Litteratur & film

Girl Gone Wild

Madonnas nye video er åbenbart for hot, så kun et lille klip er tilladt på You Tube:

Litteratur & film

Et forårsdigt

Det er forår, og det er skønt. Der må en rigtig digter til for at hylde denne dejlige tid:

Forårsdigt

Af Rolf Gjedsted

Ud af det mest stille
i stilheden opstår nye fugle.
Ud af revner i det synlige
skimtes det usynlige nu i solen.
Det er pludselig blevet forår.
I parken folder skrigene sig ud
på alle statuernes pander.

Lyset vælder frem.
Den vanvittige hilser den ny dag
med et ocean af drømme
og en lille knivspids fortrydelse.
På pladsen bløder det sort
fra alle sårene i husene
og det krakelerede marmor.
Du er endelig kommet fri
af endnu en vinter
og mørket i de andre,
som du genkendte fra dig selv.

tulipaner

Dans

Generationsskifte ved balletten i Zürich

Balletmester og chefkoreograf Heinz Spoerli takker af efter ikke mindre end 16 år hos Zürcher Ballet i Zürich, hvor han har koreograferet utallige balletter. Han slutter sin karriere af med at sætte trin til den gamle historie om Don Juan.

Christian Spuck fra Stuttgarter Ballett overtager posten i Zürich efter Heinz Spoerli.

Don Juan

Don Juan. Foto: Zürcher Ballet

Don Juan spiller frem til 1. juli 2012 på Operaen i Zürich.

Dans

John Neumeier – 70 år

Koreografen John Neumerier fyldte 70 sidste måned. Men alderen stopper ham ikke. For få måneder siden havde hans ballet Liliom premiere i Hamburg.

Den amerikanskfødte koreograf er også lige blevet udnævnt som æresborger i Tyskland, hvor han har boet størstedelen af sit voksne liv.

Og på fredag den 30. marts har John Neumeiers store ballet Kameliadamen premiere med Den Kongelige Ballet på Gammel Scene. Så kommer han sikkert til København og bliver hyldet af sit trofaste danske publikum.

Litteratur & film

Cecil Bødker fylder 85 i dag

Som barn, da jeg læste Silas-bøgerne, vidste jeg ikke, om det var en mand eller en kvinde, en dansker eller en udlænding, der gemte sig bag det eksotiske forfatternavn, Cecil Bødker. Jeg hældede nok mest til, at det var en mand, for jeg havde en onkel, der røg cigaretter af mærket Cecil. Men hvem denne Cecil Bødker egentlig var, spillede nu heller ikke den store rolle, det som det handlede om, var at få fat i bøgerne om drengen med det ikke mindre eksotiske navn, Silas. På skolebiblioteket var der nemlig altid rift om Cecil Bødkers spændende bøger, selvom de ikke var specielt lette at læse. Sprogligt var der ikke taget hensyn til, at det var børn, som var målgruppen; det vrimlede med svære ord og lange tekststykker uden punktummer. Men det handlede om børn, og det var så nervepirrende, at man hængte ved og kæmpede sig gennem den svære tekst. Det var en god læseøvelse, og så var det skønt som ny læser ikke at blive talt ned til i et barnligt sprog, selv om man knap nok beherskede læse-disciplinen.

Også som ung stødte jeg på navnet Cecil Bødker. Nu vidste jeg, at der bag det ualmindelige navn var en helt almindelig dame. Jeg havde nemlig set forfatterinden i medierne i anledning af, at hun modtog boghandlernes Gyldne Laurbær i 1984, ellers holdt hun sig langt væk fra offentlighedens spotlys. Cecil Bødker fik den litterære pris for et tobindsværk, der handlede om Maria og hendes barn, Jesus. Den højstemte bibelske fortælling var skruet ned til en hverdagsagtig historie, der handlede mere om outsider-eksistens og kvinders dagligliv end om religiøsitet.

Og som ung studerende fandt jeg på biblioteket en ældre og meget tynd novellesamling af Cecil Bødker. Øjet, som bogen hed, sneg sig lige op over de hundrede sider, men alligevel tog samlingen lang tid at læse, for det var en frygtelig lekture at komme igennem. At læse Øjet krævede lange pauser, så jeg kunne komme til mig selv igen, når en novelle var læst færdig. Novellerne var nemlig så voldsomme, så ubarmhjertige og gik så tæt på det angstfyldte menneske, at det var umuligt at læse hele novellesamlingen i et stræk. Det var en forfærdelig bog. En forfærdelig god bog.

Novellerne i Øjet borede sig lige ind hjertet, og nok er man sensitiv som ung læser, men novellesamlingen er ikke blevet mindre barsk at læse senere hen i livet. Tag nu for eksempel novellen Bogfinken. Bag den tilforladelige titel gemmer der sig en rå historie om krig og død. Efter et luftangreb ligger en dreng i græsset og kigger på en syngende bogfinke. Han kan ikke høre fuglens sang, men han kan se, at den synger. Han kan også se en afrevet hånd ligge i græsset ved siden af sig. Drengen kan ikke tro, at det er hans egen hånd, selv om han genkender et ar på den, som han har fået af en sav engang. Langsomt mister han synet, ligesom han allerede har mistet høresansen. Blodet pumper ud af armen, hvor hans hånd skulle have siddet, og langsomt forbløder han i græsset. Novellens synsvinkel er den døende drengs, og læseren er helt nede i græsset sammen med den lille dreng og kan – som han – ikke overskue situationen. Læseren kommer ind i historien, da drengen lige er blevet ramt og forvirret slår øjnene op. Og læseren må akkurat som drengen orientere sig og finde ud af, hvor den afrevne hånd kommer fra. Da dødens mørke lukker sig om drengen, slutter novellen. Uden formildende kommentarer lader Cecil Bødker læseren opleve de sidste minutter i et uskyldigt krigsoffers liv. Læseren er så tæt på ofret, som man kan komme, og drengens tvivl og angst bliver også læserens. Novellen er så brutal, så modbydelig og så virkelig, at alle krigsbilleder i tv til sammenligning synes fjerne og urealistiske. Måske skulle novellen sættes på en litterær kanon, som folketingspolitikere skulle læse, det ville måske få dem til at tøve en ekstra gang med at gå i krig.

Novellesamlingen Øjet fra 1961 er skrevet under koldkrigen og i skyggen af atombombens trussel om total udslettelse. Med denne baggrund er det ikke mærkværdigt, at Cecil Bødker kredser om temaer som katastrofer og angst. Flere af novellerne handler om altødelæggende naturkatastrofer – måske forårsaget af menneskene selv – og det er jo temaer, som er mere relevante end nogensinde. I Den yderste dag drejer det sig om en dal, der bliver oversvømmet. Vandet river mennesker, dyr og huse med sig, men en dreng og en ræv har reddet sig op på et stort træ, som flyder af sted i en strøm mellem oppustede lig. Og i novellen Sne begraves landskab og mennesker i sneen. Det ene skrækscenarium afløser det andet, og novellesamlingen slutter med titelnovellen Øjet, der er en lyrisk og salmeagtig tekst om apokalypsen. Øjet er måske et billede på forfatterinden selv og hendes position i samfundet. I novellen hedder det: ”Jeg er her ikke for at udlægge det skete, men for at bevare det, derfor spørg mig ikke om noget der ikke direkte angår det klare synsindtryk. Jeg er øjet.”

Øjet er Cecil Bødkers prosagennembrud, og for den bog fik hun velfortjent Kritikerprisen samme år. Novellernes sprog er intenst og kortfattet som i lyrik, men forfatterinden havde også udgivet tre digtsamlinger, før hun prøvede sig med prosaen. At det var romanen, som blev Cecil Bødkers store genre, er måske et tilfælde. I sin erindringsbog Farmors øre fortæller Cecil Bødker, at postbudet gav hende et nummer af forfatterforenings blad, skønt det ikke var stilet til hende, for hun var slet ikke medlem af foreningen. Men postbudet vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre af det adresseløse blad, så Cecil Bødker tog imod det. På bagsiden af bladet var der trykt en indbydelse til en nordisk børnebogskonkurrence. Cecil Bødker, der lige havde fået et romanmanuskript retur fra forlaget med et ”dur ikke”, bestemte sig for at deltage. Hun skrev om Silas og vandt konkurrencen. Siden hen er det blevet til 14 bind om drengen med den sorte hoppe.

Cecil Bødkers forfatterskab er stort på alle måder, og det må gerne vokse videre til glæde for læseheste i alle aldre.

Hjertelig tillykke til Cecil Bødker med de 85 år!

Dannebrog til tops til ære for Cecil Bødker

Dannebrog til tops til ære for Cecil Bødker

 

 

Kunst

Beethovens dødsdag

I dag er 185 år siden at Ludwig van Beethoven døde, hørte jeg i P2’s dejlige morgenmusik. Og på wikipedia kan jeg læse følgende om hans barndom:

“Ludwig van Beethoven blev født i Bonn, hvor hans far var sanger hos kurfyrsten. Faderen pressede Beethoven til som ganske lille at modtage meget intensiv musikundervisning for at lancere sønnen som “vidunderbarn” med Mozart som forbillede. Det lykkedes dog aldrig. Det var formentlig i barndommen, at Beethovens fremherskende karaktertræk: bryskhed og indadvendthed, blev grundlagt.”

Lad os nyde lidt Beethoven. Finalen fra hans 9. symfoni: Ode An die Freude.