Litteratur & film

Krig og komik

12 æg til en bryllupskage er omdrejningspunktet i David Benioffs roman Tyvenes by. Vi er i Leningrad under Anden Verdenskrig. Byen er belejret af tyskerne, vinteren er hård, og der er ingen mad at få. Indbyggerne forsøger at overleve i en alle-mod-alle-kamp. Alle dyr er for længst spist, og nu æder menneskene hinanden.

To unge mænd, Lev og Kolja, mødes i en mørk fængselscelle. Begge er dømt til døden, men de kan redde livet, hvis de i løbet af få dage kan skaffe et dusin æg til en bryllupskage, som en betydningsfuld oberst skal have bagt til sin datters bryllup. De 12 æg skal Lev og Kolja finde uden for byen – ude blandt den tyske fjende.

Et venskab opstår mellem de to meget forskellige mænd. De er unge, modige og overmodige, men deres liv hænger jo allerede i tynd tråd, så de har intet at miste.

Forfatteren hævder, det er hans bedstefars historie, han skriver, men den er vist lidt for eventyrlig til at være sand. Tyvenes by er både barsk og morsom. Krig og komik går hånd i hånd. Måske er det ikke en realistisk og sandfærdig roman, men livsbekræftende er den – trods død og smerte.

tyvenes_by_

Foto: Politikens Forlag

Arkitektur & design

Guds grønne natur

Romantikkens panteisme får en bredere betydning med denne natur-kirke, som er udtænkt af en forretningsmand på New Zealand.

naturkirke

Foto: Treelocations YouTube

Dans

Filosofisk dans

I den ret så filosofiske danseforestilling Short Time Together sætter tre koreografer, alle med tilknytning til Nederlands Dans Theater, fokus på tiden og nuet. I The Death That Best Preserves fortæller slovakiske Natalia Horecna om en 94 år gammel kvinde, der ligger for døden. I absurde, drømmeagtige tableauer – som kunne være hentet direkte ud af en Roy Andersson-film, ser den gamle forvirrede dame, danset af Kizzy Matiakis, tilbage på sit lange liv. Hun genser sit yngre jeg, sin mand og sine forældre, måske endda også sit eget undfangelses-øjeblik. Dette tilbageskuende syn danses til en lydcollage af musik og lyde fra næsten 100 års historie. Marcin Kupiñski danser Døden, der elegant og velklædt stiger op fra orkestergraven for at hente den gamle kvinde. I en overdimensioneret legevogn trækker han den døende rundt på scenen, hvor hun tager afsked med livet, men det er ikke et trist farvel. I sin afsked med livet og nuet fører den gamle dame øjeblikket/nuet tilbage til et før-nu, så der opstår et nyt nu. Hendes død bliver næsten som en illustration af Søren Kierkegaards gentagelsesdialektik. Det lyder måske tørt, men Natalia Horecna er ikke blot filosofisk, hun er også meget humoristisk koreograf. Sjove er Dødens tre hjælpere danset af Matteo Di Loreto, Tim Matiakis og Charles Andersen, de er en slags hofnarrer, som dukker op over alt og kommenterer begivenhederne med frivole og obskønne bevægelser. Og totalt uimodståelig og gakket er Oliver Marcus Starpov som en stor bi, der summer rundt på jagt efter blomster og kærlighed. Det finder han i en bunke rosenblade, og efter sit sexorgie med bladene falder han saligt og udmattet om, hvorefter Døden også slæber af sted med ham. Natalia Horecnas slægtskab med Jiří Kylián er tydelig, også hun dyrker barokke og teatralske optrin, hvor tid og rum ophæves. The Death That Best Preserves er et meget underholdende værk, hvor dans, performance og filosofi mødes, og skønne billeder opstår.

Israelske Idan Sharabi forsøger også at være filosofisk, men på en mere overfladisk måde, som vi kender fra de sociale medier. Værket Know er en slags stream of consciousness, hvor intet er fundet for småt eller for let. Alt i nuet er med. Danserne står ude blandt publikum og taler med deres venner, før de går på scenen, hvor de poserer og vrider sig, som om de er ved at tage en selfie eller en mobilfilm med sig selv som hovedperson. Se mig, hør mig, følg mig! Alt hvad jeg føler, mener og oplever er interessant for andre. Derfor skal det deles med alle. Latter, gråd, hysteri og naive tanker fremføres, som var det banebrydende filosofiske udsagn. Men de enkle trin fører ingen vegne hen, danserne skifter hele tiden retning og de ender hvor de begyndte, og til sidst står de atter småsnakkende ude ved deres venner på publikumsrækkerne. Intet er sket, intet har rykket sig. Måske er det meningen, at værket skal være banalt, ligegyldigt og tåkrummende pinligt for at udstille vores brug af sociale medier, i så fald er Know yderst vellykket, men det er helt uudholdeligt at se på. Så hellere bruge tiden på Facebook, hvor man kan scrolle videre uden at skulle fordybe sig i andres ligegyldige opdateringer.

Programmet slutter med Sol León og Paul Lightfoots brag af et værk Short Time Together fra 2012, der i mødet med Den Kongelige Ballets dansere er blevet radikalt ændret. Musik, film, scenografi, lysdesign og dans smelter her sammen til en funklende prisme. Igen handler det om tid. Man kan se frem og tilbage, men det er nuet og dets flygtighed, det gælder. Gregory Dean, Andreas Kaas, Alexander Bozinoff og Stephanie Sahlgren danser et kærligt og satirisk tilbageblik på balletkunsten. Med et skævt smil på læben og et frækt glimt i øjet giver de bevægelsessproget fra den store klassiske ballettradition et moderne og sexet twist. De fire dansere har perfekt timing, og sælger varen på den mest overbevisende måde. Sebastian Haynes, Sebastian Kloborg og Susanne Grinder danser derimod langsomme trin, som om de forsøger at trække nuet/øjeblikket ud. Når deres bevægelser går i slowmotion og næsten fryser fast, sættes tiden nærmest i stå. Som publikum håber man, at Sol León og Paul Lightfoots hypnotisk flotte koreografi aldrig må stoppe. Dette kunstnerpar mestrer øjeblikkets kunst, så den fastfryses i erindringen.

Dansere danser

Foto: Det Kongelige Teater

Short time together

Foto: Det Kongelige Teater

 

Arkitektur & design

Se Arne Jacobsens sommerhus

Arne Jacobsens Kubeflex-sommerhus med interiør er genopført ved Kunstmuseet Trapholt ved Kolding Fjord.

Arne Jacobsen udviklede huset i 1969-70 i samarbejde med Høm Typehuse, og det blev første gang præsenteret på typehusudstillingen Archibo i 1970.

Med de kubeformede moduler på 12 kvm. som udgangspunkt, var Kubeflex tænkt som et fleksibelt system, hvor enhederne kunne kombineres frit og nye enheder føjes til. Et hus der kunne ændres i takt med brugerens behov. Men tiden eller markedet var ikke modent til et så radikalt arkitektonisk eksperiment og Kubeflex kom aldrig i produktion.

Jacobsen-familiens sommerhus
Kubeflex-huset har i mange år stået ved en sydsjællandsk strand, hvor det har fungeret som sommerhus for familien Jacobsen. Kun de mest entusiastiske arkitekter har kendt til dets eksistens, og en del fagligt interesserede har gennem årene kontaktet familien for at bese dette radikale bud på en moderne boform.

arnejacobsen_kubeflex

Foto: Trapholt

Læs mere om Trapholt og sommerhuset

Dans

Stammedans

Nu er der Rugby World Cup 2015 i England. Og til sådan en begivenhed hører en ægte kampdans.

rugbyworldcup

Læs mere om Rugby World Cup 2015

Kunst

Peter Carlsen – en realitymaler

På Randers Kunstmuseum viser man i øjeblikket en udstilling, som jeg gerne ville se – og more mig over: Peter Carlsen – REALITYMALERI.

Randers Kunstmuseum skriver:
Med humor og selviscenesættelse giver Peter Carlsen et satirisk blik på danskheden med hele kunsthistorien som udgangspunkt.

Peter Carlsen er kunstneren, hvis fysiske ydre vi kender så godt, fordi han er sin egen foretrukne model og dermed også sin egen foretrukne udsatte. Således er hans værk fuld af personager, hvor det er hans krop, hans ansigt og hans (u)passende grimasser, der agerer i forskellige roller, i højst forskellige scenerier eller historiske perioder! Det er opulent, virtuost, elegant og samtidig en krads kommentar til mediernes fremstilling af virkeligheden.

Med udstillingen giver Peter Carlsen alle danskere en kærlig og ærlig rusketur! Han udstiller vores samtid og vores levevis på tankevækkende og ikke mindst satirisk vis. Han udfordrer vores opfattelse af os selv, vores forhold til vores fælles historie og det faktum, at Danmark er en krigsførende nation. Han udfordrer begreber som identitet og nationalisme, samt vores forestilling om det moderne, gode liv ved først og fremmest at skildre velfærdssamfundet som en stor forbrugsfest.

Peter Carlsen Fanebærer, 2012. Olie på lærred, 145 x 120 cm. Herning Seminariums Kunstfond.

Peter Carlsen Fanebærer, 2012. Olie på lærred, 145 x 120 cm. Herning Seminariums Kunstfond. Foto Anders Sune Berg.