Dans

En cubansk faun og caribiske rytmer

Som frømænd, der lige er steget op af havnebassinet, træder syv dansere – fuldstændigt maskerede i sorte heldragter – op på scenen til tonerne af Jean Sibelius’ Valse Triste. På scenen sætter de sig ned på en række, slår benene om hinandens kroppe og drejer sig om, så de danner en stor krop, der ligner et gigantisk tusindben. Og når de alene maver sig rundt på scenen, ligner de hummere og andre havdyr, eller er det fordi, vi befinder os på Ofelia Plads i Københavns Havn, at man får associationer til havdyr?

Dansk Danseteater, nu med svenske Pontus Lidberg i front, har altid fundet spektakulære scenerum til deres udendørs sommerforestillinger, Copenhagen Summer Dance. Tidligere har Dansk Danseteater danset i Politigårdens stemningsfulde atriumgård, men nu er de rykket ud på den populære havneplads ved siden af Skuespilhuset med udsigt til blandt andet Operaen, hvor kompagniet til dagligt har til huse på Operaens lille scene, Takkeloftet.

Marcos Moraus værk Waltz (uddrag) med Dansk Danseteaters dansere i frømandskostumer er en flot, effektfuld og underholdende åbning på danseaftenen under den lyse aftenhimmel. Mere dybde og følelse er der måske i Sidi Larbi Cherkaouis værk Faun, som er en ny og meget moderne fortolkning af Vaslav Nijinskijs L’Après-midi d’un faune / En Fauns Eftermiddag (1912). Musikken er stadig Claude Debussys, men der er også moderne rytmer. Ligesom Nijinskij er Sidi Larbi Cherkaoui i sin udgave af det legendariske danseværk, inspireret af basrelieffer og skaber mange flotte positioner og bevægelser i profil, der skaber en interessant og fascinerende fornemmelse af fladhed. Carlos Luis Blanco og Laura Treto fra det cubanske kompagni Acosta Danza danser henholdsvis faun og nymfe. Carlos Luis Blanco er en dyrisk og lidt vild faun, han er mere en handlingens mand end en drømmer. Carlos Luis Blanco er i konstant bevægelse, og hans fleksible krop synes nærmest at implodere, sådan bølger bevægelserne gennem ham. Sidi Larbi Cherkaoui har gennem sin næsten hypnotiske koreografi skabt en faun, som ikke blot forfører nymfen på scenen, men samtlige publikummer.

Jessica Lyall, Stefanos Bizasog Joe George danser en imponerende akrobatisk pas de trois Lamento della Ninfa (Nymfens klagesang) af Stephen Shropshire. De to herrer kaster deres kvindelige partner rundt i en halsbrækkende dans, som samtidig ser meget let og ubesværet ud. Som kontrast til den akrobatiske dans står de sarte toner i Ane Brun blide musik. Og de to tidligere kollegaer i Den Kongelige Ballet, Alban Lendorf, Marina Minoiu, står for aftenens balletindslag. De danser en pas de deux fra Kenneth MacMillans Manon. Det er et kort, men glædeligt gensyn med dansk ballets internationale store stjerne, Alban Lendorf, der nu mest danser hos American Ballet Theatre.

Til sidst, da solen står lavt på pladsen og sender er blidt, gyldent lys over scenen, danser Dansk Danseteater og Acosta Danza et uddrag af Paysage, Soudain, La Nuit af Pontus Lidberg. På denne varme sommeraften og med vand omkring scenen kan man næsten føle sig hensat til Cuba, for der er latino-vibes i Leo Browers rytmiske musik, Paisaja Cubano con Rumba, og Pontus Lidbergs trin, der sprudler af glæde. Særligt Mario Sergio Elías fra Acosta Danza sætter den caribiske stemningen et par grader op med sine charmerende hoppende trin og skæve smil.

Pontus Lidberg har kurateret er perfekt blanding af danseværker, det eneste, vi kunne have undværet på den smukke aften, var kulturministeren og hendes belærende og historisk ukorrekte velkomsttale, hvori hun ikke engang kunne finde ud af at udtale Dansk Danseteater korrekt. Pinligt, men heldig vis kan alt danses væk i sommernatten.

 Copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance

Foto: Søren Meisner

copenhagen summer dance 2018

Foto: Søren Meisner

FAKTA
Copenhagen Summer Dance
Dansk Danseteater, Acosta Danza
Ofelia Plads 9.-11. august. Vitabergsparken, Stockholm 14.-15 august og Moesgaard Museum, Aarhus 17.-18. august.
Koreografi: Pontus Lidberg, Sidi Larbi Cherkaoui, Marcos Morau, Stephen Shropshire, Kenneth MacMillan.
Dansere: Dansk Danseteater, Acosta Danza  Alban Lendorf, Marina Minoiu,
Musik: Claude Debussy, Nitin Sawhney, Stefan Levin, Leo Brouwer, Ane Brun, Jules Émile Frédéric Massenet, Jean Sibelius med flere.
Kostumer: Hussein Chalayan, Mia Steensgaard Karen Young, Gry Hesbjerg og Kenth Fredin.

Dans

Dansefestival med meditative lyde

På Teater Momentum i Odense indtager moderne dans og performance en central rolle i repertoiret. Det fynske teater drømmer om at blive en af landets førende scener inden for netop disse to genrer, og et skridt på vejen hertil er blandt andet dansefestivalen La Petit Entré fra den 2. til den 4. august.

Teater Momentums finske huskoreograf i sæsonen 2011-12, Taneli Törmä, har til festivalen lavet forestillingen COVER, som er en performance med fokus på lyd. Taneli Törmä er uddannet i sit hjemland, men har nu base i Danmark, og har arbejdet med en række internationale teatre, herunder Svenska Teattern i Helsinki. Tidligere har Taneli Törmä sammen med sit kompagni, LOCATION-X, udforsket lysdesign og video i kunstnerisk sammenhæng, men i COVER handler det om den kropslige oplevelse af lyd, også kaldet kinæstesi.

COVER er en tredelt performance, og publikum bliver ført igennem tre rum, hvori der sker noget forskelligt, som har med lyd – og ikke-lyd – at gøre. I det første rum, der er tomt, går publikum rundt. Det drypper ned fra loftet på et enkelt sted, og vandet samler sig i en lille vandpyt. Dråberne, der falder ned på det sorte vinyl-gulv, slår en rytme, som udbygges, når det også begynder at dryppe ned et andet sted fra loftet. Lidt efter lidt begynder det at dryppe ned flere steder, og en helt rytmisk koncert a la Steve Reich begynder. Rytmen skifter, den stiger og falder for så at høre helt op, før den igen tager fat, sådan som rigtigt regnvejr også gør. Publikum må finde ly mellem de faldende dråber, og det er en helt dejlig fornemmelse at skulle gøre i denne ekstreme varme og regnfattige sommer. Søren Lyngsø Knudsen har skabt denne interessante lyd-installation, der desværre har en ubehagelig konnotation: Grundet det sterile, stærkt oplyste rum med de vandførende rør i loftet kan man nemt komme til at tænke på et gaskammer, når døren lukkes forsvarligt bag os. Det er sikkert ikke meningen, at publikum skal få den slags associationer, men rummets brutalitet modarbejder den meditative stemning, som kunstnerne – ifølge programmet – søger. 

I det andet rum sidder Taneli Törmä henslængt på gulvet som en klassisk skulptur. Med sit store røde skæg ligner han en viking. Kraftig og stærk ser han ud, og man forventer, at han snart vil brøle af sine lungers fulde kraft. Han er klædt i en kropsnær kobberfarvet heldragt, der på brystet, skuldrene og den øverste del af ryggen har påsyet en række bjælder og klokker i forskellige størrelser. Denne brynje af bjælder vil kunne skabe et inferno af larm, hvis han bevæger sig, og igen forventer man meget lyd. Men Taneli Törmä brøler ikke noget og bevæger sig meget langsomt og forsigtigt, så bjælderne forbliver tavse. Han kommer endda på benene, uden at særligt mange af bjælderne giver lyd fra sig. Og da han trækker dragten af sig, hører man kun et par små bjælder. Nøgen forlader han scenen, og dragten med bjælderne og klokkerne ligger tilbage som en kokon på gulvet. Lyden ligger tilbage, stille. Det er en overraskende performance med et glimt i øjet.

Til sidst føres publikum ind i et rum, hvor vi blive placeret på små skumgummimåtter foran en cellist og omringet af højtalere. Cellisten Laura Folch spiller ikke et musikstykke for os, men laver udelukkende nogle lyde på sit instrument, men lydene sendes gennem et 10-kanals lydsystem og kommer til at lyde som en hel koncert. Disse lyde er i surroundsounden svimlende smukke, og meditative at lytte til, men igen modarbejder rummet oplevelsen. Et meget skarpt ovenlys generer, og man føler næsten, at man er hos tandlægen eller på operationsbordet. Desuden sidder man ikke bekvemt og afslappet på de små lapper skumgummi. Vi er trods alt ikke børnehavebørn, der er til skolekoncert. En blid lyssætning og store madrasser man kunne slænge sig komfortabelt på eller liggestole man kunne flyde behageligt i ville have været mere befordrende for de beroligende klange og den meditative stemning.

Taneli Törmäs idé bag COVER er god, fremførelsen er der heller intet vejen med, men lyssætningen og scenografien saboterer desværre det overordnede koncept i forestillingen. Det meditative aspekt fordufter, når man ikke føler, at rummene er indrettet på en imødekommende måde, men i stedet giver associationer til ret ubehagelige ting. Kun i den midterste del af forestillingen, hvor Taneli Törmä selv er på scenen i et blødt lys, og publikum sidder på stole i en perfekt halvcirkel rundt om ham, er det lykkedes at skabe befordrende rammer for værkets grundidé. 

COVER på teater Momentum

COVER. Billedet er ikke fra opsætningen i Odense. Foto: Petri Tuhkanen

FAKTA
COVER
Teater Momentum
Koreograf og koncept: Taneli Törmä
Performer: Taneli Törmä
Lysdesigner: Petri Tuhkanen
Kostumer og scenografi: Kasper Hansen
Musik: Søren Lyngsø Knudsen og Esa Mattila
COVER blev danset tre gange den 4 august på Teater Momentum og spiller igen på Musik og Teaterhøjskolen i sønderjyske Toftlund den 7. august

Dans

Kunsten at gå

På et underlag af to tons salt placeret i en knivskarp kvadrat går en danser rundt og rundt. Med sin gang danner danseren et ellipseformet spor i saltet. Hun går både til rytmen i Steve Reichs minimalistiske slagtøjskomposition Drumming (1971), og imod den. Lidt efter lidt træder flere dansere ind på det hvide kvadrat, og snart tegner der sig to ellipseformede spor i saltet. Efterhånden bliver de to geometriske spor udvisket af andre former og figurer. Den endeløse række af cirkler, kurver og spiraler, som de seks meget forskellige danserne går, skaber fodspor i alle retninger. På den hvide salt-kvadrat tegner der sig efterhånden en form for struktureret kaos, sådan som vi kender det fra et maleri Jackson Pollock.

Danserne slentrer ikke roligt af sted, men går raskt til i deres vandrestøvler, og det skulle ikke undre, hvis de har taget 9000 trin, når værket 9000 STEPS (2015) slutter efter 65 minutter. Det er ikke behageligt træningstøj eller løst joggingtøj, danserne går rundt i, men stramme jeans og t-shirts. Til forveksling ligner danserne publikum. Derfor er det også nemt at identificere sig med danserne, når de i højt tempo passerer forbi i deres regelmæssige gang, som kan påminde om ens egen næsten fastlagte og skemaagtige gangmønster i hverdagen.

9000 STEPS er med sin stramt koreograferede gang i gentagende mønstre et rituelt værk, der tager udgangspunkt i menneskets evne til at gå. Hverdagshandlingen at gå, bliver så at sige løftet op til at være en kunstnerisk disciplin. Men er det interessant at se på mennesker, der bare går rundt? Ja, det er det. Det er faktisk meget meditativt at se på den repetitive gang. Som tilskuer bliver man suggestivt draget ind dansernes rytmiske gang – og naturligvis Steve Reichs musik, og man får lyst til at rejse sig fra sin stol og gå med og være en del af fællesskabet.

Det betyder naturligvis også meget for oplevelsen, at forestillingen opføres en herlig sommeraften på Ofelia Plads, en gammel havnekaj mellem Operaen og Amalienborg Slot i Københavns centrum. Gamle træskibe glider forbi i den gyldne solnedgang, mens danserne går, som gjaldt det livet. Her på kajen mellem vand og land og i overgangen mellem dag og nat passer 9000 STEPS perfekt ind.

9000 STEPS er mere end blot travende trin i mønstre, der er også ”rigtigt” dans i værket. Her er moderne bevægelser, piruetter og fejende trin, der får saltet til sprøjte af sted, men også trin fra den folkloristiske kædedans, der danses med plisserede kapper over skuldrene. Kapperne konverterer danserne senere til skørter for derefter at snurre rundt i den cirklende religiøse sufi dans. Med fælleskabet i folkedansen og sufismens religiøse dans er vi igen tilbage ved det rituelle tema i 9000 STEPS.

Værket 9000 STEPS (2015) er skabt af den australskfødte koreograf Joanne Leighton, som efter at have haft sin base i Belgien nu bor i Paris, hvor hun i 2015 grundlagde kompagniet WLDN. Joanne Leighton skaber stedspecifikke værker og hun har selv været rundt i København og omegn for at finde passende steder til sit værk, der danses ved solopgang og solnedgang. Ud over at blive danset på et underlag af salt på Ofelia Plads i Københavns Havn er værket også blevet opført på et jordunderlag i Naturpark Amager og til sidst danses værket i sand på Amager Strand.

9000 STEPS af Joanne Leighton/WLDN

Foto: Maja Nydal Eriksen / Metropolis

FAKTA
9000 STEPS
Metropolis (Københavns Internationale Teater)
Ofelia Plads, Naturpark Amager og den 4. og 5. august på Amager Strand.
Koreografi og iscenesættelse: Joanne Leighton
Dansere: WLDN (Lauren Bolze, Marion Carriau, Marie Fonte, Marie-Pierre Jaux, Arthur Perole, Alexandre Da Silva)
Musik: Steve Reich (Drumming)
Kostumer: Alexandra Bertaut
Scenografi: Tovo & Jamil

Dans

Musikken danser

På Amerikakaj, hvor emigranterne steg på dampfærgerne til Amerika i 1800-tallet, ligger venuen Pakhus 11. I det smukke, gamle pakhus mødes fortiden med fremtiden i Dansehallernes avantgarde-forestilling Dead Awake af komponist Niels Bjerg og koreograf Kirstine Kyhl Andersen. 

Pakhus 11 er til anledningen indrettet som et såkaldt “akusmonium”, det vil sige et rum med surround sound, der er specielt afstemt til rummets akustik. Og musikken er akusmatisk. Det betyder, at den afspilles over et lyddiffusionsanlæg, der modellerer lydenes bevægelser og placeringer i rummet. Via diffusionsanlægget koreograferes lydenes bevægelser så at sige ud i rummet, så publikum får en helt unik lyd-oplevelse. 

Dead Awake, der er en del af Copenhagen Jazz Festival, er lige så meget en koncert som en danseforestilling. Først og fremmest er Dead Awake en radikal, nyskabende forestilling, som man aldrig har set mage til på en dansk scene. De sortklædte danserne fra kompagniet WE GO er iført små højtalere, som de skiftevis har siddende på deres hænder, i panden som horn eller foran øjne som store insektøjne. Lyden bevæger sig rundt i rummet via en række stationære højtalere og altså også sammen med danserne, som så at sige giver lyden krop. Danserne gør musikken fysisk og flytbar. Spørgsmålet er, om det er musikken, som danser? Eller om man hører dansen?

Tilskuerne sidder spredt i det store pakhus, så danserne kan komme helt tæt på hver enkelt tilskuer og så at sige svøbe dem ind i lyd med deres mobile højtalere. Publikum får derved en næsten auditiv chakra massage. Musikken skaber en masse forskellige og fragmentariske scenarier, og publikum kommer ud på en magisk lyd-rejse båret frem af danserne med deres højtalere spændt fast på kroppen. Snart suser danserne gennem rummet med summende lyde i højtalerne, så man tror, at en sværm insekter er kommet ind i rummet. Snart lyder det som om større dyr nærmer sig gryntende bagfra. Snart synger en fugleflok sommerligt over vores hoveder, og snart suser en efterårsstorm gennem rummet. Publikum føres ind i en drypstengrotte, hvor dråberne falder med hult ekko, eller vi ledsages til havet, hvor bølgerne bruser for vore fødder. Og er det vindmøller eller helikoptere, vi kan høre dunke i det fjerne? Vi publikummer kan lukke øjnene og lade musikken katapulterere os alle mulige steder hen og lade os rive med af utallige stemninger. Vi kan også åbne øjnene og følge dansernes lynhurtige trin, som når de spiller bold med lydene: griber lyden og kaster den videre til en anden. 

Til sidst danser performerne med højtalere, der til forveksling ligner kufferter, og som de svinger synkront og meget målrettet mod et ukendt mål. Det er som om de tager tilløb til en lang rejse. Og så går porten i pakhuset ellers op, og danserne forsvinder ud på Amerikakaj. De følger så at sige i deres forfædres, emigranternes, fodspor og forsvinder ud i en helt anden verden. 

Den mærkelige titel refererer vist nok til den fastlagte, “døde” elektroniske musik, der er fuldstændig forudbestemt, men som danserne med deres bærbare højtalere kan ændre og manipulere. De ændrer dermed musikkens fastlagte forløb og vækker det “døde” til nyt liv: Dead Awake.

Lydmæssigt og rummæssigt kræver det en del, at sætte Dead Awake op på andre, nye lokationer, men forestillingen burde virkelig blive spillet mange flere gange end de få opførelser, den har haft under Copenhagen Jazz Festival. Dead Awake er et mageløst sansebombardement, som fortjener at komme ud i den store verden.

Dead Awake

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD

DEAD AWAKE.

DEAD AWAKE. FOTO: FRIDA NYGAARD GREGERSEN

FAKTA
Dead Awake
Dansehallerne, Pakhus 11
Komponist: Niels Bjerg.
Koreograf: Kirstine Kyhl Andersen
Dansere: Amia Miang, Kasper Daugaard Poulsen, Michael Richardt, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Olivia Riviere og Søren Linding Urup.
Kostumer: Camilla Lind og Johan Kølkær
Lysdesign: Sonja Lea
Efter forestillingen den 14. juli gav den elektroniske komponist Mike Sheridan koncert og udnyttede pakhusets akusmonium til sine lidt dystre lyd- og stemningsbilleder.

Dans, Litteratur & film

Provokatøren i dansk teater

Dansk teaters enfant terrible eller provocateur er dramatikeren og teaterinstruktøren Christian Lollike tit blevet kaldt. Christian Lollike debuterede i 2002 og lige siden har han gang på gang trukket overskrifter i medierne med sine grænseoverskridende forestillinger. For ofte behandler den prisbelønnede teatermand kontroversielle emner og yderst bevidst skaber han hidsig debat med sine teaterforestillinger. Mest røre skabte Christian Lollike, da han i 2012 – blot et halvt år efter massakren på Utøya – meddelte, at han ville lave en forestilling om Breivik og dennes manifest. Det fik mange – lige fra politikere til meningsdannende skribenter – til at protestere mod det, de kaldte skrupelløst teater, der ville tjene penge på andres sorg. På performance- og dansescenen er Christian Lollike bedst kendt for sit samarbejde med dansekompagniet Corpus på Det Kongelige Teater. Her høstede han mange kritikerroser for værket I føling, hvori han blandt andet giver ordet til danske soldater, der havde fået både fysiske og psykiske skader under krigen i Afghanistan.

Rødder i det postdramatiske teater
Kritiker og teaterhistoriker Birgitte Dam hævder, at Christian Lollike har en etisk hensigt med sit provokerende teater, og med en næsegrus beundring for ham har hun skrevet en bog om hans politiske teater. I værket Scenekunst på kanten kigger hun nærmere på fem signifikante værker af Christian Lollike, men først giver hun en kort, men interessant beskrivelse af den moderne teaterscene og det postdramatiske teater, som Christian Lollike har rod i.

Der er meget lidt af det konventionelle teater hos Christian Lollike, hvis afgørende inspiration i stedet kommer fra det postdramatiske teater, der i 1999 for alvor blev defineret og udbredt af den tyske teaterhistoriker Hans-Thies Lehmann. Begrebet ‘det postdramatiske teater’ dækker over en teaterform, der ikke lægger vægt på det at fortælle en traditionel historie via handlende personer. Det narrative er trængt i baggrunden til fordel for en mere fragmentarisk og montageagtige form hvori der leges med teatrets virkemidler. Genremæssigt er der tale om blandingsformer, der er mere beslægtet med performance, danseteater og dukketeater end det aristoteliske drama, hvori sproget er det meningsgivende. I det postdramatiske teater er billedet eller det visuelle det centrale.

Tabuer skal brydes
‘Tabu’ er et ord, der tænder Christian Lollike. For hvad er det, man ikke må krænke, og hvorfor må man ikke det? Hvorfor må medierne skrive om Breivik og vise billeder fra Utøya, når teatret ikke må behandle emnet, spøger Christian Lollike retorisk? Er teatret farligt eller bliver det ikke opfattet som et seriøst rum for kunstneriske undersøgelser?

I værket Manifest 2083 (2012) tager Christian Lollike udgangspunkt i Breiviks mere end 1500 sider lange ideologiske manifest, som den norske terrorist skrev før sin massakre på Utøya. Skuespilleren Olaf Højgaard er alene på scenen og med manifestet i papirform redegør han for Breiviks tanker. Han formidler faktuelle oplysninger om Breivik, fremlægger psykiatriske diagnoser og citerer manifestet. Men skuespileren inddrager også sine egne personlige refleksioner omkring teaterprojektet og oplæser hademails, han har fået under arbejdet med teaterstykket. Det er altså researchet, dokumentarisk teater.

Krig, terrorisme og nynazisme
Sammen med balletdansere fra Den Kongelig Ballets moderne kompagni, Corpus, er tre danske krigsveteraner fra krigen i Afghanistan på scenen i Christian Lollikes forestillingen I Føling (2014). Soldaternes lemlæstede og amputerede kroppe kontrasteres af dansernes perfekte kroppe. Soldaterne fortæller helt usentimentalt, hvordan de har fået sprængt arme og ben væk og derefter kommer hjem, hvor de så mister koner, kærester, familier, job, anseelse og selvrespekt. De fleste får oven i købet posttraumatisk stress. Krigen slutter aldrig for dem. Igen er der tale om researchet, dokumentarisk teater. Det er stærkt, at høre soldaterne fortælle om deres skæbne, for det har nærmest været et tabu i offentligheden, hvordan politikerne, som sendte dem i krig, og resten af samfundet har ignoreret deres eksistens efter hjemsendelsen. Om koreografien er god, og om dansen bliver velintegreret i forestillingen, er et helt andet spørgsmål.

Ud over Manifest 2083 og I Føling behandler Birgitte Dam også værkerne Skakten eller Gerhards eventyr (2013), All My Dreams Come True (2013) og Living Dead (2016). Fælles for dem er, at her konfronterer Christian Lollike forskellige standpunkter uden at at fælde en klar dom, for der findes ikke en endegyldig sandhed. Derimod skal dokumentarteatret vække diskussion og påvirke samfundsdebatten. ‘Kom i tvivl’ er da også mottoet på den lille teater Sort/hvid, hvor Christian Lollike nu er teaterchef.

I Skakten eller Gerhards eventyr handler det om forståelsen af det onde og det gode. Hvis samfundet lukker øjnene for, at der er forskellige måder at betragte verden på, kan der opstå ekstremisme og fanatisme, som for eksempel nynazisme. I All My Dreams Come True handler det om fremmedgørelse, depression, håbløshed og tomhed. Karakterne bærer masker fra Disney-universet, og mediesindustriens bedøvende underholdning stilles til ansvar for den ukritiske og apatiske mentalitet i Vesten. Og i Living Dead (2016) er det flygtningekrisen, der er under debat. Her bruger Christian Lollike Zombie-universet til at spejle, hvordan vi tager imod flygtningestrømmene, der skyller ind over Europa.

Lidt for meget hyldest
Mod Christian Lollike evindelige grænsesøgende teater kan man indvende, at han altid tager taknemmelige emner op, som ligger lige til højrebenet, og som medierne i forvejen beskæftiger sig med. Hans foursigelige tematik er måske ikke så original endda, kun måden han behandler emnerne på. Men dette kommer Birgitte Dam ikke ind på i sin bog, der mere er en hyldest til Christian Lollike end en nuanceret og dybdeborende undersøgelse af hans teater. Lidt modspil til Christian Lollike og hans teater ville bare have gjort bogen endnu mere overvisende. Ligeledes kommer Birgitte Dam heller ikke ind på, hvor få publikummer der egentlig indløser billet til den slags eksperimenterende teater, og hvorfor det er sådan. Skyldes det, at det er svært tilgængeligt, for lidt underholdende eller hvad er grunden? Det ville have været interessant. Én ting er hvad kritikere og teaterhistorikere ønsker at se på landets scener, noget helt andet er, hvad publikum køber billet til.

Er man fan af Christian Lollike  skal man absolut læse Birgitte Dams hyldest-bog Scenekunst på kanten, og er man bare teaterinteresseret er bogen også god formidling af det moderne, postdramatiske teater, som det ser ud her og nu.

Scenekunst på kanten

Scenekunst på kanten. Foto: Forlaget Frydenlund

FAKTA
Scenekunst på kanten
Birgitte Dam
Udkommet hos forlaget Frydenlund

Litteratur & film

Himmerlandshistorier

Da min dansklærer i femte eller sjette klasse læste novellen Syvsoverne op for os, var jeg solgt. Jeg lånte straks hele samlingen, Himmerlandshistorier, på skolebiblioteket og læste alle historierne på egen hånd. Siden hen har jeg læst Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier flere gange, senest i den udgave som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal netop har udgivet – med ordforklaringer. 

Johannes V. Jensen skriver så man kan se rugmarkerne for sig, dufte høen, og høre fuglene synge over engen. Og han skriver så man selv synes, at man står ansigt til ansigt med alle de mærkværdige karakterer, som dukker op i de fleste af novellerne. Ja, Johannes V. Jensen behersker den levende, mundtlige fortællemåde.

I Himmerlandshistorier skriver Johannes V. Jensen om det tabte land, der både er hans barndom samt det landskab og den landbokultur, som Himmerland havde engang, og som allerede forsvandt i Jensens egen tid. 

Dengang i barndommen var den morsomme Syvsoverne min favorit, men nu kan jeg næsten ikke vælge. Dog er Wombwell en novelle, som særligt fæstner sig. I historien skildres et engelsk menageri, der kommer til byen med vilde dyr, som ingen før har set eller næppe hørt tale om. Her kommer egnens dominerende storbønder til kort, mens den forældreløse Bitte-Niels tager tøjlerne og styrer en af menageriets vogne. Oplevelsen tænder drengens længsel væk fra det hierarkiske samfund, hvor han som tjenestedreng ikke har en chance. Han må til USA for at få en ærlig chance i sit liv.

Himmerlandshistorier anbefales igen og igen.

Himmerlandshistorier.

Himmerlandshistorier. Foto: Gyldendal