Dans · tags: .

CPH Stage for de indviede

Fint skulle det være, da teaterfestivalen CPH Stage blev skudt igang med belgiske Jan Lauwers’ performanceforestilling The blind poet (2015) på Det Kongelige Teater. Men der var gabende tomt på publikumsrækkerne, og de få fremmødte var vist næsten alle inviterede gæster. Det syntes i al fald at være en familie-kom-sammen for teaterfolket. Og de fleste af dem som ikke var en del af familien sivede vist under forestillingen eller i pausen.

Forventningerne er altid store, når det gælder performance fra Belgien, som har en rig tradition i denne spændende genre. Tænk bare på Abattoir Fermé, som har gæstespillet flere gange på Baltoppen i Ballerup og på Viften i Rødovre. Men The blind poet skuffede fælt med alle sine tyndslidte klicheer om identitet i nutidens multikulturelle Europa. Kedelige klicheer som bliver gentaget igen og igen i en næsten tre timer lang forestilling. Jan Lauwers vil helt grundlæggende fortælle, at Europa altid har været en smeltedigel af kulturer, religioner og nationaliteter, og at denne blandingskultur er normal og positiv, så vi skal være åbne og tage imod alle, der kommer hertil. Det er nok de færreste af de gæster, der indløser billet til en alternativ og eksperimenterende teaterforestilling, der er synderlig uenig heri, så hvorfor proppe de politisk korrekte meninger ned i halsen på os. Hvorfor ikke udfordre vores meninger eller selv lade os konkludere lidt. Det er vel det, som god og eksperimenterende kunst og teater skal kunne?

Det bliver altså ikke automatisk morsomt, bare fordi man tager en klovenæse på. Det bliver ikke aktuelt og vedkommende, bare fordi man siger “flygtning” i hver anden sætning. Man bliver ikke et rummeligt vestligt menneske, bare fordi man pleaser muslimske kulturer. Og man provokerer ikke bare ved at tage en udstoppet hest med på scenen.

The blind poet tager afsæt i den blinde arabiske poet Abu al ‘ala al Ma’arri (973-1057), der blandt andet var ateist og fritænker. Siden hen bliver tallet 7, der er helligt inden for de tre store monoteistiske religioner, forestillingens omdrejningspunkt. Syv mennesker med forskellige nationaliteter præsenteres, og alle synes de at være på linie med den blinde poet. De præsenterer sig selv og forsøger alle at fremhæve deres egen unikke identitet, men også at understrege at de er en del af et større hele. Her er en nordmand med vikinge-blod i årerne, en tuneser der forfører franske kvinder, en amerikansk cowboy der spiller på hjemmelavet banjo, en stout frisisk kvinde og så videre. Alle taler de deres eget sprog, som så tekstes, ligesom det sker til en operaforestilling. Karaktererne i sig selv er skæve nok til at kunne være interessante, men den ene historie er mere kedelig end den anden, fordi teksten er svag. Store oppustelige monstre, robotter i Oskar Schlemmer stil eller en røgmaskine gør det ikke mere spændende.

Tynde tekster og en fraværende dramaturgi, men heldigvis er der Maarten Seghers rytmiske musik, som er god og medrivende, fordi det lykkes ham at forene diverse musiktraditioner og genrer. Performerne spiller selv musikken, faktisk synes de bedre som musikerne nede i orkestergraven, end når de spiller teater oppe på scenen.

Men hvad skal vi egentlig med CPH Stage, hvis festivalen ikke kan tiltrække et stort blandet publikum, eller hvis den bare henvender sig til inviterede gæster der deler den samme verdensanskuelse? Men måske ændrer det hele sig i løbet af festivalen? Vi får se!

the blind poet med NEEDCOMPANY

FOTO: NEEDCOMPANY

FAKTA
The blind poet
Needcompany
Det Kongelige Teater
Tekst, scenografi, lys og instruktion: Jan Lauwers
Musik: Maarten Seghers
Koreografi: Grace Ellen Barkey
Kostumer: Lot Lemm

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg med i kommentarerne
(Læs om hvad RSS er)