Arkitektur & design

Schweizisk flag på toppen af Copenhill

Schweizerne var de første til at indtage Københavns kommende skibakke, Copenhill.

Det var den schweiziske ambassadør, Benedikt Wechsler, der er i dag besteg “bjerget” og plantede det schweiziske flag på toppen af Copenhill.

I de københavnske alper (Copenhill) kan du fra næste år træne ski-formen, inden du drager ned i de schweiziske alper.

Den schweiziske ambassadør Benedikt Wechsler hejser det schweiziske flag på Copenhill

Den schweiziske ambassadør Benedikt Wechsler hejser det schweiziske flag på Copenhill

Det schweiziske flag på Copenhill

Det schweiziske flag på Copenhill

udsigt fra Copenhill

Udsigt fra Copenhill

Copenhill i røg og damp

Copenhill i røg og damp

Dans

Salmesang og faldne engle 

Den Kongelige Ballet begynder den nye teatersæson med et rent Jiří Kylián-program. Det er 10 år siden, at kompagniet havde enorm stor succes med den tjekkiske koreografs underholdende og lettilgængelige program Silk & Knife. Nu følger så Silk & Knife 2, der er langt mere alvorligt og eksperimenterende. Jiří Kylián for viderekommende – så at sige.

Programmet begynder med værket Salmesymfoni (1978), hvis titel kommer fra den ledsagende kormusik af Igor Stravinskij. Udgangspunkt er tre salmer fra den gammeltestamentlige Salmernes Bog, hvori det handler om bøn, håb og lovprisning. Der danses foran en collage af persiske tæpper, hvis snirklede mønstre ikke blot er dekorative, men også har en religiøs og spirituel betydning. Mønstrene er desuden matematiske systemer, som genfindes i koreografiens strenge linjer og kurver. Som beskuer bliver man både betaget og beruset af koreografiens abstrakte mønstre, som indimellem brydes, så danserne får rum til personlige udtryk. Disse individuelle udtryk skaber så at sige fejl i mønstrene, akkurat som det hævdes at være en bevidst fejl i ethvert ægte persisk tæppe.

Salmesymfoni skabte Jiří Kylián til Nederlands Dans Theater kort tid efter, at han var tiltrådt som leder af kompagniet. Med værket ville han samle kompagniet og tilkendegive over for danserne, at han havde brug for dem alle og deres individuelle kvaliteter. Værket fik en afgørende indflydelse på kompagniet ifølge Jiří Kylián, som i sin publikumshilsen skriver: “Det simple faktum, at danserne delte det samme rum i hele værkets varighed skabte en følelse af at høre til og af at være sammen”. Set i det lys er Salmesymfoni en tilbedelse og lovprisning af dansen og fællesskabet, som da indtager det guddommeliges plads. Den kongelige Ballet har fået adskillige nye dygtige dansere denne sæson, man kan så håbe, at værket også her skaber ny sammenhængskraft og et kreativt fællesskab. Flot og kontemplativ er Salmesymfoni i al fald at skue og måske programmets allerbedste værk.

I værket Sarabande (1990) er seks herrer på scenen, hvor det mere er performance end dans. Genren Sarabande nævnes første gang af digteren Fernando Guzmán Mexía, som definerer den som en fjollet eller direkte usømmelig dans – ofte danset af herrer i kjoler. På scenen er seks herrer – dog ikke iklædt kjoler, men over hovederne på dem hænger store barokkjoler. De omfangsrige kjoler minder om kirkeklokker, som dermed peger hen på en traditionbunden institution, hvor mænd bærer kjoler. Sarabande kan ses som en diskusion af begrebet maskulinitet. Herrerne brøler deres primalskrig ud og udlever deres indestængte aggressioner gennem hårde og maskinagtige bevægelser. Men samtidig er de også sårbare og tilbageholdende, de kan endda virke helt androgyne, når de vrider sig kejtede rundt på gulvet. Sarabande er et sammensat og modsætningsfyldt mandsportræt til musik af Johann Sebastian Bach og en lyd-collage af Dick Heuff.

I Falling Angels (1989) er der otte kvinder på scenen. Ren girl-power til trommende rytmer af Steve Reich. Værket er et gensyn fra sidste sæson, hvor det var sat sammen med værker af Wayne McGregor og Akram Khan, men det passer langt bedre ind i dette rene Jiří Kylián-program og sammen med Sarabande. Til de bankende rytmer indtager de otte dansere forskellige positioner med dertilhørende gestik, som synes at at stamme fra gamle og glemte piktogrammer, hvormed vi ikke umiddelbart kan afkode betydningen af dem. Og deres mange grimasser leder tankerne hen på emojis, selvom værket er skabt lang tid før nogen havde set disse betydningsladede ansigter.

Endelig afsluttes programmet med værket 27’52”. Den ejendommelige titel refererer til værkets varighed: 27 minutter og 52 sekunder. Dirk Haubrich har skabt musikken, der også indeholder talt tekst på forskellige sprog. Man forstår således kun dele af talen, det samme er tilfældet med handlingen i værket, men det gør ingenting, det er stadig fascinerende. Gulvet løftes op, så det bliver en gyngende grund for danserne, eller de kan begrave sig under det, hvis det da ikke på surrealistisk vis falder ned fra loftet. 27’52” er som en absurd drøm. Og Jiří Kylián er yderst svær at blive klog på, men kedelig er han aldrig, dansens Salvador Dalí.

Fotos: Costin Radu og Henrik Stensberg, Det Kongelige Teater

FAKTA
Silk & Knife 2
Den Konglige Ballet
Gammel Scene
Koreografi: Jiří Kylián

Litteratur & film

Tre dage og et liv

Jeg læser normalt ikke krimier, jeg er aldrig blevet fanget af genren og den pågående spænding. Men da jeg læste Lindhardt og Ringhofs omtale af Pierre Lemaitres Tre dage og et liv fik jeg lyst til at prøve den populære genre igen.

Historien udspiller sig i en lille fransk by sidst i 1990’erne. Her i dette lille samfund vokser den 12-årige Antoine op. Ved et uheld kommer han til at slå nabosønnen, den 6-årige Remi, ihjel med en kæp. Antoine går i panik og gemmer liget i skoven. Vi ved altså lige fra begyndelsen, hvem der er morderen, så spændingen går ud på, om Antoine bliver afsløret eller ej.

Dette skæbnesvangre slag med en kæp, kommer naturligvis til at forfølge Antoine resten af livet. Det kunne have været en en god historie med psykologisk spænding, men dertil er hele fortællingen for simpelt optegnet, persongalleriet for klichéfyldt og sproget for uinteressant.

Jeg holder mig til ikke-krimier.

Litteratur & film

Stefan Zweig – Farvel til Europa

Er du Stefan Zweig-fan, så må du se filmen Stefan Zweig – Farvel til Europa, der har dansk premiere i dag.

Instruktøren Maria Schrader fortæller om Stefan Zweigs sidste år, da han var flygtet fra det nazistiske Østrig og Tyskland og er endt i en lille brasiliansk bjerglandsby uden for Rio de Janeiro. I landsbyen befinder Stefan Zweig og hans hustru sig godt. Også det multietniske Brasilien med den smukke natur og den moderne arkitektur begejstrer Zweig, der kaldte Brasilien for “Fremtidens land”. Her skriver han mesterværket Verden af i går, som først udkom efter at han havde begået selvmord. Zweig drømte om et helt nyt Europa, der skulle rejse sig i morgenrøden. Men som han selv formulerede det, så havde han ikke tålmodighed til at vente og derfor gik han i forvejen.

Filmhistorien er fragmenteret på den gode og interessante måde. Her er ikke en ensidig og kvalmende kunstner-hyldest. Nøgternt registrerer Maria Schrader vidt forskellige episoder og fortæller derigennem historien om en flygtning, der både har opgivet håbet og drømmer om en ny tid. I sidste film-kapitel, hvor Stefan Zweig og hans fru Lotte har begået selvmord, leger Maria Schrader med spændende spejleffekter og vinkler, der fryder øjet. Det er et meget stærkt billedsprog.

STEFAN ZWEIG - FARVEL TIL EUROPA

Foto: YouTube/UniFrance

 

Litteratur & film

Doktor Bagges anagrammer

Ida Jessens roman Doktor Bagges anagrammer er en selvstændig fortsættelse af En ny tid, hvori Doktor Bagges hustru, Lilly, var hovedpersonen og fortælleren. I Doktor Bagges anagrammer er det imidlertid hendes mand, Vigand Baggeder har ordet.

 

Vi er i begyndelsen af 1900-tallet. Doktor Bagge er en pligtopfyldende distriktslæge, der har sit virke i egnen omkring Thyregod. Han knokler hele tiden med at holde den fattige bondebefolkning på benene. Han laver ingen fejl og træffer altid de rigtige lægelige beslutninger – lige indtil en dag, hvor han begår en enkelt fejl, der får katastrofale konsekvenser.

Vigand Bagge er en knudemand, der ikke kan vise sine følelser over for sin kone Lilly, der elsker ham højt. Han kan heller ikke fortælle hende, at han er dødsyg. Kun i sine anagrammer kan han formulere sine inderste tanker. De er mørke.

Doktor Bagges anagrammer og En ny tid anbefaler jeg, de er allerede moderne klassikere.

roman af ida jessen

Foto: Gyldendal

 

Dans

Tysk balletgave til Tivolis fødselsdag

Hamburg Ballettens unge kompagni, Bundes Jugend Ballett, har i tre dage været på besøg på Pantomime Teatret, da Tivoli fejrede sin 174-årige fødselsdag. De otte dansere og deres to koreografiske værker blev en rigtig fornøjelig fødselsdagsgave for Tivolis gæster.

Bundes Jugend Ballett dansede John Neumeiers udgave af Petrushka (1976), som ligger langt fra Michel Fokines gamle dukke-drama, men stadig med Igor Stravinskijs fængende musik. Hos Neumeier er vi i en cirkusmanege, hvor de optrædende dog godt kan virke lidt dukkeagtige med deres til tider lidt stive, staccato-bevægelser. Her ser vi diverse cirkusdiscipliner så som trampolin, springbræt, jonglering udført som abstrakt dans. Og når ballerinaerne krydser scene på tåspids tilsat sparkende trin er det som en parafrase over hestedressur. Sofistikeret og elegant er det. Dansernes kostumer har friske pang-farver, og der er en let og ungdommelig charme over denne underholdende udgave af Petrushka.

Værket Johns Dream er skabt direkte til Bundes Jugend Ballett og er koreograferet af Maša Kolar, Kevin Haigen, Sasha Riva, John Neumeier og danserne selv. I vidt forskellige tableauer formidler de unge gennem deres dans, hvad der motiverer og bevæger dem. Her danser et par en fin pas de deux, hvori portugisiske Teresa Silva Dias stjæler billedet med sin skrøbelige elegance.

I et at de bedste tableauer, går en ung kvinde på scenen med en mikrofon og giver en omgang beatboxing, hvis rytme fire herrer følger. Det er som om deres nøgne torsoer imploderer i takt med beatboxerens lyde. Det er imponerende præcis timing. Især mexikanske Ricardo Urbina Reyes rammer beatet, så man næsten føler, at hans krop er elektrificeret og er forbundet med mikrofonen.

Finalen i Johns Dream danses til sangen Thankful med Josh Groban. Nok er musikken sentimental og dansernes bedende hænder strakt op mod himlen bliver også en anelse sentimental, men det passer alligevel godt til en gruppe unge mennesker, der er på vej ud i livet og ud i en spændende dansekarriere.

John Neumeier er idemanden bag Bundes Jugend Ballett og hans mål med kompagniet, som han etablerede i 2011, er at give unge ballettalenter en chance for at etablere sig i den internationale danseverden. Og med det store talent og den super udstråling, som blev vist på Pantomime Teatrets beskedne scene, så hersker der vist ingen tvivl om, at danserne vil markere sig på den danseverdens største scener i fremtiden.

DAS BUNDESJUGENDBALLETT

Foto: Tivoli

Fakta:
Petrushka og Johns Dream
Pantomimeteatret, Tivoli,
Bundes Jugend Ballett
Koreografi: John Neumeier med flere.