Dans

Lege-time for voksne

Leg for legens egen skyld. Leg for sjovs skyld. Der er intet indhold, kun formålsløs leg i forestillingen The Great Paradox of Play af svenske Samuel Gustavsson. Ifølge programmet vil Samuel Gustavsson overraske, inspirere, undersøge, fejre og bringe den formålsløse leg tilbage ind i vores voksenliv. Om det lykkes Samuel Gustavsson at inspirere sit voksne publikum til at lege videre derhjemme, afhænger nok af hvor stort et legebarn, man er. Tempoet i nycirkusforestillingen, der koncentrerer sig om trylleri, er i al fald yderst adstadigt, så alle voksne kan følge med. Bevidst eller ubevidst, så går det endda af og til så langsomt i forestillingen, at tryllekunstnerne selv kommer til at afsløre deres magi. Hermed er publikum godt hjulpet på vej til at trylle videre derhjemme i dagligstuen.

På scenen ses tre tryllekunstnere svenske Axel Adlercreutz, finske Robert Jägerhorn og danske David Tholander. De tre herrer fremtryller glas med vand fra deres høje Sufi-danser-hatte, og får det vand, som de ikke drikker, til igen at forsvinde i de tilsyneladende bundløse hatte. Selv ud af en pude fremtrylles et glas vand endda umiddelbart efter en heftig pudekamp. Snart mangler en af herrerne en sko, og sørme om den ikke også gemmer sig i en af hattene. Men ellers er det ikke den mest spektakulære tryllekunst, der fremvises på scenen. Især ikke når tingene, der forsvinder – og dukker op igen, er så små, at man ikke se dem fra række ni. En fingerring fra en publikummer der trylles over på et reb, kan vi for eksempel ikke se. Vi kan dog se en hvid fjer, som svæver over scenen og suser rundt mellem de tre tryllekunstnere. Desværre bliver den ikke tryllet om til fem høns, men forbliver en lille fjer, der dukker op igen og igen, så man til sidst ønsker at den helt forsvinder. Mest magi skaber næsten elektronkomponisten Sture Ericson, som sidder på scenen med sin mac samt et par instrumenter og skaber et interessant og fint timet lydunivers til de tre tryllende herrer.

Bedst er de tre tryllekunstnere, når de ikke tryller, men bare fjoller rundt på scenen. Som når de suser ud og ind bag tre skærme, der står på scenen. Eller når de sidder på en kasse og bare trommer med fingrene på deres egne ben – og sidemandens. Disse små absurde optrin er finurlige samt sjove og meget mere underholdende at se på end en kugle, der svæver nede i knæhøjde. Disse fjollerier kan inspirere til ikke at tage livet så tungt, men bare lege.

Efter premieren på Baltoppen drager Rapid Eye på turné med The Great Paradox of Play i Danmark og Finland og den 13. og 14. april spiller forestillingen på Stadsteatern i Landskrona.

The Great Paradox of Play

Rapid Eye. Foto: Karoline Lieberkind

Fakta:
The Great Paradox of Play
Baltoppen
Rapid Eye: Axel Adlercreutz, David Tholander, Robert Jägerhorn og Sture Ericson
Instruktør: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Komponist og musiker: Sture Ericson
Lysdesign: Iro Suraci

Dans

Klassiker i nyt, futuristisk lys

Med tiden kan man som publikummer miste interessen for et klassisk mesterværk, som efterhånden kan savne aktualitet og vedkommenhed. Man kan blive træt af romantiske skovsøer og pompøse, royale gemakker, så hvad gør man med med en klassiker som Svanesøen, der danses igen og igen? Hvordan fastholder man balletpublikumets interesse for et værk, som publikummet har set flere gange, måske i utallige udgaver og med forskellige kompagnier? Den Kongelige Ballet har løst udfordringen ved at smide al den tunge og nostalgiske scenografi væk og erstatte det med et flot futuristisk lysdesign kombineret med enkle loftshængende konstruktioner, der er en parafrase over svanevinger. Altsammen skabt af den eminente finske lys- og videokunstner Mikki Kunttu. Udtrykket er meget vellykket, det er dundrende dramatisk og alt andet end romantisk og pussenusset.

Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe har koreograferet deres version af Svanesøen efter Marius Petipa og Lev Ivanovs ballet. De har skabt en ny slutning, som forholder sig til nutidens verden og dens problematikker. Dermed er balletten ikke blot et gammelt eventyr, men bliver en yderst vedkommende historie, der siger noget om vores moderne samfund og samtid. Allerede i første akt forstår man, at der foregår noget fordækt ved hoffet. Her hersker mørke og onde kræfter, som ikke vil Prins Siegfried det gode. Den dæmoniske Von Rothbart befinder sig også på slottet, hvor han leder det skumle komplot. De onde kræfter tæller flere og flere. Selv Prins Siegfrieds gode ven og væbner, Benno, advarer ham ikke, men tier om sin viden og bliver en ussel medløber. Ingen tager kampen op mod de onde kræfter, der lurer over alt og sniger sig frem. Det er djævelsk uhyggeligt som i en thriller af Alfred Hitchcock, og nakkehårene rejser sig. Til sidst overgiver Prins Siegfried sig også til Von Rothbarts onde klike og han tager Odile til ægte. Helten bliver selv en skurk, en forræder uden idealer. Han glemmer sin elskede Odette, for kun derved kan han bevare sin position. Hans ynkelige motto bliver: “if you can’t beat them, join them”.

Holly Jean Dorger er betagende som Odette/Odile, med sine lange arme skaber hun de mest elegante svanebevægelser og svimlende smukke arabesker. Den sympatiske Jonathan Chmelensky får i anden akt rigtigt styr på partiet som Prins Siegfried, og efter forestillingen blev han af balletmesteren udnævnt til kongelig solodanser. Jón Axel Fransson er bidende ond og dæmonisk som Von Rothbart, mens Andreas Kaas sprudler som Benno, og Liam Redhead gestalter en interessant tvetydig nar.

I anden akt er hofballets ungarske, italienske, russiske og spanske danse nykoreograferet af balletdanserne Gregory Dean og Oliver Starpov. Disse folkloristiske danse, som gav tidligere tiders publikum et antropologisk kig ud i den store verden, kan for nutidens vidtberejste publikum virke som naive anakronismer. Gregory Dean og Oliver Starpov undgår klicheerne og med små virkemidler får de fremhævet nationale kendtegn i dansen. Specielt Gregory Deans ungarske danse med imaginære tamburiner, og Oliver Starpovs brusende russiske dans med Stephanie Chen Gundorph i front er skønne og spektakulære.

Også ved repremieren giver Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes højdramatiske nyfortolkning af Svanesøen gåsehud. Selv dirigent Jakob Hultberg får Tjajkovskijs musik til at klinge ekstra dramatisk og uhyggelig. Denne moderne version af Svanesøen rammer ens dårlige samvittighed som et brutalt slag i ansigtet, og man stiller sig selv spørgsmålene: Siger jeg selv nok fra i forhold til den griskhed, uretfærdighed og ondskab, som jeg møder overalt i vores moderne, selvtilfredse verden? Lader jeg mig selv vugge ind i en komfortabel tilværelse uden at tage kampen op for en bedre og mere retfærdig verden? Gør jeg tilstrækkeligt modstand over for de skrupelløse magthavere? Er jeg blot en kynisk medløber, der vælger det behagelige liv fremfor den anstrengende kamp for bedre værdier? Når en gammel ballet sådan kan ramme en med relevante og aktuelle sprørgsmål, så må opsætningen af det klassiske værk være yderst vellykket og nødvendig.

Svanesøen med Den Konglige Ballet.

Svanesøen med Den Konglige Ballet. Foto: Costin Radu

svanesøen med den konglige ballet

Svanesøen. Foto: Costin Radu

Svanesøen med den konglige ballet.

Svanesøen med den ungarske dans. Foto: Costin Radu

FAKTA
Svanesøen
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater, Operaen
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa og Lev Ivanov
Lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Musik: Pjotr Tjajkovskij

Litteratur & film

Call me by your name

Har årets bedste film allerede haft premiere? Måske, for Call me by your name af Luca Guadagnino har alt: Godt skuespil, et interessant manus, dejlig musik, flotte billeder og herlige billedbeskæringer, der er inspireret af kunsthistoriens store værker.

Call me by your name handler om tabet af uskyld, plukning af frugt fra kundskabens (fersken)træ. Har vi set det tema udfoldet på film før? Ja, men aldrig så passioneret, ømt, indfølt og intenst som i Luca Guadagninos fremragende film.

Timothée Chalamet spiller aldeles overbevisende, så hvis han ikke får en Oscar for sit skuespil, så er det rent røveri.

Se endelig Call me by your name og genopliv den dér særlige sommer, hvor du mødte kærligheden, og verden ændrede sig totalt.

Pluk kundskabens fersken 

Foto: Youtube

 

Dans

Ufarlige vampyrer

Kloden koger. Vi stemmer på og giver magt til politikere og præsidenter, som ikke bekymrer sig om klodens tilstand. Magthavernes løsning på alle problemer er derimod blot mere og mere vækst. Vi mennesker er blevet en slags zombie-forbrugere, der uden tanke for bæredygtighed blot køber og smider væk i en uendelighed. Vi er blevet vampyrer, der konstant suger ressourcer ud af jordkloden. Som det gamle ordsprog siger: Vi saver den gren af, vi selv sidder på.

Vi er kommet til et punkt, hvor mange tænker, at demokratiet har spillet fallit, og kun et voldeligt oprør eller en revolution kan redde verden og os selv. Forestillingen The Vampire Revolution af svenske Tim Matiakis og danske Christian Lollike synes at ville mobilsere os til en slags revolution eller i det mindste en slags selvindsigt. Udgangspunktet for Matiakis og Christian Lollike  er således både vedkommende og yderst relevant, men deres performance The Vampire Revolution minder mest af alt om en naiv skoleforestilling, der ikke er kommet længere i skabelsesprocessen end til den begyndende brain storm.

Bedst fungerer Asger Kudahls lyddesign med behagelige lydbilleder der minder om supermarkedernes og indkøbscentrenes “muzak”, som skal få os til at købe mere. Men Asger Kudahls lyddesign indeholder også voldsomt bulder og brag, der fremmaner et billede af dommedag og klodens undergang i et “big bang”. Også Søren Knuds videodesign på et stort lærred, der er spaltet som en persienne, fungerer godt og fremmaner en fornemmelse af deformitet og opløsning. Men teksten, der består en række slagord og opråb , er en omgang håbløse klichéer, som ikke kan reddes hjem af skuespiltalent, for performerne er ikke skuespillere med professionel diktion, de er dansere, men danser næsten ikke. Og når de endelig danser, sker det i et mørke, så man kun aner bevægelserne. Man kan kun være enig med den performer der til sidst råber: “Fuck!, what is this”? Den smule dans, vi kan skimte i mørket, er dog interessant. Bevægelserne er krampagtige, spastiske, maskinelle og bevidst uskønne, som for at vise den menneskelige deroute. Mennesket har fjernet sig fra naturen, sig selv og sin fornuft og er blevet en dukke eller robot i forbrugerismens farlige spil.

Christian Lollike og Tim Matiakis forsøger at engagere og involvere publikum. Det sker meget pædagogisk og sympatisk med fælles opvarmning før forestillingen, hvor vi blandt andet skal klappe vores sidemænd på ryggen. Men det sker også undervejs i forestillingen, hvor lyset tændes i salen for at performerne kan indsamle ting, som publikummerne kan undvære for så senere at dele dem ud til nye ejermænd. Dette projekt med at lade et kondom, en læbepomade eller en pakke tyggegummi skifte hænder tager evigheder og er lige så spændende som et amerikansk lotteri til et lokalt foreningsmøde.

Måske kunne The Vampire Revolution skabe en smule eftertanke, hvis den blev spillet i det store varehus Magasin, der ligger lige overfor Det Kongelige Teater, og dermed være en direkte kontrast til den evigt pågående shopping-mani. Men i et meget mørkt scenerum virker forestillingen blot som en forældet idé, der har overlevet fra hippietiden i 1960’erne. Det er virkelig synd, for tanken bag The Vampire Revolution synes både interessant og mere aktuel end nogensinde. Mange af os er parate til en form for revolution eller et oprør mod den eksisterende kapitalisme, men det bliver ikke med The Vampire Revolution som partiprogram.

The Vampire Revolution er skabt i et samarbejde mellem teater Sort/Hvid i Aarhus og i Corpus – Den Kongelige Ballets moderne kompagni.

corpus-vampire-revolution

Foto: Det Kongelige Teater/Corpus

FAKTA:
The Vampire Revolution
Corpus
Det Kongelige Teater, A-salen
Koncept: Christian Lollike og Tim Matiakis
Tekst: Christian Lollike
Scenograf og kostumedesigner Marie Rosendahl Chemnitz
Komponist Asger Kudahl
Lysdesign Morten Kolbak
Lyddesign Asger Kudahl
Videodesign Søren Knud

Litteratur & film

Tænk, at livet koster livet

Når vejret er gråt i gråt, og der måske også er gråhed i sjælen, er det vigtigt at huske på Jørgen Gustava Brandts ord i salmen Tænk, at livet koster livet (1985). Man skal leve nu – og på trods af al gråheden.

1 Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
rigt og bredt går livet ned
i evighed.

2 Stjernestunder,
livets under,
luft og smag og syn er nyt!
Blodet bruser,
løvet suser,
havets rum er højt og lydt!
Mærk: alt liv går udad! – Giv!
For tro er liv.

3 Høje himle
fyldt med svimle
fuglefløjt i morgenvind –
og i suset
gennem huset
jordisk balsam til mit sind.
Fuglen i mit eget bryst
må slå med lyst.

4 Høje drømme!
Dybe strømme
gynger i hvert åndedrag,
sangen svinger
vide vinger
over jorden med Guds dag.
Øjets glans er kroppens lys –
føl livets gys!

5 Leve livet!
Ført af livet,
som er ét i sjæl og krop,
må vi sanse,
må vi danse
glædens ord i spring og hop.
Takke Gud med lovsangs lyd
i salig fryd –

6 Hver fornemmer,
jeg’ets tremmer
rykkes ud i pause-ro.
Hvert et skridt, du
tar så frit nu,
er identisk med din tro.
Tyst i midten væksten står
med livets vår.

7 Godt, at livet
koster livet!
Godt at synge dagens pris.
Det er glæde,
alt til stede,
i ét nu er paradis!
Tørstende når roden ned
i evighed.

Foto: fyraften.nu
Foto: fyraften.nu

Dans

Techno, sex og ecstasy på dansegulvet

Teatret flytter ud af teatret, og der danses, spilles skuespil og synges opera på nye, anderledes og overraskende lokationer. Alle steder kan blive en scene – lige fra private hjem til kirkegårdskapeller og bybusser. Instruktøren Sargun Oshana er optaget af at nedbryde barrieren mellem publikum og scenekunstnere, han ønsker at skabe rum, hvor de de to parter kan mødes på nye måder. I sin seneste forestilling Techno/Frådseri, der er en monolog med dans, har han rykket teatret ind på en natklub. Nærmere betegnet natklubben Never Mind, hvor publikum sidder på barstole rundt omkring i lokalet, som var det en almindelig klubaften. Det sparsomme lys kommer fra gamle lysekroner, der hænger i loftet side om side med discokugler. I et hjørne af lokalet står en DJ, og bag bardisken skænker bartendere øl og drinks. Mere autentisk bliver det ikke.

Forestillingen med skuespilleren og sangeren Simon Mathew handler om en person, der går i opløsning. Personen er en ung homoseksuel mand, der på en selvdestruktiv måde uhæmmet hengiver sig til hårde stoffer og grænseoverskridende sex. I en rus på dansegulvet møder hovedpersonen et ‘du’, som vi ikke ser, men kun hører om.

Kejtet kommer den unge mand ind i baren og går forsigtigt rundt blandt publikum. Kontaktsøgende, men genert kigger han sig omkring. Han tør ikke tage kontakt til nogen. Efter et par ecstasy-piller er al kejtethed og generthed borte. Han slipper hæmningerne og danser vildt til technomusikken på dansegulvet. Technomusikkens heftige rytme afspejler hans hidsige puls. Han er høj af stoffer og kan slet ikke stå stille, men må danse videre, mens han fortæller om ham, som han lige har mødt og er blevet besat af. Han giver slip på sig selv og underlægger sig du’et. Først lader han sig klippe skaldet ligesom sin elsker, senere følger han fuldkomment du’ets lyster og bliver sexslave for ham – og for andre vildtfremmede mænd, som du’et manipulerer ham til at have sex med.

Forestillingen er ikke for puritanske sjæle, den er eksplicit i sit sprogbrug. Her tales der om alle former for kropsvæsker og bizarre sadomasochistiske sexlege, der mere minder om tortur end nydelse. Også kropssproget er direkte; kun iført kyskhedsbælte smider Simon Mathew sig på cafebordene lige foran os publikummer eller kravler nøgen rundt for fødderne af os. Det er grænseoverskridende for publikum, akkurat som det er for jeg’et, hvis grænser bliver rykket langt mere, end han egentlig ønsker sig.

Det som umiddelbart kan opfattes som en provokation tjener dog et højere kunstnerisk formål. Udskejelserne demonstrer nemlig den objektgørelse, der sker med jeg-personen i hans fuldkomne hengivelse til det dominerende du. Hans identitet flyder ud og smelter næsten sammen med den andens. Jeg’et bliver fremmed over for sig selv, han bliver tingsliggjort og næsten tilintetgjort. Hans krop er bare en fremmed ting, som andre kan gøre med, hvad de lyster. Og den næsten invaliderende sex er et billede på en person, der altid har brug for en anden for at føle sig som et helt menneske.

Mest grænseoverskridende og ubehageligt er dog hovedpersonens vekslen mellem ecstasy-ekstase og ædruelig depression. Hans fråseri med sex og stoffer har været fuldstændigt glædesløst. Og når hyggebelysning slukkes i baren og det skarpe neonlys tændes, kommer vi publikummer helt tæt på dette menneske lige ved siden af os. Han, der har mistet sig selv og er på selvmordets rand. Det er stærkt teater, der rammer publikum som dundrende tømmermænd. Og det er teater med en moderne dannelseshistorie. Simpelthen teater når det er allerbedst.

Forestillingen bygger på Niels Henning Falk Jensbys debutroman Techno. Med sin meget sikre stil og en ny form for kropsmodernisme blev værket kåret som årets bedste danske debutroman i 2016. Men for en gangs skyld er teaterversionen bedre end det litterære forlæg. Romanen bliver i længden lidt monoton med sin bevidst kværnende og ensformige stil. I teaterforestillingen er der derimod plads til lidt variation og et lille smil takket være Sargun Oshanas modige iscenesættelse og Simon Mathews hudløse og overbevisende performance.

Techno/Frådseri er produkt af et et kreativt samarbejde mellem Aarhus Teater og teater Republique i København. I Aarhus spiller forestillingen på GBAR og i København spiller den på natklubben Never Mind. Forestillingen er en del af Republiques serie om syv dødssynder, som udforskes i en række forestillinger denne sæson.

frådseri

Foto: Anna Marín Schram/République

frådseri på Republique

Foto: Anna Marín Schram/République

FAKTA
Techno/Frådseri
Aarhus Teater og Republique (GBAR og Never Mind)
Instruktion: Sargun Oshana
Dramatisering: Sargun Oshana og Sanna Albjørk
Medvirkende: Simon Mathew og DJ Natal Zaks