Arkitektur & design

Gent

Hovedstaden i provinsen Østflandern hedder Gent, det er en meget flot og spændende by, som jeg varmt kan anbefale at besøge. Byen er kendt for sine maleriske kanaler, den velbevarede arkitektur, de majestætiske kirker – blandt andet Skt. Bavo-katedralen med Hubert og Jan van Eycks kendte altertavle Lammets tilbedelse (1432). Men Gent er også kendt for sine festivaler: filmfestival, lysfestival og ikke mindst Gentse Feesten – en enorm byfest der tiltrækker op mod 2 millioner besøgende.

Borgen Gravensteen ved kanalen

Borgen Gravensteen ved kanalen

Gavle i Gent

Gavle i Gent

Kanalrundfart i Gent

Kanalrundfart i Gent

Læs mere om Gent

Arkitektur & design

Brugge

Engang var den en af de betydeligste byer i Europa, og i højmiddelalderen blev Brugge et handelscentrum for især klæder. Byen var en del af Hanseforbundet og dermed en af Europas fire vigtigste handelsbyer – de øvrige var Novgorod, Bergen og London. Byens enorme velstand betød, at man byggede i sten, hvorfor byens smukke, gamle huse har overlevet. Byen mistede sin betydning, da kanalerne, som forbandt den med havet, sandede til. Desuden blev byen ikke ramt af ødelæggelserne i Første og Anden Verdenskrig, hvorfor den i dag er en meget velbevaret Hansastad.

Besøg endelig den belgiske perle Brugge

Rozenhoedkaai i Brugge

Rozenhoedkaai i Brugge

Idyllisk kanal i Brugge

Idyllisk kanal i Brugge

Godshuizen

Godshuizen blev i sin tid opført som boliger for fattige, pensionerede håndværkere

Rødt tegl i Brugge

Rødt tegl i Brugge

Kanalrundfart i Brugge

Kanalrundfart i Brugge

Litteratur & film

Dræb ikke en sangfugl

Der er så mange klassikere, man skal nå at læse, men en af dem du ikke må glemme, er Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee  (1926-2016). Jeg er sent ude og har først lige læst den.

Romanen udkom i 1960 og er en af USA’s mest læste romaner – solgt i over 40 mio. eksemplarer.

Bogen foregår i en lille by i 1930’ernes Alabama, hvor de sorte indbyggere er i de hvides vold. Bogens hovedperson og fortæller er den lille pige Jean-Louise Finch – kaldet Scout.

Scout og hendes ældre bror Jem er ikke synderligt imponeret over deres far, advokaten Atticus. I deres barnlige øjne er han ikke meget værd, men det ændrer sig, da han skyder en gal hund på gaden. Herefter går det op for børnene, at deres far måske alligevel kan noget. Og da faderen i en retssag forsvarer den sorte Tom Robinson, der er uskyldig, men alligevel anklaget for voldtægt, vokser han i børnenes øjne til en sand helt. Også selv om Atticus taber sagen.

Dræb ikke en sangfugl handler om rædselsfuld racisme mod sorte, som stadig synes at gennemsyre det amerikanske samfund. Derfor er bogen ikke bare historie, men desværre stadig yderst aktuel.

Dans

En pianists pas de deux med flyglet

Dansk Danseteaters sommertradition med Summer Dance i Københavns Politigård er i år blevet aflyst på grund af frygt for terror. Politiets aktuelle terrorvurdering afholder dog ikke Dansk Danseteater fra at danse i sommerperioden. Kompagniet er nemlig rykket ind i operaens lyse foyer, hvor de danser forestillingen chopin danser. At danse indendøre er måske en ganske klog beslutning i denne yderst regnfulde sommer, hvor skyerne stråler stærkere end solen.

Her på falderebet inden Tim Rushton, Dansk Danseteaters kunstneriske leder gennem mange år, forlader sin stilling, afprøver han et nyt koncept: En kombination af en klaverkoncert og en danseforestilling. Som titlen signalerer, er musikken hovedsageligt af Frédéric Chopin, og den spilles formidabelt af den ukrainskfødte pianist Tanja Zapolski. Hun er en vaskeægte klaverløvinde, en funklende stjerne, som selv overstråler Dansk Danseteaters eminente dansere. I en lang, snæver, sort kjole sætter hun sig rank ved flyglet, løfter armene i sensuelle flamencoagtige positioner og lader så sine hænder danse lynhurtigt over tangenterne. Hvilken elegance! Og hvilken musikalitet. Tanja Zapolski pas de deux med flyglet blev forestillingens smukkeste dans.

Frédéric Chopin er blevet kaldt klaverets digter, og Tanja Zapolski får virkelig den polske komponist til at fortælle historier, måske også flere end danserne får fortalt gennem deres dans. Uden ledsagelse af dans spiller Tanja Zapolski Chopins f-mol Fantasie op. 49, hans Revolutions Etude (Étude op. 10, No 12), et præludium af Claude Debussy og et værk af finske Einar Englund, der er far til balletdanseren og instruktøren Sorella Englund, som har virket hos Den Kongelige Ballet i en menneskealder.

Koreografien er udelukkende til musik af Chopin. Snarere end at lade sine dansere danse til musikken, tager Tim Rushton afsæt i musikken og fabulerer videre på den. Musikken sætter så at sige kroppene i gang. Herrerne er skrøbelige stankelben i mørke jakkesæt. De ligner androgyne Egon Schiele-karakterer i spastiske bevægelser, hvis de da ikke bevæger sig robotagtigt som Oskar Schlemmer-figurer. Kvinderne – klædt i sorte corsage-lignende kostumer slanger sig sensuelt og æggende over scenen eller tripper afsted som gamle krumbøjede koner. Det er koreografi rig på kontraster, ligesom dansen ofte står i kontrast til musikken.

Operaens glas-foyer er måske ikke det bedste scenerum, men godt af Dansk Danseteater får brugt en del af operahuset i denne tid, hvor København har en operafestival, der mærkværdigvis slet ikke benytter sig landet største operascene.

Tanja Zapolski.

Tanja Zapolski. Foto: Søren Meisner

Chopin Danser.

Chopin Danser. Foto: Søren Meisner

Chopin danser
Operaen (Foyeren)
Dansk Danseteater
Koreografi: Tim Rushton
Pianist: Tanja Zapolski
Musik: Frédéric Chopin Claude Debussy og Einar Englund

Arkitektur & design

Hvor jord og himmel mødes

Kloster Neuburg lidt uden for Wien blev grundlagt 1114, men det er stadig Østrigs kirkelige centrum. Her bliver præster uddannet, her findes et stort, kirkeligt bibliotek, her er et middelalderligt trefløjet guldalter, en nyere barokkirke, og så er Kloster Neuburg også Østrigs ældste vingård!

Hvis du er på de kanter, anbefaler jeg et besøg på Kloster Neuburg, som ligger højt på en pynt med en smuk udsigt ud over Donau.

Kloster neuburg kirke

Kloster Neuburgs kirke

Kloster neuburg kirkeinteriør

Kloster Neuburgs kirke

guldalter i Kloster neuburg

Guldalter i Kloster Neuburg

stift-klosterneuburg

Knejsende eksteriør

 

Dans

Til minde om Rudolf Nurejev

Mens Bolsjoj Teatret i Moskva tager Jurij Possochovs ballet om Rudolf Nurejev af plakaten lige inden premieren, så hylder Wiener Staatsballett den russiske danser med en stor balletgalla. Det sker traditionen tro som et festligt punktum på sæsonen. Franske Manuel Legris, som leder Wiener Staatsballett, har allerede meddelt, at han planlægger en endnu større galla til næste år, som er 80-året for Rudolf Nurejevs fødsel.

Men hvorfor egentlig en Nurejev Galla i Wien? Jo, Rudolf Nurejev blev østrigsk statsborger i 1982, men allerede i 1959, før han hoppede af i Vesten, dansede han i Wien. I 1964 opsatte han sin udgave af Svansesøen på Wiener Staatsoper, to år senere fulgte Don Quixote. I 1991 fik han endda sin debut som dirigent i den østrigske hovedstad. Rudolf Nurejev tog Wien til sig, og wienerne tog Nurejev til sig, og de har aldrig glemt ham eller hans værker.

Den fire timer lange gallaforestilling begynder med et uddrag af Nurejevs fortolkning af Marius Petipas Tornerose (1966). Heldigvis et kort uddrag for det er aldeles intetsigende, og de overpyntede rokoko-kostumer er fuldstændigt rædselsfulde i deres skrigende farver. Man når lige at tænke, at det bliver en meget lang aften, hvis det fortsætter sådan med en række vilkårlige fragmenter fra bedagede balletter – og dansere i smagløse kostumer. Men næste værk er heldigvis det flotte værk Solo (1997) af Hans van Manen, der netop har modtaget den fornemme franske kulturpris Commandeur des Arts et des Lettres. Tre herrer i hurtige trin og luftige spring suser over scenen i enkle, men smarte kostumer. Hans van Manens koreografi til musik af Johann Sebastian Bach er et energiboost af en anden verden. Solo er et perfekt galla-nummer, og det høster måske aftenens største bifald. Hans van Manen er også selv tilstede og kommer op på scenen og modtager hyldesten.

Wiener Staatsballetts store italienske stjerne Davide Dato, skulle have været en af gallaens højdepunkter, men sådan gik det desværre ikke. Første gang han går på scenen sammen med svenske Nikisha Fogo i George Balanchines pas de deux fra Stars and Stripes (1958), kommer han til skade med sit knæ. Han drejer rundt på foden og skal i gang med en solo, men falder i stedet om på scenen, hvor han bliver liggende, mens det synes at vare evigheder, inden tæppet falder. Davide Dato synes her på sæsonens sidste aften at betale prisen for en meget hård og travl sæson, hvor han også blev udnævnt til ‘Erster Solotänzer’. Med denne uheldige skade udgik også Davide Datos pas de deux med belgiske Nina Tonoli. De to skulle have danset et uddrag fra Edward Clugs moderne ballet Peer Gynt, (2015) som får premiere på Wiener Staatsoper i den kommende sæson.

Med Davide Datos exit bliver det de to russiske gæstestjerner fra Bayerische Staatsballett Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov, der løber med den største opmærksomhed. Ægteparret danser et imponerende uddrag af Juri Grigorowitschs ballet Spartacus (1983). Vladimir Shklyarov løfter og kaster rundt med sin hustru, som var hun en let fjerbold. Maria Shirinkina og Vladimir Shklyarov er meget elegante i deres dramatiske dans. Ren russisk ballet-kvalitet. Balletten Spartacus er som et råb om frihed, den frihed som også Rudolf Nurejev søgte, da han i 1961 søgte om politisk asyl i Frankrig. Vladimir Shklyarov kommer på scenen igen i et langt uddrag fra Rudolf Nurejevs udgave af Marius Petipas La Bayadére (1963). Denne gang sammen med sin landsmandinde Liudmila Konovalova, der til daglig danser i Wiener Staatsballett. De to gør det godt, men bajaderers dans kokser fuldstændigt, idet danserinderne ikke kan holde deres arabesque penchée, hvormed hele den suggestive magi fordamper, og man ser kun et kaos af strittende ben.

Den lange festgalla med tre akter indeholder rigtig mange uddrag fra diverse kendte og mindre kendte værker. Nogle uddrag er mere velvalgte end andre. Spændende er det at få en smagsprøve af Liam Scarletts humoristiske With a chance of rain (2014), og Jorma Elos abstrakte Glow – Stop (2006 ). Derimod synes en kort ekspressiv solo fra John Neumeiers Le Sacre (1972) temmelig malplaceret. Uden kontekst forstår og føler man intet, skønt østrigske Rebecca Horner er kraftfuld og flyver vildt over scenen.  Det samme er tilfældet med det temmeligt melodramatiske uddrag fra Roland Petits La Prisonniére (1974), som synes ganske uforståeligt og ligegyldigt, hvis man ikke kender balletten eller ikke kan huske den.

Nurejew Gala slutter med et langt uddrag fra George Balanchines festlige Symphonie in C (1947). Personligt ville jeg hellere have oplevet det fulde værk med Georges Bizets medrivende musik, og så set lidt færre af de mange fragmenter, som kan virke lidt trættende i længden på en meget lang balletaften. Hvis Manuel Legris ønsker sig en endnu større og længere Rudolf Nurejev galla næste år, ja så behøver han ikke at fylde endnu flere fragmenter på programmet, men hellere koncentrere sig om længere uddrag eller hele værker.

Nurejew Gala 2017

Foto: Wiener Staatsoper

FAKTA
Nurejew Gala 2017
Wiener Staatsballett med gæstedansere
Wiener Staatsoper, 29 juni