Litteratur & film

Salka Valka

Jeg har læst Halldor Laxness for første gang, men nok ikke sidste. For den islandske forfatter skriver meget morsomt – endda om noget så trist og sørgeligt som fattigdom og nød.

Bøgerne om pigen Salka Valka, der vokser op i den afsides og fattige fiskerby Osøre, er meget underholdende. Her er ingen sødladen sentimentalitet, men masser sort humor. Modsat alle andre piger går Salka Valka i bukser, og hun stritter på alle måder imod normaliteten og konventionerne. Det eneste lyspunkt i Salka Valkas barndom er drengen Arnaldur, der lærer hende at læse og skrive. I ham får hun sin eneste ven og forstår hans hemmelige drømme om et andet liv langt væk fra Osøre.

I anden del er Salka Valka voksen og kan gøre brug af sin læsning og skrivning. Hun er stadig en rebel og forsøger at organisere arbejderne. Andet bind er dog mindre morsom og mere ideologisk og politisk. Første bind er langt det bedste i min optik.

islandsk roman

Foto: Gyldendal

 

Dans

Filmisk dans

Da koreografen Kim Brandstrup som ung studerede filmvidenskab – blandt andet sammen med Lars von Trier – tog han danseundervisning ved siden af universitetsstudierne. For Kim Brandstrup har altid tænkt de to kunstarter, film og dans, sammen. Han er meget optaget af stumfilm og film lavet af de filminstruktører, som var begyndt med stumfilm og derfor i deres senere lydfilm primært var visuelle. I disse film er det billederne, rytmen og kropssproget, som afslører, hvad de fiktive personer tænker og føler, præcis som i dansen. Alfred Hitchcock er en af de instruktører, som inspirerer Kim Brandstrup, og værket Rystet spejl begynder da også med de uhyggeligt skærende lyde fra den legendariske brusekabine-scene i Hitchcocks gyserfilm Psycho.

Rystet spejl er mere en performance eller en levende installation på et kunstmuseum end en danseforestilling. Eller måske har Kim Brandstrup opfundet en helt ny genre? En filmisk danse-performance? Foran scenen hænger et transparent tæppe, der er som et filmlærred eller et rystet spejlbillede. Op på dette tæppe projekteres de digte, som forestillingen bygger på. Om Søren Ulrik Thomsens digteriske ord overhovedet er nødvendige for forståelsen af forestillingen, er spørgsmålet. Og er det egentlig muligt at forstå komplekse lyriske passager i løbet af de få sekunder, de vises på tæppet? Det slørende tæppe skaber i al fald en vældig distance til danserne og de ting, der sker oppe på scenen. Og når scenen også er indhyllet i et tåget lys, der både refererer til krimi- og gyserfilm samt drømmesyn, så er der rigeligt med distancerende elementer mellem publikum og handlingen på scenen. Kun i en meget lille del af forestillingen er dette afstandsskabende tæppe fjernet, og det er en befrielse at se scenen og opleve den interessante og dybsindige forestilling uden filter.

Scenograf Bente Lykke Møller har kreeret en drejescene med grå interiører og eksteriører. På filmisk vis bevæger forestillingen sig fra det ene rum til det andet uden pause. Når Kim Brandstrup lader en danser være alene på denne roterende scene, er det ligesom når filminstruktøren bruger close-up: så sker der noget vigtigt. Og det gør der, når karakterdanseren Lis Jeppesen er alene på scenen. Hun kan med få bevægelser, ligesom digtet kan med få ord, fortælle en hel historie. Hun er blandt andet en munter 1960’er-husmor, der muntert gør rent til transistorradioens musik og hun er en dement gamle kone, der ulykkeligt farer vild mellem en gruppe stole. Lis Jeppesen kan være alene på scenen og samtidig fylde den fuldstændigt ud.

De skærende lyde fra Psycho, som begynder forestillingen, udvikles og gentages i Hans Abrahamsen moderne kompositions musik, som bliver temmelig ensformig i længden. Lidt variation med noget mere melodisk musik ville have ændret lidt på den konstante mareridtstemning, som præger værket. Befriende er det til allersidst, når musikken endelig bliver imødekommende og blid. Da hænger Tobias Praetorius som en engel i en stålwire, mens han svævende danser med Christina Michanek, der står på scenen. Et smukt og forsonende endeligt.

dansere i Rystet spejl

Rystet spejl. Foto: Det Kongelige Teater

Rystet spejl med dansere

Rystet spejl. Foto: Det Kongelige Teater

FAKTA
Rystet spejl
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Koreografi: Kim Brandstrup
Musik: Hans Abrahamsen
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Jean Kalman
Videodesign: Leo Warner
Lyddesign: Ian Dearden
Digte: Søren Ulrik Thomsen

Kunst

Eventyr i Rundetårn

Du kan lige nå den fine udstilling i Rundetårn med værker af Svend Otto S, som vises til og med den 29 maj.

Svend Otto S var kunstnernavnet for Svend Otto Sørensen. Den 2. juni 2016 er det 100 år siden, at han blev født. For mange børn, deres forældre og bedsteforældre er Svend Otto S’s illustrationer til H.C. Andersens eventyr en elsket og integreret del af deres billedverden. Svend Otto S illustrerede ikke blot eventyr af H.C. Andersen, Grimm, Asbjørnsen og Moe, men også skønlitterære klassikere for voksne så som Charles Dickens, Halldor Laxness, Herman Bang, Thomas Mann, Nevil Shute og Franz Kafka.

Når Svend Otto S en sjælden gang holdt fri, rejste han ud i verden for at opsøge de mennesketyper og miljøer, han skulle tegne, eller han kørte ud i skoven og tegnede forblæste hegn og gamle krogede træer. De havde også en historie at fortælle. Det virkelige og det eventyrlige fulgtes ad.

Træer af Svend Otto S

Træer af Svend Otto S

Norske trolde tegnet af Svend Otto S

Norske trolde tegnet af Svend Otto S

En dum kæmpe og en smart lille fyr tegnet af Svend Otto S

En dum kæmpe og en smart lille fyr tegnet af Svend Otto S

Udsigten fra Rundetårn er jo også et lille eventyr.

Besøg Rundetårn

Litteratur & film

Patrick Melrose romanerne

Mens andre sluger Edward St. Aubyn tre små selvbiografiske romaner Glem det, Dårligt nyt og En smule håb, har jeg tygget mig lidt langsommere igennem dem.

Vi følger forfatterens alter ego Patrick Melrose i tre episoder af hans liv:

Første bind: En skæbnesvanger sommerdag hvor han fem år gammel bliver misbrugt af sin far i familiens sommerhus i Frankrig.

Andet bind: Et par dage hvor han som 22-årig narkoman er i New York for at hente sin afdøde fars urne.

Tredje bind: Til en fest i London hvor han som 30-årig forsøger at tilgive sin far.

Første bind susede jeg også igennem og var totalt fanget af overklassens snobberi, hykleri, spytslikkeri og kynisme. Men i andet bind begyndte det at gå langsommere for mig, fordi jeg blev så træt af hovedpersonens evige jagt efter et fix og i tredje bind blev det hele bare lidt for meget overklasse-cirkus.

roman

Bøgerne er samlet i et værk og udkommet på Gads Forlag

 

Dans

Gratier på banegården

Ballerinaer fra La Scala øver sig på den enorme og meget smukke banegård i Milano: Hvilket drømmesyn!

La scala på banegården

Foto: Jorge Paiva

ballerinaer og soldater

Foto: Jorge Paiva

Teatro alla Scala

Dans

Kassetænkning

At erfare og erkende, at vi mennesker egentlig ligner hinanden utroligt meget og lever uhyggeligt ens, hører ligesom med til det at blive voksen. Og sådan som vi selv rubricerer og sætter andre mennesker i bås for bedre at kunne overskue og rumme verden, sådan bliver vi også selv puttet ned i en kasse med en forsimplet etiket. Oprøret og kampen mod denne kassetænkning og tingsliggørelsen af individet er en af ungdommens hjertesager.

Tilbage i 1962 skrev den amerikanske singer-songwriter Malvina Reynolds sangen Little Boxes, hvori hun ironiserer over forstædernes parcelhuse, som ligner hinanden til forveksling. Det samme gør husenes beboere, der laver fuldstændigt de samme ting, mens børnene vokser op og bliver præcist som deres forældre. Malvina Reynolds sang blev i 2005 titelsangen i den amerikanske komedie-serie Weeds, og sangen indgår også i forestillingen Boxes, som spiller på Østre Gasværk Teater. Her er 22 amatørdansere i alderen 14-22 på scenen i koreografi af Nelson Rodriques Smidt, der tidligere har danset hos Dansk Danseteater. De unge dansere bor i Danmark, men har rødder i forskellige kulturer. At være ung betyder dog det samme, uanset om man kommer fra Danmark, Syrien eller Eritrea. Det drejer sig om drømme, forelskelse, mobning, forvirring, løsrivelse, at føle sig udenfor og andre centrale temaer i teenager-tiden og ungdomslivet. Emnerne illustreres på en tom scenen i en meget enkel koreografi, som måske nok passer til dansernes niveau, men også savner lidt ungdommeligt vildskab. Spændende vildskab har til gengæld musikken af Sophus August Tuxen, som sammen med tre dygtige musikere stjæler al opmærksomhed med sin medrivende og flotte kompositioner.

Til sidst står alle de unge mennesker på rækker og geled i deres denim-tøj og laver de samme, let mekaniske bevægelser. Selvom drengen, der synger sangen Little Boxes, forsøger at skabe uorden og kaos i gruppen lykkes det ikke. At være som alle de andre er måske det mest trygge og ønskværdige, når det kommer til stykket?

Danseprojektet og hele ideen bag det er naturligvis fin. Det er et rigtigt godt initiativ, fordi de unge mødes, udveksler oplevelser, får udvidet deres horisont, prøvet kræfter med kunsten og får erfaring med at stå på en scene. Forestillingen er naturligvis også interessant at se for de unges familier, venner og skolekammerater, og den er sikkert også brugbar som skoleforestilling for jævnaldrende. Men at vise projekt-forestillingen på et teater for almindelige betalende teatergængere er nok lige i overkanten. Det lugter lidt af X factor-udsendelser og andre såkaldte talentshows, hvor alle amatører skal være stjerner for en aften. At være et helt almindeligt ungt menneske og danse for og med sine venner er vel nok i sig selv?

koreografi af Nelson Rodrigues Smith

Foto: Nelson Rodrigues Smith

FAKTA
Boxes
Østre Gasværk Teater
Koreografi: Nelson Rodriques Smidt
Komponist: Sophus August Tuxen
Kostumer: Maja Brix
Værket er en del af Projekt DanseDrømme
Spiller 23. – 30. maj 2016