læsning.

Fra et liv med dans er udkommet hos Gyldendal

Fra et liv med dans er udkommet hos Gyldendal