Litteratur & film

Når valgkampagne bliver kunst

Stem USA! Kan det siges tydeligere, end Rufus Wainwright gør det her?

 Rufus Wainwright

Foto: YouTube/
Rufus Wainwright

 

Dans

Napoli som B-film

Selvom man skal bevare en fin gammel balletarv, er teater trods alt ikke et museum. Der skal sælges billetter, og det har August Bournonvilles gamle balletter ikke altid været lige gode til. Inkarnerede August Bournonville fans syntes en overgang at være en uddøende race, og dermed var balletterne ingen god forretning for en teaterchef. Noget måtte der gøres for at vinde et nyt og ungt publikum til Bournonvilles balletter. Dette indså Nikolaj Hübbe, da han tiltrådte som balletmester ved Den Kongelige Ballet i 2008. Sammen med Sorella Englund opdaterede han flere af August Bournonvilles balletter – blandt med dannelseshistorien Napoli fra 1842. Da denne fortolkning af Napoli havde premiere i 2014 var det en forfriskende fornyelse og en tiltrængt opdatering af en opsætning fra 2001. Men en langtidsholdbar version var der ikke tale om, men et underholdende og godt timet intermezzo, inden teatret helt mistede sit Bournonville-publikum, det var den.

Sorella Englund og Nikolaj Hübbe har ført balletten om fiskeren Gennaro og hans udkårne Teresina op i tiden, nærmere bestemt til 1950’erne og iscenesat den som en Fellini-film. Fred være med det. Men desværre har de også ændret betydeligt i ballettens libretto og pillet det kristne islæt ud. Når rivalerne Giacomo og Peppo opildner folkemængden mod Gennaro er det ikke længere djævelen, som de beskylder ham for at være i ledtog med, men mafiaen. Og når Teresina forsvinder på havet under et uvejr, er det ikke en munks velsignelse, der sender Gennaro ud at lede efter hende, men en forbipasserende pilgrim. Det er heller ikke en amulet med et madonna-billede, der løsner Teresina fra havåndens trolddom, men et sølvhjerte, som hun tidligere har hængt om Gennaros hals. Selv som ateist bliver det vel ikke mere realistisk, når det er et sølvsmykke, som bryder forbandelsen? Et madonnabillede ville da ellers have passet rigtig godt ind i det katolske Italien, hvor historien foregår, men i denne udgave af Napoli handler det heller ikke om realisme. Hvad det egentlig handler om, ud over at sælge billetter, er svært at se.

Ved denne sæsons repremiere på Sorella Englund og Nikolaj Hübbe Napoli har det italienske folkeliv i første akt fået et nøk opad, og har mistet al sin folkloristiske uskyld. Folkelivet på havnepladsen er skildret helt uden charme og poesi. Gestikken og mimikken er blevet grovere. Glem alt om antydningens kunst, her er alt overtydeligt. Karaktererne er ikke længere personer i en historie, men er blevet overgearede tegneseriefigurer til en udklædningsfest, hvor det mere synes at handle om at karikere end at portrættere. 

Tidligere kunne man godt sidde og fnise lidt over August Bournonvilles balletter og deres sentimentale skønmalerier, altså lige bortset fra den højromantiske Sylfiden. Kritiske røster har endog raset over den stereotype fremstilling af folkeslag og minoriteter i Bournonvilles værker, isærdeleshed i balletten Fjernt fra Danmark. Men disse lidt naive fremstillinger og portrætter er for intet at regne i forhold til fremstillingen af italienere i denne udgave af Napoli. Her er det de storrygende skøger, liderlige makaroni- og limonadesælgere og andre klichéer, der fylder mest i bybilledet. 

Nu blomstrer nypuritanismen i vores samfund, og krænkelseskulturen tromler triumferende henover alt og alle. Når en universitetsfest med mexikansk tema bliver forbudt, fordi det krænker et par studerende, og når cowboyfester og lignende temafester bliver forbudt i forskellige fora, kan det forekomme helt uforståeligt, men hvis der sidder en italiener og føler sig lidt såret eller krænket efter at have set Napoli på Det Kongelige Teater, så er det altså ikke helt uforståeligt. 

Napoli er blevet en ukærlig karikatur, hvor man griner højt, ikke fordi det er morsomt, men fordi det er komisk på en fuldstændig kikset og – forhåbentlig – ufrivillig måde. Der er ikke længere tale om en Fellini-film, men om en B-film. Og B står ikke for Bournonville. 

Selv om anden akt med fremragende ny musik Louise Alenius fungerer godt, skønt det er lidt mærkeligt, at havånden Golfo er udklædt som Døden, så redder det ikke balletten. Men Ryan Tomash danser flot og er både en uhyggelig og dragende Golfo, som er langt mere interessant, ja mere realistisk end nogen af de øvrige karakterer i historien.

Pantomimeteatret i Tivoli har i løbet af sommersæsonen spillet et August Bournonville program, og trods den beskedne scene, båndmusikken og de få dansere rammer denne forestilling bedre Bournonvilles ånd og stil, end Napoli på Det Kongelige Teater gør. Vi må håbe, at Pantomimeteatret også i den kommende sæson danser August Bournonville og dermed bevarer og viderefører den koreografiske arv efter August Bournonville lidt bedre end det er tilfældet i Napoli.

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Napoli. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

Golfo. Foto: Henrik Stenberg

FAKTA
Napoli
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe frit efter August Bournonville
Musik: Edward Helsted, H.S. Paulli, H.C. Lumbye og Louise Alenius
Scenografi: Maja Ravn

Litteratur & film

Rudolf Nureyev – på film

Rudolf Nureyev var ikke blot en gudsbenådet danser, men blev også en vigtig politisk figur under Den Kolde Krig. Det viser den aktuelle dokumentarfilm Rudolf Nureyev af Jacqui and David Morris.

Filmen er lidt tung i begyndelsen, hvor der ikke er mange billeder i arkivet, der kan bruges i filmen, men efter afhoppet i Paris er der masser af billeder og filmklip til at dokumentere en helt usædvanlig karriere og utroligt liv, der begynder i en togvogn i Sibirien.

Rudolf Nureyev documentary

Foto: UniversalPlaybackTV/YouTube

 

Litteratur & film

Opskrifter fra Bakkehuset på Frederiksberg

And eller gås? Rødvinsgelé eller hvidvinsgelé?

Forlaget Alice har netop udgivet en interessant kogebog: Guld i mund – Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen.

Kogebogen er noget så sjældent som en historisk kogebog med 35 originale opskrifter på retter fra 1790 – 1860’erne. Citroner indgår i mange af opskrifterne. Var citroner ikke sjældne dengang? Og gad vide hvad en citron kostede på den tid?

Kogebogen følger op på udstillingen Til bords med Kamma Rahbek og H.C. Andersen, som Bakkehuset viser frem til marts 2019. Både udstillingen og bogen beskriver på levende vis og på en indsigtsfuld måde, hvad og hvordan man spiste, ikke kun hos Kamma Rahbek i Bakkehuset, men også på Sophienholm og hos Familien Collin, hvor H.C. Andersen var hyppig gæst.

Foto: Stuart McIntyre og Forlaget Alice

Foto: Stuart McIntyre og Forlaget Alice

FAKTA
Kogebogen er skrevet af museumsinspektør ved Bakkehuset, Gertrud With i samarbejde med journalist, Anne Absalonsen, ligesom alle retter er gennemprøvet og tilsmagt af køkkenchef, Anne Sofie Balleby Berlin, der til daglig kokkererer i Orangeriet ved Bakkehuset.  

Dans

Pelle erobrer ikke scenen

Den status, som Vilhelm Moberg og hans samfundskritiske romanserie Udvandrerne har i svensk litteratur, har Martin Andersens Nexøs serie om Pelle Erobreren i den danske litteratur. Begge romanværker er blevet til ikoniske film – i øvrigt begge med Max von Sydow i en bærende rolle. Dog er kun første del af Pelle Erobreren blevet til film, til gengæld er filmen yderst vellykket og både belønnet med en Guldpalme og en Oscar. Filmen af Bille August er ligesom bogen fremragende fortalt og derfor har man på Teater Republique sikkert også tænkt, at historien ligeledes kunne blive til godt musikteater. Rammerne er der i al fald til det, for forestillingen spiller i det nyrenoverede Østre Gasværk, som blev bygget i 1878, samtidig med at historien om Pelle foregår. Men resultatet er desværre blevet en gumpetung, småkedelig og umådelig gammeldags teaterforestilling.

Ligesom Vilhelm Mobergs digre værk handler Martin Andersens Nexøs roman også om svenske udvandrere, idet hovedpersonen, den 8-årige Pelle, rejser fra Tomelilla i Skåne til Bornholm. I 1877 går Pelle og hans gamle far, den fattige landarbejder Lasse, i land på den danske ø, hvor de håber at få et bedre og mindre slidsomt liv. Men det sker ikke, tværtimod brister alle deres forhåbninger og drømme. Det umage par kan kun få job på Stengården, hvor alle synes at have et hjerte af sten. Pelles mor er for længst død, og nu har drengen kun sin vege og ubeslutsomme far, som slet ikke lever op til sønnens ønske om en stærk og handlekraftig far. Pelle må igennem en masse onde oplevelser, inden han kan blive konfirmeret og komme væk fra den barske og umenneskelige tilværelse på Stengården. 

Skuespillerne gør det godt, og Julian Horta Meier Carlsen, som spiller Pelle, gør det endda rigtigt fint. Synge som en engel kan han også. Det er derimod dramatiseringen af teksten, iscenesættelsen og scenografien, som halter gevaldigt. Har dramaturgen overhovedet læst romanen eller blot set filmen? Det er som om de fragmentariske scener er taget ud af filmen og så klistret sammen med sang og små anslag af koreograferede optrin. Men det bliver aldrig en helhed, og man kommer aldrig til at føle noget for personerne, uanset hvor trist historien er, og hvor meget den lille Pelle lider.

Der er ellers nok at tage fat på i Martin Andersens Nexøs tekst, hvorfra der kan trækkes paralleller til både nutidens flygtningestrømme og #MeToo-bevægelsen, men der følges ikke op på disse analogier. Musikteaterforestillingen bliver som små dramatiserede optrin på et museum, hvor man gerne vil gøre historien levende for de besøgende gæster. Måske kan Teater Republiques opsætning af Pelle Erobreren bruges til at anskueliggøre historien og litteraturen for skolebørn, men for et voksent publikum, der kender Martin Andersens Nexøs udødelige historie om Pelle, er der ikke meget at opleve, at blive klogere på eller at underholdes af.

Maja Ravn, som plejer at lave forbilledelig scenografi, gør nærmest ikke brug af Østre Gasværks smukke højloftede og rustikke rum samt de mange muligheder, som ligger i det. Hendes scenografi er blot én stor og hård jordknold, som naturligvis demonstrerer den goldhed, der hersker på Stengården, hvor ingen mennesker kan gro og vokse sig sunde, stærke og glade. Men uinteressant og uinspirerende er det at se på denne jordknold hele forestillingen igennem, når nu der ligger så mange oplagte muligheder i Østre Gasværks mægtige rum. Kun i enkelte scener gør man brug af gasværkets høje kuppel med svalegange, og disse scener er også de bedste. Det er eksempelvis når Pelle og Lassefar står på skibsdækket og i tågen skuer ind mod deres nye fædreland, eller når den hårdtslående skolelærer står på øverste svalegang og kigger brysk ned på sine små elever. Med denne kedelige og enkle scenografi kunne Pelle Erobreren stort set have været spillet på enhver almindelig scene, men når forestillingen spiller i Østre Gasværks kæmpestore teaterrum, så forventer man også en scenografi ud over det sædvanlige, og som ikke er mulig at opleve andre steder.

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Pelle Erobreren. Foto: Natascha Thiara Rydvald

FAKTA
Pelle Erobreren
Teater République
Østre Gasværk
Dramatisering: Annika Kofoed
Musik: P-O Nilsson og Dreamers’ Circus
Sangtekster: Bim Wikström
Sangtekstforfatter: Mathæus Bech
Instruktør: Katrine Wiedemann
Scenografi & kostumedesign: Maja Ravn
Videodesign: Luke Halls
Koreografisk konsulent: Signe Fabricius

Dans

Med englevinger på selvdestruktivt dansetrip

Konceptet Dans2go med billige billetter til ballet fortsætter i denne sæson på Det Kongelige Teater. I år er Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra (1978), Harald Landers Dvořák pas de deux (1964) og et helt nyt værk, My Daddy Loves Sugar, af Oliver Starpov på programmet. Det er altså et bredt program, hvor der er noget for enhver smag.

Jiří Kyliáns Salmesymfoni fra 1970’erne er blevet en klassiker på balletscener verden over; værkets sakrale stemning taler direkte til tidsånden. Den åndelige søgen er stigende, derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at flere kompagnier danser netop dette værk i disse år. Hvis man vil se Salmesymfoni på en endnu større scene end Gammel Scene på Det Kongelige Teater, så danser Wiener Staatsballett også værket denne sæson på den legendariske opera i Wien.

Det er ikke blot Igor Stravinskijs musik, der skaber det religiøse rum, det gør også scenografien og koreografien. En væg af persiske tæpper leder tankerne hen på bedetæpper, og stolene, som danserne benytter, er en mellemting af kirkebænke og knæfald. Et alter foran knæfaldet er der ikke, men et varmt lys falder velsignende blidt ned over de 17 dansere. Kvinderne danser med flagrende arme, som var det blafrende englevinger, mens herrerne står som ranke kors. Danserne signalerer hengivelse og tilbedelse med deres gestik og med deres deres trin skaber de mønstre, der er lige så snirklede og smukke, som dem vi kan se i de persiske tæpper. Det er en åndelig og kontemplativ oplevelse at se Jiří Kyliáns Salmesymfoni, som ved hvert gensyn åbenbarer endnu et mønster eller detalje, som man ikke tidligere har set, sådan som man også kan opdage nye detaljer i mønstret på et persisk tæppe.

Harald Landers Dvorák Pas de Deux, smukt danset af Emma Riis-Kofoed og Jón Axel Fransson, er en lille, sprudlende glad humørpille, inden programmet går videre med Oliver Starpovs dystre værk My Daddy Loves Sugar – So Much He Eats It With His Nose. Titlen kunne også have været Angst æder sjæle op, hvis ikke lige Rainer Werner Fassbinder allerede allerede havde brugt den titel til sin film, Angst essen Seele auf (1973). Premiereværket handler nemlig om de mere mørke sider af sindet, det være sig angst, depression, vanvid og selvhad. Som et “memento mori” hænger en glaskiste – med en hvidklædt person – ned fra loftet. Og måske er det denne persons død, vi ser udspille sig på scenen, hvor de to hovedpersoner, Daddy og Sugar, er i konstant strid, men kampen mellem dem bliver næsten til en slags kærtegn, ganske vist destruktive kærtegn. Daddy og Sugar ender med at “æde hinanden op”. Egentlig er Daddy og Sugar to sider af samme person, to sider der viser sig at være uforenelige og dermed selvdestruerende. Meirambek Nazargozhayev og MacLean Hopper danser den martrede person, og det gør de fremragende, fordi de til fulde behersker den moderne og street-inspirerede koreografi.

Der er mørkt og røgfyldt på scenen, og stemningen i My Daddy Loves Sugar er en blanding af en drøm og et syretrip på en danceclub. Den elektroniske musik er høj og til tider går den dunkende bas lige i hjertet som et drug, der giver voldsom hjertebanken. Men der er ikke langt fra den ene yderlighed til den anden, og snart sænker der sig dødelig stilhed.

De spektakulære sceniske effekter med glitterregn og en strålende stjernehimmel matcher den store scene, mens koreografien med mange liggende bevægelser på gulvet ville have gjort sig meget bedre på en mindre og mere intim scene, hvor man kunne se, hvad der foregår allernederst på det dunkle scenegulv, det kan man desværre ikke fra parkettet på Gammel Scene.

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Salmesymfoni. Foto: Hernik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

Kylián ballet. Foto: Henrik Stenmark

FAKTA
Dans2go
Den Kongelige Ballet
Gamle Scene

Salmesymfoni 
Koreografi: Jirí Kylián
Musik: Igor Stravinskij
Scenografi: William Katz
Kostumer: Joop Stokvis
Lysdesign: Jirí Kylián, Joop Caboort og Kees Tjebbes

Dvorák Pas de Deux
Koreografi: Harald Lander
Musik Antonin Dvorák
Kostumer: Rikke Korfix og Lise Lander
Lysdesign: Thomas Bek Jensen

My Daddy Loves Sugar
Koreografi: Oliver Starpov
Musik: Cliff Martinez, Ben Salisbury, Geoff Barrow m.fl.
Kostumer: Oliver Starpov
Lysdesign: Thomas Bek Jensen