Dans · tags: .

Dansefest uden dramatik

Det er nærmest blevet en tradition; når Nikolaj Hübbe opdaterer gamle balletklassikere, så flytter han også handlingen til en anden tid. Det har han gjort i sine radikale nyfortolkninger af August Bournonvilles balletter. Napoli rykkede Nikolaj Hübbe ind i et finurligt filmisk Fellini-univers i 1950’erne. Et Folkesagn førte han fint frem til symbolismens tidsalder i et Vilhelm Hammershøi-interiør. Sylfiden endte i et et mere diffust univers og en ubestemmelig tid – eller en slags al-tid. Den bedste og mest vellykkede tidsrejse skete dog i Svanesøen, hvor Nikolaj Hübbe genialt katapulterede handlingen ud i fremtiden, hvor renæssancen mødte sci-fi.

Nu er turen så kommet til Marius Petipas Raymonda, som aldrig tidligere har været opsat i Danmark. Nikolaj Hübbe flytter handlingen fra middelalderen til 1700-tallet. Korstogsridder-helten Jean de Brienne er blevet til en ungarsk adelsmand ved navn Otto, mens skurken saraceneren Abdul Rakhman er blevet til den spanske mauerprins Abderam. Men hvad en maurisk prins gør i 1700-tallets Frankrig, står hen i det uvisse, for det sidste mauriske kongerige, Granada, kapitulerede i 1492. Mauerprinsen og hans meget farverige følge synes som én stor anakronisme midt i det forfinede franske adelsmiljø. Tidsforskydningen er motiveret af politisk korrekthed. Nikolaj Hübbe kan – som han selv skriver i programmet – ikke forlige sig med den originale ballets stereotype konflikter mellem kristne helte og muslimske skurke i de middelalderlige korstog. Men ændrer en maurisk prins på dette?

En fejlplaceret mauerprins gør ikke den i forvejen tynde handlingen mere interessant eller spændende. Selv uoverensstemmelserne mellem adelsmanden Otto og mauerprins Abderam ender i et fornuftigt forlig takket være Raymondas overbevisende forhandlingsevner. Her er ingen dramatisk kamp, men snarere et slags EU-forlig der handler om, at der skal være plads til os alle. Det er naturligvis en sympatisk tanke, men på scenen dræber den idealisme dramaet og skaber ingen sitrende spænding. En ung mand, der længe har været væk fra sin kæreste, kommer endelig hjem og finder hende i armene på en anden, hvorfor må han så ikke reagere lidt voldsommere end med lidt skubben frem og tilbage. Hvad er der egentlig i vejen med en rask duel i de adelige cirkler i 1700-tallets Frankrig? Det ville da have være både realistisk  og troværdigt – i al fald mere spændende for publikum at se på end at overvære et tørt håndtryk. Balletten er trods alt ikke ført helt op til hippietiden og dens budskab om fri-sex.

Grundet fraværet af dybere konflikter bliver trekantsdramaet mellem Raymonda, Otto og Abderam, danset af henholdsvis J’aime Crandall, Alexander Bozinoff og Jón Axel Fransson, heller ikke særligt pirrende eller spændende. Her er ingen glødende passion, deres indbyrdes forhold er mere sammenlignelig med hverdagsagtig snak og problemløsning hen over køkkenbordet. Hvorfor må et voksent publikum ikke få et godt gammeldags balleteventyr med gnistrende temperamenter, der støder sammen i en politisk ukorrekt duel?

Trods ulogiske ændringer i Marius Petipas sidste storværk ender Raymonda dog som en stærkt underholdende forestilling takket være vældig god dans, en helt overdådig scenografi og flotte kostumer af Richard Hudson samt Alexandr Glazunovs medrivende musik.

Fortryllende er tredje akts ungarske bryllupsfest i sort og guld. Her synes kulisserne næsten at være det imposante operahus i Budapest. Festkostumerne er inspireret af ungarske folkedragter med broderier i sirlige vegetative mønstre. Hårpynt til kvinderne og flagrende bånd i nakken på herrerne. Her er også store, sorte hatte, som dem der giver kvægdriverne skygge under deres arbejde på den ungarske slette, Pusztaen. Danserne bærer ligeledes sorte støvler og viser dansetrin, som vi sjældent ser. Fra den ungarske folkedans ses høje bag-ud-ad-sparkende trin og sjove hoppende trin på skæve frøben. Balletbørnene, som også danser med til bryllupsfesten, bærer ligeledes omfangsrige folkedragter i ungarsk stil. De små dansere bliver næsten helt væk i de mange lag stof og ligner søde uformelige babushka-dukker.

De kvindelige korpsdansere gør det rigtig godt, især i Raymondas drømmescene hvor de danser nymfer. Her bærer de hvide kjoler dekoreret med mærkelige tegn, der genfindes øverst oppe i scenografien, måske illuderer de mørke, dystre skyer. Tegnene kan tolkes som en slags kode, ligesom drømmen er en kode og indgang til Raymondas ubevidste. Da Raymonda udmattet falder i søvn, forvandles hendes adelshjem med den sirlige have sig til en øde løvskov. I drømmen bliver kulturen således til natur. Raymondas drifter bliver synlige i denne drømmeverden, hvor hun tiltrækkes af både Otto og Abderam, der begge dukker op i den vilde natur. Alt det farlige og modsætningsfyldte i Raymondas drøm ville vi gerne have set konfronteret mellem Otto og Abderam. Lidt mere action og vildskab ville have klædt denne æstetisk meget smukke opsætning af Raymonda.

Anden akt i Raymonda.

Anden akt i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Ungarsk dans i Raymonda

Ungarsk dans i Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Raymonda med den kongelige ballet

Raymonda. Foto: Henrik Stenberg

Fakta
Raymonda
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa
Scenografi og kostumer: Richard Hudson
Lysdesign: Giuseppe Di Iori
Musik: Alexandr Glazunov

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)