Dans

Svedig eksamen

Forår er eksamenstid. Eksamen er det også for de dansestuderende på Den Danske Scenekunst Skole (DDSKS), når de danser/performer i skoleårets afsluttende forestillinger, der er åbne for publikum. Den Danske Scenekunst Skole har afdelinger i Aarhus, Fredericia, Odense, København og Odsherred. I København har skolen til huse på Holmen, hvor også Operaen ligger. Skolen har en scene i en flot, gammel teglstensbygning, hvis skønhed langt overgår den klodsede og charmeløse Opera. Det er også i denne smukke bygning, at publikum bliver budt indenfor for at se, hvad de studerende har brugt skoleåret på.

15 første-års-studerende viser koreografien Kaleidoscope, som de selv har udviklet sammen med koreograf Ursula Robb. I værket skal de studerende ikke bare danse og performe, de skal også selv skabe musikken, der er en rytme, som de skiftes til at slå på træstykker. Musikken, der er udviklet af Steve Reich, lyder lidt som en asiatisk vindklokke, og er meget behagelig og meditativ at lytte til. I begyndelsen løber, hopper, ruller danserne alene rundt, men lidt efter lidt vokser interaktionen frem mellem dem, og en gymnastisk dans begynder. Hurtige, flydende bevægelser med bratte afslutninger. Med 15 dansere på scenen er der mange at passe på ikke at støde ind i. For de endnu uerfarne dansere har de meget fokus på orientere sig i forhold til hinanden og bruger  meget energi på dette, hvilket går ud over nærværet i selve trinene og bevægelserne. Heldigvis når danserne uden sammestød frem til afslutningen, hvor de fleste af dem står bag nodestativerne og banker rytmisk på træstykkerne. Hertil sidst bliver rytmen mere hidsig og bevidst enerverende at lytte til, hvorfor de sidste dansere vælter nodestativerne og skubber de musicerende til side. Et morsomt og effektfuldt punktum på en solid debutforestilling.

De tredie-års-studerende, der afslutter deres uddannelse, danser og performer to værker af belgiske Vim Vandekeybus. I Les porteuses de mauvaises nouvelles (uddrag) er gulvet belagt med kvadratiske træplader, som danserne ustandseligt flytter rundt på, stabler, vælter og stabler igen. Et sandt sisyfosarbejde, synes det at være, ligesom i et almindeligt arbejdsliv med trivielle opgaver, der hver dag skal løses. I dansen kaster de ikke blot rundt med gulvplader, men også med sig selv og hinanden. De kaster sig i favnen på hinanden. Høje dansere griber mindre dansere, og mindre dansere griber høje. Drenge griber piger, og piger griber drenge. Alle er lige, trods forskellig fysik. Det er akrobatisk dans i imponerende højt tempo. Danserne knokler og drypsveder i det meget varme lokale. Når værket slutter, er rummet  ændret. Gulvet er væk, i stedet står der en stribe af stakke med gulvplader. Danserne har så at sige ændret rummet. De har sat deres spor på scenen, hvilket bliver et meget symbolsk  slutbillede i forhold til, at de er nyuddannede dansere, som nu forlader skolen og træder ud i i arbejdslivet.

De tredie-års-studerende skal ikke blot knokle med gulvplader. I deres anden performance What the Body Does Not Remember (uddrag) er træpladerne udskiftet med rektangulære sten af gasbeton, som de ikke nøjes med at træde på og slæbe rundt på, men også slynger til hinanden i faretruende lange kast, så støvet rejser sig rummet. Efter at set det flotte værk Les porteuses de mauvaises nouvelles med træplader, er det lidt en skuffelse at se et væk, hvori der igen bakses med byggematerialer, og hvor selve kastene med stenblokkene fylder mest. I stedet kunne man have ønsket sig et værk, der ikke stiller så store krav til kræfter, men til følelser. Det emotionelle register skal en moderne danser jo også mestre. Et mere nutidigt værk, der ikke stammer helt tilbage fra 1987, hvor danserne ikke var født, kunne også have været et alternativ.

Tillykke til de nyuddannede dansere, der kommer fra hele verden, og gid, der må være dansejobs til dem alle.

Den Danske Scenekunst Skole

Foto: Den Danske Scenekunst Skole

FAKTA
Den Danske Scenekunst Skole
Kaleidoscope (2018)
What the Body Does Not Remember (1987)
Les porteuses de mauvaises nouvelles (1989)
Koreografi: Ursula Robb og Vim Vandekeybus
Musik: Steve Reich (dirigeret af Kim Helwig), Theierry de Mey og Peter Vermeersch

 

Dans

Harald Lander og Etudes som redningskrans

Den Kongelige Ballet har ikke danset August Bournonvilles koreografi i denne teatersæson, men i det blandede program Ballet de Luxe danser kompagniet ultrakorte uddrag fra tre af hans balletter: Sylfiden, Kermessen i Brügge og Et Folkesagn. Det er skønt at gense den gamle mesters sprudlende trin på en tom scene uden tung og forstyrrende scenografi. Dans uden indpakning. Men udførelsen af de tre fragmenter viser, at Bournonvilles værker ikke lige kan tages frem fra skabet og danses, som om de har været danset gennem hele sæsonen. Bournonvilles værker udgør kernerepertoiret i Den Kongelige Ballet og skulle vel helst kunne danses forholdsvist problemfrit? Her virker dansen imidlertid tung og charmeforladt, og danserne synes lidt uinspirerede. Måske har de, ligesom publikum, svært ved at se meningen med at danse tre yderst korte fragmenter, når man nu kunne have valgt at folde en hel ballet ud eller i det mindste danse et længere uddrag. Og når forestillingen kun danses fire gange i alt, bliver det nok også svært for danserne at komme helt i Bournonville-topform. Glædeligt er det derfor at konstatere, at kazakhstanske Meirambek Nazargozhayev, som først kom til Den Kongelige Ballet denne sæson, er en af dem, der har mest styr på det danske ballet-dna. Og med sit altid store smil på læben synes han at passe perfekt ind i August Bournonvilles oftest muntre univers. Med Meirambek Nazargozhayev har kompagniet fået et ungt og friskt bud på en Gennaro, når Napoli danses i næste sæson. 

At bevæge sig fra romantiske Bournonville til neoklassiske Balanchine er et stort spring. Der er uendeligt langt mellem Pas de sept i Et Folkesagn (1854) til Rubiner fra Juveler (1967) og det tager faktisk lidt tid som publikummer at omstille sig fra den ene stilart til den anden. Men desværre kommer publikum aldrig ind i Balanchine og Stravinskijs jazzede univers, for balletten falder pladask til jorden. Linjerne er slørede og uskarpe, bevægelserne som burde se florlette ud synes tunge og kluntede, og der mangler gnistrende kemi mellem danserne. Rubiner kommer aldrig til at funkle, men ender som mat simili. Kun Astrid Elbo lyser som en rubin i sin solo. Hun sætter de jazzede trin perfekt til musikken og vugger inciterende med hofterne samtidig med at hun flirter indbydende til publikum. Astrid Elbo kæmper bravt for at få den letsindige og sorgløse stemning frem. Alene kan hun imidlertid ikke skabe denne rette stemning, som skulle have afspejlet 60’ernes ubekymrede skødesløshed, der kendes fra datidens lette og underholdende Broadway-forestillinger og Hollywood-film.

Efter to akter med vaklende og uinspireret dans uden den mindste form for “de luxe” er det med bange anelser, at man som publikum går ind til tredje akt, der byder på Harald Landers umådeligt krævende Etudes. Det er en klassiker i Den Kongelige Ballets repertoire og er en favorit hos mange balletfans, herunder undertegnede, så det ville være en stor skuffelse at se netop den ballet mislykkes. Heldigvis er det som at se et helt andet kompagni i Etudes. Alt fungerer i balletten, der danses superstærkt af samtlige dansere. Holly Jean Dorger er fuldstændig eminent, det er næsten som om Harald Lander har kreeret partiet specielt til hende, så smukt udfylder hun rollen som ballerina. Det ser så let og uforceret ud, når hun danser på tåspids, som om hun bare trisser rundt i flade sportssko. Hun flankeres fornemt af Jón Axel Fransson, der sætter den ene stilsikre piruet efter den anden, og Andreas Kaas, der meget fortjent lige er blevet udnævnt til solodanser. Hvilket herligt trekløver, de tre er!

Når Etudes danses så smukt, som det er tilfældet her, er det en stor fornøjelse at se værket, uanset hvor mange gange man har set det tidligere. Hver gang forundres man over, hvor moderne denne metaballet forekommer, selvom den stammer helt tilbage fra 1948, kun tre år efter Anden Verdenskrig. Etudes er et sandt danse-fyrværkeri, som passer perfekt til en premiere på den 5. maj, hvor netop befrielsen og dermed afslutningen på Anden Verdenskrig i Danmark fejres. Harald Lander og hans Etudes redder således programmet Ballet de Luxe. Og så er det vel kun rimeligt, at en gade, der fører op til Gammel Scene, nu er blevet omdøbt til Harald Landers Gade!

Etudes. Foto: Costin Radu

Etudes. Foto: Costin Radu

Fakta
Ballet de Luxe
Det Kongelige Teater, Gammel Scene
Den Kongelige Ballet
Koreografi: August Bournonville, George Balanchine og Harald Lander
Musik: H.S. Løvenskjold, H.S. Paulli, Niels W. Gade, Igor Stravinskij og Knudåge Riisager.

Dans

Andreas Kaas – ny solodanser ved Den Kongelige Ballet

Så skete det endeligt. Andreas Kaas, solist ved Den Kongelige Ballet, blev torsdag aften, efter at have danset hovedpartiet i Spar Dame, udnævnt til solodanser.

Det er en yderst fortjent udnævnelse, for Andreas Kaas er måske kompagniets bedste mandlige danser, nu hvor Alban Lendorf mest danser i USA. Andreas Kaas danser de dramatiske roller med stor indlevelse. At han ikke blot kan danse retskaffen prins og modig helt, men også grisk skurk, beviser han i rollen som Hermann i Liam Scarletts ballet Spar Dame.

andreas kaas i spar dame

andreas kaas i spar dame

Andreas Kaas i Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg

Andreas Kaas i Spar Dame. Foto: Henrik Stenberg

Andreas Kaas. Foto: Henrik

Andreas Kaas. Foto: Henrik Stenberg

Kunst

Fra dekorativ ornamentik til kunst

Der kom fut i kunstkarrieren, da Alphonse Mucha (1860-1939) lavede en teaterplakat med den berømte skuespillerinde Sarah Bernhardt i rollen som Gismonda. Plakaten med Sarah Bernhardt i legemstørrelse kunne pariserne se i gadebilledet nytårsmorgen 1895 og de elskede synet af hende i Alphonse Muchas art nouveau-streg.  Med denne plakat blev tjekkiske Alphonse Mucha berømt – over night.

Arken viser nu en spændende udstilling med et bredt udvalg af Alphonse Muchas værker – og i mange forskellige genrer. Se udstillingen og bliv forført af Alphonse Muchas kvinder.

Værk af Alphonse Mucha på Arkens udstilling

Værk af Alphonse Mucha på Arkens udstilling

Alphonse Mucha, Plakat til Gismonda, 1894 (detalje) © Mucha Trust 2018. Foto: Arken

Alphonse Mucha, Plakat til Gismonda, 1894 (detalje) © Mucha Trust 2018. Foto: Arken

Litteratur & film

Søren Gyldendal Prisen til professor Anne-Marie Mai

Stort tillykke til Anne-Marie Mai, professor ved Syddansk Universitet, som har modtaget Søren Gyldendal Prisen for sit litteraturhistoriske arbejde.

Anne-Marie Mai er en formidabel litteraturformidler og underviser, hvilket jeg selv har oplevet, da jeg studerede Nordisk filologi på Syddansk Universitet. Dette har tv-seere på dk4 også kunnet konstatere i kanalens litteraturprogrammer blandt andet i Litteraturens åsteder, hvor Anne-Marie Mai tager seerne med til de steder, hvor litteraturen blev til og derudfra fortæller litteraturens historie.

Anne-Marie Mai har et langt forfatterskab bag sig, hun har blandt andet skrevet en litteraturhistorie i tre bind, Hvor litteraturen finder sted, Galleri 66 om litteraturens udvikling i og omkring det banebrydende år 1966, Danske kvindelige forfattere sammen med Stig Dalager, hun var hovedredaktør på Danske digtere i det 20. århundrede samt medredaktør på Nordisk kvindelitteratur og Læsninger i dansk litteratur.

Anne-Marie Mai

Anne-Marie Mai. Foto: dk4

Dans

Spar dame – et sikkert es

Lad det blot være sagt med det samme: Liam Scarlett har sammen med scenograf Jon Morrell og lysdesigner David Finn skabt en mesterlig ballet over Aleksandr Pusjkins novelle Spar dame. En klassisk ballet med nye trin-kombinationer, historiske kostumer med et moderne twist og minimalistiske kulisser dejligt befriet for bombastisk tyngde. Partituret stammer fra en lang række værker af Pjotr Tjajkovskij, det handler således ikke blot om musikken fra operaen Spar dame, men om flere operaer af Tjajkovskij, samt orkesterværker og klaverstykker. De forskellige musikstykker er samlet og sat sammen Martin Yates, så musikken skaber mest mulig truende uro, der afspejler historiens handling, der bevæger sig nedad i en ond spiral.

Griskhed, magtbegær, hensynsløshed, en altødelæggende egoisme og simpel ludomani. Kort sagt menneskets værste og grimmeste sider er temaerne i Liam Scarletts overbevisende koreografiske version af Aleksandr Pusjkins Spar dame. Det handler altså om temaer, som er yderst aktuelle i vores tid og vores verden, hvor succes er lig med at rage flest mulige penge til sig uden hensynstagen til andre. Liam Scarlett beviser med sin fortolkning af Spar dame, at balletgenren sagtens kan være nutidig, aktuel og samfundsdiagnosticerende – også på trods af at handlingen foregår i fjerne tider og i et hendøet aristokrati.

Kizzy Matiakis danser den gamle, nedladende grevinde, der sidder inde med den hemmelige viden om de tre spillekort, der giver sikker sejr i kortspil. Kizzy Matiakis er altid fremragende til at gestalte en lidt skæv karakter – ofte med et strejf af komik. Den store rolle som Grevinde (Spar dame) er bestemt ingen undtagelse. Hun er ballettens Maggie Smith, når hun udfolder sin aristokratiske arrogance og koster rundt med sin familie og tjenestefolk.

Officeren Hermann, der er besat af tanken om de tre sejrsikre spillekort og som for enhver pris vil vide, hvilke det er, danses suverænt af Andreas Kaas. Han er altid god i de narrative partier, hvori han kan udfolde sit store dramatiske talent. I Spar dame leverer Andreas Kaas en vældig flot indsats, som er en solodanser-udnævnelse værdig. Når Andreas Kaas til sidst er fanget i galskabens lænker lyser forryktheden og desperationen ud af øjnene på ham, og man kan næsten blive bange for, at han vil kaste sig ned i orkestergraven i ren og skær indlevelse i rollen som vild og vanvittig ludoman. Så mens virkelighedens begærlige og magtsyge skurke ofte ender i samfundets top, går det heldigvis anderledes i Spar dame, hvor den usympatiske hovedperson, Hermann, får sin selvforskyldte straf.

Jon Morrells scenografi er magisk. Snart forvandles et vertikalt vindue sig til et horisontalt loft. Borde stables oven på hinanden og bliver til køjesenge på millitærkasernen. Og grevindens kiste åbner sig og bliver til spillebord for hasardspillerne. Det er enkle, men yderst effektfulde virkemidler, præcist som vi kender det fra Jürgen Roses scenografi til John Neumeiers balletter.

Jon Morrells minimalistiske scenografi giver plads til og fremhæver Liam Scarletts koreografi, der bugner af spændende trin og bevægelser. Balscenen hos grevinden er ikke et kedeligt hofbal, som man ser så mange af i klassiske balletter, men har et mere moderne og rytmisk udtryk med blandt andet strakte, bølgende arme. Pas de deuxerne, som Hermann danser med henholdsvis grevinden og hendes plejdatter, danset af Ida Praetorius, indeholder høje akrobatiske kast og løft samt folkedansens svingture. Og officerernes maskuline dans har et underholdende miks af tempofyldt kosak-dans og showdance.

Liam Scarlett synes draget af det uhyggelige, hvilket tv-seere kunne bevidne, da SVT2 for et par måneder siden viste hans fortolkning af Frankenstein med Royal Ballet i London. Men Spar dame er endnu mere ond og uhyggelig end Frankenstein, fordi historien er mere menneskelig og problematikken mere genkendelig.

Det danske balletpublikum har oplevet Liam Scarletts koreografi tidligere, idet Den Kongelige Ballet dansede hans abstrakte værk Viscera tilbage i 2015. Siden da har man kun ønsket at se mere af hans medrivende koreografi. Med Spar dame har publikum så fået en narrativ ballet, der med sin høje kvalitet må blive en klassiker i Den Kongelige Ballets fremtidige repertoire.

Spar dame. Foto Henrik Stenberg

Spar dame Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden og Hermann danset af Kizzy Matiakis og Andreas Kaas. Foto Henrik Stenberg

Grevinden (Spar dame) danset af Kizzy Matiakis. Foto Henrik Stenberg

FAKTA
Spar dame
Den Kongelige Ballet
Det Kongelige Teater
Koreografi: Liam Scarlett
Scenografi: Jon Morrel
Lysdesign: David Finn
Musik: Pjotr Tjajkovskij. Orkestreret og arrangeret af Martin Yates