Litteratur & film

Tænk, at livet koster livet

Når vejret er gråt i gråt, og der måske også er gråhed i sjælen, er det vigtigt at huske på Jørgen Gustava Brandts ord i salmen Tænk, at livet koster livet (1985). Man skal leve nu – og på trods af al gråheden.

1 Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
rigt og bredt går livet ned
i evighed.

2 Stjernestunder,
livets under,
luft og smag og syn er nyt!
Blodet bruser,
løvet suser,
havets rum er højt og lydt!
Mærk: alt liv går udad! – Giv!
For tro er liv.

3 Høje himle
fyldt med svimle
fuglefløjt i morgenvind –
og i suset
gennem huset
jordisk balsam til mit sind.
Fuglen i mit eget bryst
må slå med lyst.

4 Høje drømme!
Dybe strømme
gynger i hvert åndedrag,
sangen svinger
vide vinger
over jorden med Guds dag.
Øjets glans er kroppens lys –
føl livets gys!

5 Leve livet!
Ført af livet,
som er ét i sjæl og krop,
må vi sanse,
må vi danse
glædens ord i spring og hop.
Takke Gud med lovsangs lyd
i salig fryd –

6 Hver fornemmer,
jeg’ets tremmer
rykkes ud i pause-ro.
Hvert et skridt, du
tar så frit nu,
er identisk med din tro.
Tyst i midten væksten står
med livets vår.

7 Godt, at livet
koster livet!
Godt at synge dagens pris.
Det er glæde,
alt til stede,
i ét nu er paradis!
Tørstende når roden ned
i evighed.

Foto: fyraften.nu
Foto: fyraften.nu

Dans

Techno, sex og ecstasy på dansegulvet

Teatret flytter ud af teatret, og der danses, spilles skuespil og synges opera på nye, anderledes og overraskende lokationer. Alle steder kan blive en scene – lige fra private hjem til kirkegårdskapeller og bybusser. Instruktøren Sargun Oshana er optaget af at nedbryde barrieren mellem publikum og scenekunstnere, han ønsker at skabe rum, hvor de de to parter kan mødes på nye måder. I sin seneste forestilling Techno/Frådseri, der er en monolog med dans, har han rykket teatret ind på en natklub. Nærmere betegnet natklubben Never Mind, hvor publikum sidder på barstole rundt omkring i lokalet, som var det en almindelig klubaften. Det sparsomme lys kommer fra gamle lysekroner, der hænger i loftet side om side med discokugler. I et hjørne af lokalet står en DJ, og bag bardisken skænker bartendere øl og drinks. Mere autentisk bliver det ikke.

Forestillingen med skuespilleren og sangeren Simon Mathew handler om en person, der går i opløsning. Personen er en ung homoseksuel mand, der på en selvdestruktiv måde uhæmmet hengiver sig til hårde stoffer og grænseoverskridende sex. I en rus på dansegulvet møder hovedpersonen et ‘du’, som vi ikke ser, men kun hører om.

Kejtet kommer den unge mand ind i baren og går forsigtigt rundt blandt publikum. Kontaktsøgende, men genert kigger han sig omkring. Han tør ikke tage kontakt til nogen. Efter et par ecstasy-piller er al kejtethed og generthed borte. Han slipper hæmningerne og danser vildt til technomusikken på dansegulvet. Technomusikkens heftige rytme afspejler hans hidsige puls. Han er høj af stoffer og kan slet ikke stå stille, men må danse videre, mens han fortæller om ham, som han lige har mødt og er blevet besat af. Han giver slip på sig selv og underlægger sig du’et. Først lader han sig klippe skaldet ligesom sin elsker, senere følger han fuldkomment du’ets lyster og bliver sexslave for ham – og for andre vildtfremmede mænd, som du’et manipulerer ham til at have sex med.

Forestillingen er ikke for puritanske sjæle, den er eksplicit i sit sprogbrug. Her tales der om alle former for kropsvæsker og bizarre sadomasochistiske sexlege, der mere minder om tortur end nydelse. Også kropssproget er direkte; kun iført kyskhedsbælte smider Simon Mathew sig på cafebordene lige foran os publikummer eller kravler nøgen rundt for fødderne af os. Det er grænseoverskridende for publikum, akkurat som det er for jeg’et, hvis grænser bliver rykket langt mere, end han egentlig ønsker sig.

Det som umiddelbart kan opfattes som en provokation tjener dog et højere kunstnerisk formål. Udskejelserne demonstrer nemlig den objektgørelse, der sker med jeg-personen i hans fuldkomne hengivelse til det dominerende du. Hans identitet flyder ud og smelter næsten sammen med den andens. Jeg’et bliver fremmed over for sig selv, han bliver tingsliggjort og næsten tilintetgjort. Hans krop er bare en fremmed ting, som andre kan gøre med, hvad de lyster. Og den næsten invaliderende sex er et billede på en person, der altid har brug for en anden for at føle sig som et helt menneske.

Mest grænseoverskridende og ubehageligt er dog hovedpersonens vekslen mellem ecstasy-ekstase og ædruelig depression. Hans fråseri med sex og stoffer har været fuldstændigt glædesløst. Og når hyggebelysning slukkes i baren og det skarpe neonlys tændes, kommer vi publikummer helt tæt på dette menneske lige ved siden af os. Han, der har mistet sig selv og er på selvmordets rand. Det er stærkt teater, der rammer publikum som dundrende tømmermænd. Og det er teater med en moderne dannelseshistorie. Simpelthen teater når det er allerbedst.

Forestillingen bygger på Niels Henning Falk Jensbys debutroman Techno. Med sin meget sikre stil og en ny form for kropsmodernisme blev værket kåret som årets bedste danske debutroman i 2016. Men for en gangs skyld er teaterversionen bedre end det litterære forlæg. Romanen bliver i længden lidt monoton med sin bevidst kværnende og ensformige stil. I teaterforestillingen er der derimod plads til lidt variation og et lille smil takket være Sargun Oshanas modige iscenesættelse og Simon Mathews hudløse og overbevisende performance.

Techno/Frådseri er produkt af et et kreativt samarbejde mellem Aarhus Teater og teater Republique i København. I Aarhus spiller forestillingen på GBAR og i København spiller den på natklubben Never Mind. Forestillingen er en del af Republiques serie om syv dødssynder, som udforskes i en række forestillinger denne sæson.

frådseri

Foto: Anna Marín Schram/République

frådseri på Republique

Foto: Anna Marín Schram/République

FAKTA
Techno/Frådseri
Aarhus Teater og Republique (GBAR og Never Mind)
Instruktion: Sargun Oshana
Dramatisering: Sargun Oshana og Sanna Albjørk
Medvirkende: Simon Mathew og DJ Natal Zaks

Arkitektur & design

Længe leve lammet

Gent er kendt for en middelalderlig altertavle og et modere vegansk køkken. En dag om ugen er der officiel vegetar-dag i den belgiske by.

Alteret fra Gent. Mere behøver man ikke at sige, før kunstkendere ved, at det handler om Hubert og Jan van Eycks triptykon i Sankt Bavo Katedralen i den belgiske by Gent. Altertavlen hedder også Tilbedelsen af det Mystiske Lam. Det centrale billede på altertavlen forestiller nemlig et lam, som ikke slagtes og ofres på gammeltestamentlig vis, men derimod hyldes og tilbedes på et alter. Motivet er naturligvis symbolsk. Lammet er et velkendt Kristus-symbol i den kristne kulturhistorie, men det gamle alterbillede har næsten fået en profetisk betydning i den flamske kanal-by. I al fald om torsdagen. Denne ugedag er nemlig vegetar-dag i Gent, og byens skoler, højere læreranstalter og andre offentlige kontorer og institutioner serverer udelukkende vegetarmad.

Gent har en grøn kommunalpolitik, der rækker ud over lokalmiljøet. Når lokalpolitikerne i Gent finder grønne løsninger, tænker de ikke blot på miljøet i kommunen, men ser tingene i et større perspektiv. De tænker også på det globale klima og de er overbeviste om, at vegetarmad er en måde at skabe en mere bæredygtig levemåde på. Undlader man at spise kød blot en dag om ugen, så mindsker det forureningen og øger folks sundhed, mener byens lokalpolitikere. De bakkes op af FN’s beregninger, der siger, at kødproduktion kan stilles til ansvar for en femtedel af drivhusgasserne og dermed den globale opvarmning.

Vegetarmad hver dag
Det er ikke blot de offentlige institutioner i Gent, der serverer vegetarisk mad om torsdagen. Også byens spisesteder har vegetarmad på menukortet om torsdagen og kan tilbyde mindst én vegetarret. Dette gælder også byens Michelin-restauranter og andre finere spisesteder.

For de vegetar-glade behøver torsdag ikke at være den eneste “veggie-dag” i ugen. De allerfleste af Gents spisesteder tilbyder faktisk en vegetarret hver eneste ugedag, desuden har Gent adskillige gode vegetarrestauranter at vælge imellem – også de mere ekslusive og dyre af slagsen.

Hele byen har taget det kødløse køkken til sig. Og vil byens borgere selv tilberede kødløse retter, har de fra kommunen modtaget opskrifter, som dokumenterer, at vegetarmad er meget andet end gammeldags grød, slatten kål og bønnemos.

Grøn cykelby
Gent er i det hele taget en grøn by, hvor lokalpolitikerne overalt har tænkt i miljøvenlige løsninger. Affaldssortering sker for eksempel ikke blot i den private husholding, men også i det offentlige rum, hvor de allerfleste opstillede skraldespande har fire huller. Affaldets materiale bestemmer, hvilket hul man skal smide affaldet ned i.

Også transportmæssigt er Gent en grøn by med Belgiens største bilfrie zone. Her kommer folk i stedet nemt rundt i de brostensbelagte gader med moderne sporvogne, hvis de da ikke snupper cyklen eller hopper op på et sup board og padler afsted i byens mange maleriske kanaler.

Cafe ved kanal

Cafe ved kanal i Gent

Kanal i Gent

Kanal i Gent

Malerisk kanal med restaurant i Gent

Malerisk kanal med restaurant i Gent

3 forslag til spisesteder i Gent:

Avalon, økologisk og vegetarisk frokostrestaurant

Panda, Økologisk butik og vegetarisk restaurant

Lof, restaurant på Sandton Grand Hotel, som serverer vegetariske menuer

FAKTA

Læs mere om Gent og byens spisesteder

Læs mere om Flandern

 

Arkitektur & design

Køb smykker og støt et SOS-barn

James er 11-år og bor i en SOS-børneby i Kenya. Han er en lille iværksætter og har gjort sin hobby til en lille forretning.

James’ mor døde, da han var lille og han har aldrig kendt sin far. Men han kender sin bedstemor, og hun har lært ham at lave ting af perler.

”Jeg godt lide at lave ting af perler, som jeg trækker på en snor af plastik. Jeg kan lave armbånd, nøgleringe og bordskånere og sådan nogle små tasker til damer. Det er min bedstemor, som har lært mig det,” fortæller James.

”Jeg sparer pengene op på en bankkonto. Mor Jessica går med, og jeg har sådan en lille bog, hvor der står, hvor mange penge jeg har. Jeg kan godt lide at kigge i min bankbog,” fortæller den lille forretningsmand.

James’ SOS-mor har lært ham at spare op og sætte sine penge i banken (gad vide om man får bankrenter i Kenya?)

Køb smykkerne 

James og hans SOS-mor

Foto: Mette Schmidt. SOS Børnebyer

Arkitektur & design

Otto Wagner – Wiens store arkitekt

I år er det 100 år siden, at den østrigske arkitekt Otto Wagner (1841-1918) døde.

Otto Wagner katapulterede det dekorative fin-de-Siècle Wien ind i det 20. århundrede med en flot og enkel arkitektur.

I arkitekturhistorien ses Otto Wagner oftest som en overgangsfigur mellem historicismen og modernismen. Det modernistiske islæt kommer til udtryk gennem brug af moderne materialer såsom stålbeton og aluminium, som han ikke forsøger at skjule, men blotlægger og giver det en æstetisk funktion.

Mange af Otto Wagners hovedværker kan ses i den østrigske hovedstad: fx etageejendommen Majolikahaus (1898-1900), Stadtbahn Station Karlsplatz (1899-1901), Kirche am Steinhof (1902-07) og ikke mindst Postsparkasse (1906). Bankbygningen Postsparkasse er beklædt med marmor, der er fastgjort på muren med nitter, der også fungerer som udsmykningsornamentik.

Postsparkasse wie

Foto: Wikimedia Commons /Gryffindor

Station i jugendstil

Stadtbahn Station Karlsplatz

Tag til Otto Wagners dejlige Wien og oplev mere af hans skønne arkitektur.

Litteratur & film

Vadmelsfolk

Alene titlen ville måske få nogen til at droppe Jeppe Aakjærs noveller Vadmelsfolk (1900). For hvad i al verden betyder “Vadmelsfolk”?

Jo, “vadmel” er stof lavet af den dårligste uld. “Vadmel” er altså det billigeste materiale til at lave tøj af og dermed det stof, som bønder og andre fattigfolk havde råd til tilbage i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. “Vadmelsfolk” er, hvad man på moderne dansk kunne kalde “landproletariat”.

Om disse bønder, husmænd, landarbejdere, tiggere og andre fattigfolk skriver Jeppe Aakjær, så man både må grine og græde. Novellerne er meget underholdende. Det er også tankevækkende litteratur, fordi Aakjær skriver om den nøjsomhed, der var livsvilkåret dengang for godt 100 år siden, og som vi (desværre) slet ikke kender til i dagens Danmark.

I Aakjærs noveller er der en del dialekt. At læse dialekt kan være svært, fordi stavemåden er så anderledes – også selvom man ellers forstår dialekten. Jeg vil derfor anbefale at høre Vadmelsfolk indlæst som lydbog af Kjeld Høegh. Han behersker Jeppe Aakjærs dialekt og læser med stor indlevelse – uden at det bliver teatralsk.

VADMELSFOLK

Foto: AV Forlaget Den Grimme Ælling