Dans · tags: , .

Dansens vildeste kriger

Sortklædt og med en hætte trukket tæt godt ned over ørerne og dybt ned i panden træder Louise Lecavalier frem fra mørket. Scenen er kvadratisk som en boksering med en lav krydsfiner-væg som baggrund. Det er en kampscene, og den legendariske canadiske koreograf og danser er klar til kamp. Hun er en moderne kriger, og hendes våben er dansen. Men hvem er modstanderen i denne kamp? Hende selv, tiden, mørket? Louise Lecavalier har selv udtalt, at “dans er en fysisk kamp det meste af tiden”. Set i det lys er værket Battle Ground måske blot en kamp for kampens skyld. Dans for dansens egen skyld. Det er da også rigeligt, når det er en erfaren dame på snart 60 år, der danser med både vildskab og præcision.

I 1980’erne dansede Louise Lecavalier med David Bowie og i 1990’erne dansede hun med kompagniet La La La Human Steps, men nu er hun næsten alene på scenen i sit eget hæsblæsende værk Battle Ground (Milles batailles) fra 2016.

Louise Lecavalier åbner dansekampen stående på tæerne, en fod foran den anden og hopper let til et synkoperet techno-beat. Og så sætter hun armene i svingninger og lader fingrene sitre frenetisk. Hun kan minde om et insekt, der ved at bevæge sine vinger lynhurtigt kommer til at stå stille i luften. Med dette sitrende anslag er Louise Lecavalier i gang, og hun stopper ikke sin dans før 65 minutter senere. Fuldstændigt imponerende!

Senere indtager Louise Lecavalier hele scenen til Antoine Berthiaumes livemusik på guitar og synthesizer. Det er medrivende techno, så man næsten ikke kan sidde stille på publikumssæderne. Louise Lecavaliers bevægelser er ikke blot superhurtige og vildt flotte, de er også aldeles hypnotiske at iagttage. Det er som at være til et rave-party, hvor man selv er gået fuldstændigt træt og kun formår at betragte dansegulvets sidste danser, der har et ekstra gear og en helt overjordisk energi.

Det er næsten blevet en kliché at sige, at man mister pusten over noget, men det sker vitterlig, når man ser den nu 59-årige Louise Lecavalier danse i højt tempo i over en time – uden at man kan se det på hende. Her er ingen røde kinder, sveddryppende pande, eller pumpende brystkasse. Hendes lille lyse ansigt, der stikker frem under den sorte hætte, viser en mimik, der både signalerer nysgerrighed og forundring, som om hun ikke selv forstår, hvor al den seje kraft, råstyrke og energi kommer fra i den lille, spinkle krop.

Battle Ground er dog også en duet, idet Louise Lecavalier i dele af kampen har en væbner ved sin side. Det er Robert Abubo, men vi ser ham næsten ikke, fordi han ikke kommer i nærheden af Louise Lecavaliers mageløse dans, hendes nærvær og energiske styrke. Med sin utrolige power stjæler hun helt retfærdigt al opmærksomheden og ender da også med at tage Robert Abubo på ryggen og bære ham ud af scenen. Louise Lecavalier er uovervindelig som en animeret computerspilskarakter og hun efterlader Robert Abubo chanceløs. Forestillingens udgangspunkt er dog ikke et computerspil, det er Italo Calvinos fantastiske fortælling Il cavaliere inesistente, som handler om en robotagtig kriger.

Har vi allerede så tidligt på teatersæsonen set den bedste danseforestilling, som denne sæson kan byde på? Man kan i al fald ikke forstille sig at se en bedre moderne danser end Louise Lecavalier. Har man først oplevet Louise Lecavaliers overmenneskelige energi, så overgiver man sig straks til denne canadiske heltinde, dansens vildeste kriger.

Battle Ground

Foto: André Cornellier

battle ground

Foto: Carl Lessard

FAKTA
Battle Ground
Republique
Koregrafi: Louise Lecavalier
Dansere: Louise Lecavalier og Robert Abubo
Musik: Antoine Berthiaume
Kostumer: Yso

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)